En slags boganmeldelse

Jeg har fulgt Katrines bogprojekt, siden vi mødtes på det lokale bibliotek til en kop snak om vores bøger og de af vores børn som er født for tidligt. Derfor var jeg naturligvis spændt, da hendes fine nye bog endelig landede i min postkasse. Og mens jeg læste blev jeg både rørt, provokeret & bekymret.

Rørt, fordi minderne, naturligt nok, gled 18 år tilbage til dengang min yngste søn blev født ekstremt for tidligt og landede i en familie med en kun 2-årig storebror og forældre der gjorde det så godt vi kunne. Men også rørt over den omsorg og bekymring som lyser ud af de hudløst ærlige interviews. Provokeret, fordi jeg blev præsenteret for nogle overraskende løsninger på de udfordringer den for tidlige fødsel giver de fleste familier. Bekymret, fordi nogle af mødrene er så hårde ved sig selv, at jeg får lyst til at ae dem på håret, brygge te til dem og fodre dem med sunde råvarer og chokolade.

Det med at berolige klarer eksperterne i bogen, som kommer med forskellige bud på, hvordan mødrene klarer sig selv og deres familier igennem kriserne, uden at hverken de eller deres børn går i stykker. Jeg er ikke enig med dem alle, men jeg er sikker på at alle kan finde en de er enige med.

Egentlig havde jeg nok forestillet mig at bogen ville kunne sammenlignes med den jeg udgav for 14 år siden, da den også tager udgangspunkt i historier om børn der er født for tidligt. Men min bog, Meget Små Børn, er for det første 14 år gammel, for det andet har den ikke det samme specifikke fokus på mødrene som Katrines bog har. Og jeg tror at der er behov for lige præcis det fokus, lige præcis nu.

Jeg har været mor til en ekstremt for tidligt født dreng i snart 18 år. Og jeg ved at livet godt kan blive godt alligevel, trods alle de udfordringer en for tidlig fødsel kan give. Det har jeg lyst til at sige til de mødre der er med i bogen og til de mange, mange kvinder, som kommer til at læse Katrines fine bog fremover.

Vi gør det så godt vi kan.

“Tænk, hvis alle mennesker var lige så gode til at prøve grænser af og stille krav til sig selv, som du er”

Dagen efter at vi havde hentet Sankt N hjem, på overraskende usentimental vis, opdagede jeg, at den officielle kuvert ikke kun indeholdt et eksamensbevis, men også et ret personligt brev fra hans klasselærer.

Det har ikke kun været fællessang og lejrbål det hele, i løbet af et år, som er gledet ud af kalenderen hurtigere end nogen kunne nå at klappe stavelserne i “ef-ter-sko-le-op-hold”.

Selvom jeg har blandet mig, når jeg syntes det var nødvendigt, så har jeg også valgt at lade ham klare udfordringerne selv, som han ønskede, men også at tro på de lærere, som lovede mig, at de var right behind him.

Da han er udstyret med en udpræget fightervilje, som har fulgt ham, siden han var lille bitte, undrer det mig ikke, at han holdt ud og endte med at holde af.

Brevet fra læreren viste både ham og os, at han i den grad er blevet set og at andre end hans mor synes at han er sej.

Det er nu kommet i glas og ramme, som en reminder, om det han kan og det han kan komme til at kunne.

image

“Hvis jeg skal give dig et enkelt godt råd med på vejen, er det, at du skal prøve at være lidt mere teenage agtig – ikke af hensyn til andre, men af hensyn til dig selv: prøv at se lidt lysere på tingene og øv dig i at sige ” det er sgu da meget sjovt at gøre (lidt) dumme ting. Slap lidt mere af.”

Meget små børn – NU som gratis download!!!

Jeg er rigtig stolt af den.

Og glad for at den blev lige præcis som jeg forestillede mig at den skulle være, takket være en virkelig dygtig redaktør, og nogle røvseje medskribenter.

Der er nye bøger på vej. Og det er fint, fordi der stadig er masser af børn der bliver født ekstremt for tidligt, og udviklingen trods alt har ændret sig meget siden 1999.

Men følelserne er nok stadig de samme, så jeg tror stadig på, at bogen kan bidrage med noget.

