Klumme; skjorten

Egentlig var jeg ikke særlig knyttet til min svigerfar. Jeg var vildt irriteret over hans skødesløse måde at være både farfar, far og svigerfar på. Og jeg syntes egentlig ikke at jeg skyldte ham noget videre, da han blev syg og fik diagnosen uhelbredelig kræft. Naturligvis kørte jeg ham til og fra hospitalet indimellem og hjalp ham så meget jeg kunne med både indkøb, madlavning og rengøring. Men det var nu egentlig mest for at aflaste min mand, så han ikke skulle stå med det hele alene. Eller sådan var det i hvert fald i starten. For jeg havde jo ikke regnet med at min svigerfar i den grad ville bruge mig til at snakke om døden. Både lavpraktiske ting, som musik han tænkte vi kunne høre til bisættelsen og mere tunge emner, som sorgen over at skulle væk fra mennesker han holdt af, og angsten for det der ventede ham. Og jo mere vi snakkede, jo tættere kom vi på hinanden, og jo tættere vi kom på hinanden, jo oftere tog jeg ud til ham. Og når jeg alligevel var der, så kunne jeg lige så godt gøre mig nyttig.

Han kunne godt tænke sig at få ryddet ud i sit tøj. Det gjorde ikke noget godt for humøret, at han hver dag stødte på skabe og skuffer bugnende af dyrt og lækkert tøj, som han ikke længere kunne fylde ud. Han havde god smag, og klædte sig så man lagde mærke til ham. De første gange vi havde aftalt at sortere tøjet, var han så dårlig at han aflyste. Men til sidst lokkede jeg ham ved at sige, at vi jo bare kunne starte stille og roligt op. Det var jo ikke til at vide om han overhovedet ville få det bedre.

Han lå i sofaen, mens jeg hev den ene stak tøj efter den anden ind i stuen og i rasende fart fik fyldt sække med alt det tøj han usentimeltalt kasserede. Noget af det tog jeg med hjem til drengene, andet røg direkte i tøjcontaineren. Flere årtiers feinschmeckeri, blev på en enkelt formiddag reduceret til tomme bøjler og gabende skuffer. Han var vildt glad for alt det vi havde nået. Men eftersom han nu manglede tøj i den rette størrelse, skrev vi en lille liste som jeg kunne shoppe efter. Udover bløde bukser og friske t-shirts var det vigtigt for ham at få en pæn skjorte, som han kunne bruge hvis han nu skulle få det lidt bedre, og være så heldig at blive inviteret ud.

Få uger senere stod jeg og strøg skjorten på hans badeværelse. Ikke fordi han skulle ud, men fordi han skulle dø. Det var kun små to måneder siden han fik diagnosen, men sygdommen havde været hård ved ham og nu var kampen ved at være slut.

Vi snakkede om hvad han skulle have på når han var død. Først aftalte vi t-shirt og bar røv, som var det han normalt sov i. Men han havde doneret sit legeme til Panum, og jeg kom til at tænke på hvor vigtigt det var for ham at være skarp og smooth i tøjet når han var ude blandt andre. Han kunne sgu ikke møde Panum i bar røv. Men så var der jo heldigvis den fine skjorte.

Mens jeg stod og strøg den, blev jeg overmandet af uprovokeret kedafdethed. Jeg var kommet tæt på min svigerfar de sidste måneder. Fra tålt samvær til ægte omsorg. Jeg vidste at han ville have sat pris på valget af netop den skjorte hvis han kunne. Ligesom han garanteret havde taget hatten af for alt det andet vi gjorde for ham. Selvom vi egentlig ikke syntes at vi skyldte ham noget særligt. Det gjorde rigtig godt, midt i sorgen over at miste.

Hvis du vil læse hele historien fra start, så kan du klikke her.

Tak

I går aftes sad jeg og tudede til Signe Lindkvist i Stjernerne på Slottet. Hun fortalte hvordan hun og hendes søskende havde hjulpet deres mor til en værdig afsked med livet. Om stoltheden ved at vide at hun gjorde det helt rigtige for sin mor, selvom hun ikke havde lyst til at undvære hende.

