Ses!

Semivoksen kom hjem fra Roskilde. Nærmest frisk i det, vildt sulten, og kun halvt så ildelugtende som sidste år.

Han vaskede lige alt sit tøj, tog et virkelig langt bad & hjalp med at stege noget lammemørbrad, mens han fortalte historier, der fik både mine og Sankt N´s øjne til at vokse af bare forbavselse. Vi har aldrig været i nærheden af den der festival, og syntes det meste lød alt for eksotisk til os. Bortset fra flæskestegssandwich fra Meyers Deli, dog. Gad man godt have smagt.

Nåhm så tænkte jeg, at min store dreng skulle sove en skøn nats søvn, i det friske dynebetræk, som lillebror havde lagt på Semivoksens dyne, efter på en måde lidt at have lånt hans værelse.

Snydt igen.

Semivoksen har nemlig en meget dejlig kæreste.

Som er alene hjemme.

Ahm, hej hej – ses!

(også kun 15 dage siden vi sidst sås..)

En moders lod

Nå.

Pheuw.

Så er jeg faktisk færdig med at skrive opgave.

Som i virkelig også på tide!

Lige nu står en låneprinter ret så hjemmevant på skrivebordet, og spytter en opgave ud, som har domineret mit liv i evigheder.

Nærmest.

Dog ikke i går. Hvor det både lykkedes mig at nå at overvære en dejlig dames dejlige bryllup  med en sikkert også rigtig dejlig mand, OG komme til koncert i Parken, med ældstesønnen.

Pink Floyd. The Wall. Ham der Roger. Du ved. We dont need no education. Og et freaking sindssygt sceneshow. Altså virkelig overdrevet. Fly der kom flyvende hen over publikum, en motherfucker stor mur der blevet bygget op og revet ned igen, kæmpedukker der svævede rundt på scenen, noget børnekor, helikoptere. Legendarisk guitarsolo. Flotte sange.  Ret god stemning. Ret flot show. Og 47.000 begejstrede fans

En af dem sad ved siden af sønnen min. En cool fyr, komplet med læderjakke, funky sneaks, multifarvet tørklæde, blankpoleret måne, grå tindinger, mørke solbriller og en joint han tændte i pausen. (ja, det var sådan en koncert – sjov røg over det hele, du) Han var ikke ligefrem nærig med de begejstrede kommentarer undervejs. Og fik også fortalt min musikelskende søn, at han var musiklærer på en økologisk efterskole. De connectede. Nærmest. Og snakkede også om den der tjotalt legendariske guitarsolo.

Jeg hørte mere til en fynsk dame, som hele tiden skulle analysere på, om hun kunne lide hvad hun hørte, og om det mon stadig holdt, i forhold til de gode gamle firserdage. Og så to pattestive ligepræcisikkelængereiteenagekategorien. De havde hatte på, var lidt længe om at finde deres pladser. Når der var gang i guitarsoloerne, sad de og flagrede med en strakt arm ud i luften – det er noget rockdrenge gør, når de hører noget de pænt godt kan lide – og virrede med hovederne, med helt forkrampede ansigtsudtryk. Når sceneshowet var mere stille og eftertænksomt, så brugte de tiden på at snakke. Om ting der helt hundrede ikke handlede om koncerten. Det virkede fortroligt. Selvom de ikke just dæmpede sig. Og den ene ville hele tiden lægge sin arm bag om den andens ryg, men der er ikke så meget plads på tribunerne i Parken, så han rørte altså ret meget ved mine ben. Ikke at han opdagede det. Dog. Og efter pausen, så tror jeg de opgav at finde deres pladser igen. Eller også besluttede de, at de ting de havde at snakke om, alligevel var vigtigere end koncerten.

Hvilket da må have været ærgerligt. Tænker jeg. For vi var da i hvert fald nogen der stod i kø i nærmest tæt på en time. Inden vi kom ind til et ragnarok af ølkøer der ikke rykkede sig, og fulde semioldinge, i slidte jeans og læder. Som var lige så kåde som dengang for 30 år siden, hvor The Wall var ny og smart. Og jeg hørte en der sagde, at det måtte være sådan det havde føltes på 3. dæk på Titanic.

Og det tog os næsten en time bagefter, at gå fra Parken og ned til Østerport Station. Men også fordi der var så vildt mange mennesker der skulle samme vej.

Jeg elskede at gå der med min søn. Som fanme er så lang. Snart. Og som syntes det var en vildt fed koncert. Og så gjorde det ikke noget, at jeg nogen gange kedede mig lidt. Derinde i Parken. Jo, det gjorde jeg altså. Faktisk. Lidt. Ikke hele tiden. Og det var slet ikke dårligt. Overhovedet.  Men alle de stjerner koncerten har fået i aviserne i dag. Ahm, jeg er sikker på, at anmelderne er sådan nogle gamle rockhoveder, med måne og sorte solbrilleragtigt. Og trashy tøjstil. Og vi ved nok hvad der er god smag, når det kommer til musik. Og vi kan i hvert fald ikke lide Nik & Jay.

Men jeg tænkte også på, at man jo ikke gider at ende som sådan en mor der omklamrer sin søn så meget, at han bliver nødt til at skrive et helt fucking mesterværk om at gøre sig fri af hende. Og rakke rundt i hele verden og synge om sin dumme mor for tusinder af mænd med måner. Og drenge som FAKTISK havde deres mor med. Might I add.
Og egentlig var jeg selv mest vild med den stilfærdige udgave af Goodbye Blue Sky. Fik nærmest klump i halsen. Og alt muligt.

Men ja. Mors dag. Og vi gør det jo så godt vi kan. For helvede, Roger.

Og nej, det er ikke film jeg selv har optaget i Parken. Faktisk er de slet ikke fra Parken. Men det kunne det nærmest godt have været.

En moders lod?

Og pludselig gik det op for mig, mens jeg sad ved en andens køkkenbord, at også bekymringen vil være en evig følgesvend.

Også selvom ens børn bliver større.

Flytter hjemmefra.

Og får helt egne liv.

Shit.