Derfor er jeg  glad for at jeg – endelig!!! – kan fortælle, at bogen nu er tilgængelig som gratis download.

Den kommer til at bo her på bloggen, og så kommer den til at ligge på en mere seriøs blog, hvor der ikke bliver skrevet så meget om lort, gammelkonedruk og kager.

Tak til jer der har hjulpet onlineversionen på vej – og tak for det kickstartende motivationsindlæg fra Dines.

Hvis du vil dele linket er her to muligheder:

Her bor den på Fru Z

Her bor den på den seriøse blog

E-bog på vej!

Der er stadig folk der spørger mig, om jeg har eksemplarer til salg af min bog, Meget Små Børn.

Det har jeg desværre ikke, men jeg vil gerne, at andre skal få glæde af den.

Og først var jeg endda så halleluja, at jeg bare syntes, at alle skulle have lov at læse den på nettet – kvit og frit.

Nu sidder jeg så og skriver den ind. Manuelt. For nej, den findes ikke digitalt. Og jeg bruger meget tid på det, og ender sikkert både med seneskedehindebetændelse, skæv ryg og endnu dårligere øjne, inden sidste punktum er blevet sat.

Og den slags koster, at få rettet op på.

Derfor er min plan, at Meget Små Børn skal udkomme som  e-bog i løbet af foråret 2012. Til salg for yderst rimelige penge. (jeg er medlem af Danmark, så jeg får tilskud til briller og sådan noget, bare rolig)

Hvis du vil adviseres når den er på trapperne, så send mig en mail på mette40@live.dk, og skriv “e-bog” i emnefeltet.

Jeg har rettighederne til bogen, da jeg købte restoplaget i sin tid. Men jeg vil blive glad for at høre fra de bidragsydere, som jeg ikke selv har kunnet lokalisere. Både for den gode ordens skyld, og fordi jeg er nysgerrig efter, hvordan det sidenhen er gået dem. Så kender du nogen, der kender nogen, så ved du hvor jeg er!

Bogens forord

Børn, der er født for tidligt, kan have visse fællestræk. De kan få stillet ens diagnoser, mens de er indlagt, og kan senere i livet lide af de samme sygdomme eller stå over for de samme problemer. Det er imidlertid vigtigt at huske, at for tidligt fødte børn alligevel er lige så forskellige som alle andre børn. De er alle individuelle personligheder, også når de er helt små.

Også forældrene er forskellige. Nogle har faglige erfaringer at trække på, nogle har den stærke psyke, der gør det muligt at gøre noget ekstra og kæmpe lidt hårdere for deres rettigheder. Og så er der alle os, der bare sætter livet på standby, mens vi afventer, hvad der videre skal ske. Fælles for vi forældre, der er med i denne bog, er, at vi hver især er eksperter på vores egne børn og skriver ud fra egne erfaringer. Vi repræsenterer forskellige holdninger, både hvad angår vores for tidligt fødte børn og andre af livets aspekter.

Ideen til bogen var oplagt, fordi der i 1996, da min yngste søn blev født i 25. graviditetsuge, ikke fandtes tidssvarende bøger. Både plejepersonale, andre mødre og min familie efterlyste læsestof om ekstremt for tidligt fødte børn, men i de bøger der fandtes, optrådte de helt små kun i dødsstatistikkerne. Det er ikke særlig opløftende, når man har sådan en lille størrelse liggende i kuvøsen, og det lå i baghovedet længe efter vi var kommet vel hjem fra hospitalet.

Jeg havde også behov for at vide, hvordan det mon havde været for de andre, der lå på hospitalet sammen med os. Havde de heller ikke turdet knytte sig til barnet i starten? Følte de også, at det var hospitalets barn? At familien ingenting forstod? Og hvad med dem, der forlod hospitalet uden barnet eller med et handicappet barn? Hvordan var det for dem, og hvordan kom de videre med livet?

Da jeg gik i gang med at samle materiale til denne bog, vidste jeg af gode grunde ikke, om den ville blive til noget. Men mange mennesker har troet på ideen, støttet den og hjulpet mig med kontakter, omtale og gode råd. Det siger jeg mange tak for.

Specielt tak til Landsforeningen til Støtte ved Spædbarnsdød, Rigshospitalet og Spastikerforeningen, der har formidlet nogle gode kontakter.