Jeg kunne naturligvis genkende alt muligt, hvilket var min undskyldning for at sidde og simultantude med Rolf Sørensen og Iben Hjejle.

Vi tog ansvaret op, der hvor Old Man selv lagde det fra sig, og sørgede for at han fik så værdig en afslutning på livet som muligt. Vi har lært meget af det. Er på mange punkter blevet nogle andre mennesker. Som vi ret godt kan lide. Vi er kommet tættere på dem i vores familie som sluttede op om os, da vi havde brug for støtte. Og i forhold til vores drenge, så har vi set, at de faktisk begge er nogle helt fantastiske mennesker. De har støttet hinanden og bekymret sig om os. De har gjort os mindst lige så stolte som vi har set at de har været over os.

Og vi er blevet styrket som par. R & jeg. I en grad så jeg ville gifte mig med ham, hvis ikke jeg allerede var det. Oh yeah.

Signe Lindkvist savner stadig sin mor. R kommer også til at savne sin far. Drengene kommer til at savne deres farfar. Selv jeg kommer til at savne ham, selvom jeg til tider havde det virkelig svært med ham, dengang han bare var min svigerfar. Før han også blev min ven.

Tak for alle de superfine kommentarer jeg har fået på skriverierne om Old Man. Jeg er glad for hver og en af dem, og stolt hvis jeg har sat tanker i gang hos andre.

Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal komme videre på bloggen efter det her. Overhovedet.

Men jeg finder på noget. En mundfrisker eller sådan noget.

I’ll be back.

Fredag den 13. april kl. 13.

Fredag formiddag blev der strøget skjorter og sat hår og rykket rundt på møblerne og stillet både glas, tallerkener og vin frem. Vi hentede den fineste bårebuket med orange tulipaner og fik bragt både mad, kage og kiste. Med indhold.

Bedemændene stod ude ved rustvognen som sortklædte livvagter, mens vi andre vænnede os til den store hvide kiste som stjal al opmærksomhed i stuen. Stemningen var lettere euforisk, og jeg skulle virkelig skrue på bitchbarometeret for at få R til at koncentrere sig om den tale vi stadig ikke havde fået helt på plads.

Men kort før tid var vi alle klar og velklædte. Semivoksen var trukket i en af farfars ternede skjorter, Sankt N havde klassisk festtøj på, og jeg var i noget nykøbt sort, mens R overshinede alle, i et superskarpt jakkesæt fra sin fars skab. Hvis Old Man så med nogen steder fra, så vippede han garanteret anerkendende med et bryn.

Gæsterne begyndte at ankomme. Deres alvor, sorg og faste kram lagde en dæmper på vores kækhed. Og fem minutter før vi skulle i gang, var R sikker på at han ikke ville kunne gennemføre uden at tude. Jeg trak ham ud i køkkenet til en lille gin & lemon. Kom så, vi kan godt!

Så bad vi folk tage plads, og stillede os lige ved siden af kisten, bag en skrivepult. Med to glas vand, en pakke Kleenex, et program og et halvfærdigt, håndskrevet manus.

R startede med at byde velkommen. Fortalte kort hvad der skulle ske. Beroligede gæsterne med at det hverken ville blive langt eller salvelsesfuldt. Så var det ligesom på plads.

Da vi først var kommet i gang, gik det fint. Vi startede med at præsentere det første stykke musik, hvorefter R kom med en lavpraktisk forklaring om Panum og årsagen til at hans far allerede skulle afsted dagen efter sin død. Jeg havde bedt ham om ikke at gå for meget i detaljer med dette punkt. Og det fortalte han selvfølgelig. Så kunne folk grine af det.

Jeg fortalte om det næste stykke musik som vi i første omgang kasserede, selvom Old Man selv havde ønsket det. Vi syntes det var upassende muntert. Indtil vi hørte det aftenen før og begyndte at fnise ved tanken om Old Man´s altid håbløse forsøg på at klappe i takt. Mens det blev spillet sad folk og nynnede lidt med. For min skyld måtte de godt have sunget rigtigt. Det havde ikke gjort noget.