Beretningerne i bogen er forskellige forældres ærlige beskrivelser af den første svære tid med deres præmature barn. Forhåbentlig kan vores erfaringer bruges til noget positivt af andre præmaturfamilier og dem, der har med disse familier at gøre.

fra min bog

 Der foregår pænt meget i den virkelige verden lige sådan pt., sådan lige her omkring. Slek tid til så meget bloggeri. Men så er det jo hurra, at jeg havde en kladde liggende, med endnu et afsnit fra min gode gamle bog..

Hjemme på udslusning

…om formiddagen havde N en skrigetur, og vi undersøgte selvfølgelig, om hans lyskebrok var brudt frem. Hans navle bulede ud, men da vi havde fået at vide, at navlebrokket ikke ville skabe problemer, konkluderede vi, at hans gråd skyldtes en blanding af mavepine og måske småfrustration over at være et nyt sted. Han faldt også til ro igen efter et stykke tid og spiste fint videre. Efter to dage hjemme på udslusning skulle vi til kontrol på afdelingen. Jeg glædede mig til at komme ind og fortælle, hvor godt det gik, og skulle bare lige skifte N´s ble, inden vi kørte alle fire. Stor var min forundring, da der var blod i afføringen. Bleens indhold havde en grum sort farve og lugtede afskyeligt af råddent kød. M lod til at tage det roligt, men jeg tog en lille prøve med i en plasticpose, så lægerne kunne vurdere, om der var grund til bekymring. 

Den læge, der skulle undersøge N, startede ud med et “herregudendnuenhysteriskmor”- udtryk. Men efter at han forgæves havde søgt efter rifter i endetarmen, så selv han noget urolig ud. N skulle med det samme ned og røntgenfotograferes… mens tingene blev undersøgt, så jeg allerede historien spole baglæns og os vende tilbage til GN til det endelige møde med kirurgens blanke stål.Ventetiden blev ikke så lang, og vores kontaktsygeplejerske, der heldigvis var på vagt, tog sig tid til at følge os til røntgenafdelingen. Der skulle vi vente et stykke tid, og ventetiden var ulidelig, for jeg kunne kun tænke på, at nu var det hele helt af helvede til. Sygeplejersken sagde ikke så meget, men det var rart at hun var der. Hun var ærlig, når jeg spurgte om noget, og delte min bekymring for, hvad der mon kunne være galt. Men samtidig kunne hun noget, som jeg ikke kunne på det tidspunkt: hun kunne tro på, at det kunne være noget ufarligt.

 Vi kom ind og skulle holde N op i armene, så hans mave blev strakt helt ud. Han tog det pænt og var i det hele taget upåvirket af hele balladen. Han virkede heller ikke på nogen måde syg. Det mindede vi hele tiden hinanden om – han virker ikke syg.

 Der var pause mens billederne blev fremkaldt. Jeg havde N på armen, men mine arme var så tunge, at jeg næsten ikke kunne bære ham. Jeg rakte ham til sygeplejersken, der uden yderligere kommentarer eller spørgsmål tog ham og begyndte at synge for ham. Tiden gik ulidelig langsomt, og det viste sig, at nogle af billederne skulle tages om. Selv da alle billederne var fremkaldt, og personalet havde set dem, ville de ikke sige noget til os. Det tog jeg selvfølgelig straks som et dårligt tegn, for hvis de kunne se, at der ikke var noget galt, ville de vel sige det med det samme!

 Vores kontaktlæge kom forbi og undersøgte N, der endnu engang havde blod i afføringen. Jeg syntes at stanken var syg, og jeg havde svært ved at tolke, hvad vores læge mente om det hele. Endelig dukkede lægen fra ambulatoriet op og startede med at sige, at det ikke var noget alvorligt. Jeg åndede lettet op og lyttede, men forstod vist ikke rigtigt hans forklaring om indeklemning af navlebrok, tarmslynger og væskespejl. Det vigtigste var også næsten, at vi, eftersom N ikke virkede spor syg, fik lov til at fortsætte udslusningen på betingelse af, at vi henvendte os , hvis der blev det mindste. 

 

9. april, flag på halvt og megagammel kuvøse

Det er så 14 år siden idag. At vores lillebitte lillebrordreng blev overflyttet fra det højteknologiske Rigshospitalet, til en afdeling på Hillerød Neonatalafdeling, hvor tiden åbenbart havde stået stille i flere årtier. Og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ville være det rene ovetro at gøre de herremange flag på halvt til et issue, mens vi kørte bag ved hans ambulance, med hjertet i hænderne.

Og vi døde en lille bitte smule af skræk, da de lagde ham i en kuvøse fra 1967. Grinede en smule hysterisk, og ledte efter noget håndsving. Sygeplejersken var så ikke typen der var gået på efterløn.

Nøøøøj hvor var der stille!

Jeg er stolt af at være mor..

mamas-boy1Jeg er stolt af at være mor, og som regel også stolt af at være mor på lige præcis min måde. Man ved ikke på forhånd, hvilken slags mor man rent faktisk bliver, selvom man kan have nok så flotte forventninger til egne evner. Og inden man møder de børn man skal være mor for, kan det jo også være forholdsvis svært at vide hvad de kræver.

Jeg er mor til to drenge, og at være mor til lige de to, har blandt meget andet krævet, at jeg var god til at opholde mig på et hospital, og god til at stole på egen intuition.

 Den ældste blev født på ganske naturlig vis, og var stor og lækker på den gode måde. Men da jeg skulle hjem med ham, syntes lægerne pludselig, at han skulle undersøges for Downs Syndrom. De ville gerne have at vi blev overflyttet til et andet hospital, i stedet for at tage hjem, men vi sagde nej. Vores meget nybagte forældreinstinkter krævede at vi fik ham hjem i rammer som var trygge for os, så vi kunne tænke klart, og koncentrere os om at lære ham at kende. Så vi fik foretaget de nødvendige prøver, og tog så hjem til os selv. Efter en uge fik vi at vide, at vores smukke lille dreng ikke var mongol, og begyndte atter at trække vejret ganske naturligt.

Lillebror blev født små 3 år senere, 3½ måned før termin. Han var lille på den ikke så gode måde, men vores standardmål for lækre babyer, ændrede sig praktisk nok til meget mindre skala, end første gang vi blev forældre. Denne gang kunne vi ikke tale os fra en hospitalsindlæggelse, og han var indlagt i 3 måneder. Det var noget der modnede troen på egen intuition og bedømmelseskraft. Især da han omsider var så klar, at han kun manglede at lære at spise selv, før han kunne komme hjem. Nogle møghamrende politisk korrekte sygeplejersker insisterede på, at vi sagtens kunne få gang i amningen, ved at smide mig tilbage i en sygeseng med den lille 24/7 , og ignorerede, at både han og jeg havde helt andre behov på det tidspunkt, end at blive på et hospital 2 minutter længere end allerhøjst nødvendigt. Så vi lærte ham glæden ved en flaske, og tog hjem.

Dømmekraften svigter nogle gange, men moderinstinkten svigter ikke, bare fordi ens små, overskuelige drengebørn lige pludselig får store fødder & går i seng senere end deres forældre. Jeg kan stadig få lyst til at tage dem på armen og bære dem hjem, når verden virker hård og uretfærdig, men jeg ved godt, at den ikke helt går længere. Først og fremmest fordi de som oftest ikke vil med hjem, men også fordi det ikke er en del af planen, at jeg skal være sådan en mor der pjevser. Jeg vil gerne have ordentlige drenge, som opfører sig ordentligt, kan lave mad, gøre rent, klare sig selv, og gebærde sig ude i den store verden, uden at træde alt for mange over tæerne, og især uden at finde sig i at blive trådt på. Jeg har bare ikke altid selv været klar til at følge den plan, når det kom til stykket. Så det har været nødvendigt at de selv, eller deres far, talte meget pædagogisk til mig, og løsnede mine arme, når jeg krampagtigt klæbede til den der tanke om at tage dem på armen, og bære dem hjem. Og således har de alligevel fået lov til at tage toget selv, gå i biografen, tage på ferie uden mig, gå i skole i en anden by, og feste uden voksne..

Og jeg tror godt de ved, at lige meget hvor lidt det efterhånden er mig muligt, rent fysisk, så kan de altid ringe, hvis jeg skal komme og bære dem hjem, i mere eller mindre overført betydning. ;)