Vi kom til selve talen. Om det forfængelige, krukkede, og meget komplicerede menneske vi kom så tæt på, i hans to sidste måneder. Vi var klare i spyttet og fik sagt alt hvad der stod på vores papir. Endda tak. Fordi han gav os lov til at være der for ham.

Så kom tudenummeret og R gik i spåner. Helt som han selv havde forventet. Jeg klemte hans hånd, trak ham tættere på og kiggede ned i papiret. Ud i haven. Op i loftet. Ned i gulvet.

Ville. Ikke. Græde.

Men det gjorde alle de andre, jo.

Og det sørgerligste i hele verden var at bære kisten ud, til et stykke musik som Old Man få uger før havde siddet i bilen og sagt, at vi gerne måtte synge når han en dag skulle herfra. Hvis det var.

Vi bar kisten helt ud til bilen. Tørrede hinandens tårer og nikkede til bedemændenes højtidelige buk. Så bilen glide stille væk.

Inden vi gik ind og beværtede gæsterne med alskens fine lækkerier. Kom i zen og vater igen, fik grinet og hygget og smalltalket. Helt efter bogen.

Og da de sidste gæster var gået, drak vi gin & lemons med drengene. Rundede dagen af og fik snakket om, at det først er nu vi skal finde ud af at han mangler i vores liv. Ham farfar.

Dagen før det sidste farvel

Da de seks timer var gået, kørte R og jeg ud til Old Man igen. Han lå lige så stille i sin seng som da vi forlod ham. Nu med lukket mund. Hvilket var lidt bizart, men sådan er fysiologien så finurlig.

Vi hældte et par velvoksne gin & lemons op, og skålede farvel med Old Man, mens Wozniacki gav den gas inde i fjerneren. Så dukkede huslægen op med den allerede udfyldte dødsattest. Han gav sig tid til at høre hvordan Old Man var død, og spurgte R hvordan han havde det. Sød og nærværende.

Kort efter kom bedemanden og bededamen. De lagde Old Man fint ned i kisten og vi så ham en allersidste gang, inden låget kom på. De rullede kisten ud til rustvognen mens vi gik og smalltalkede ved siden af. Det var hverken sørgerligt eller højtideligt. Ganske afslappet og hovsa-pas-på-du-ikke-falder-over-det-der-brønddæksel. Men R kunne slet ikke stoppe med at snakke. Til sidst lagde jeg en hånd på hans mund. Han nåede lige at spørge om de nogensinde havde tabt en kiste. Hvilket de benægtede med smørrede grin. - og hvis vi havde ville vi jo ikke sige det..

Så tog vi hjem.

Spiste dejlig middag sammen med drengene, hørte høj musik og fik ikke skrevet så meget på talen. Det ene øjeblik sang R højt og sprudlende med på én sang, det næste øjeblik græd han som pisket over en anden.

Vi skulle stå for afskeden med Old Man. Bedemændene ville bære ham ind i hans stue og 25 mennesker, hvoraf de fleste kendte Old Man bedre end de kendte os, ville troppe op klokken tretten. De ville måske nok bæve på vores vegne, men de forventede formentlig også at vi var opgaven voksen. Når nu vi havde påtaget os den opgave.

Som vi havde så svært ved at fokusere på.

Og han fik fred

-Altså hvad?

- Ja, jeg tror sgu da lige at han døde..

Straks slap vi kaffekopperne, og fulgte med ind i soveværelset, hvor Mama Hjemmepleje havde fundet et stetoskop frem, som både hun og siden R satte på den stille brystkasse. Det var egentligt ikke nødvendigt. Man kunne se at udtrykket i Old Mans ansigt havde ændret sig.

Han havde givet slip. Fået fred. Alt det som ellers altid har virket så klichéagtigt i dødsannoncer gav pludselig mening.

R havde holdt Old Man ind til sit bryst, mens sygeplejersken morgenvaskede ham. Og med ansigtet tæt ind til sin søns hjerte, drog Old Man endelig et dybt og inderligt sidste suk. Og døde.

Symbolikken var tyk og smuk og fantastisk.

Hvis Old Man havde ventet på noget som helst, så var det vel dette øjeblik.

Vi havde for længst aftalt, at vi ikke ville være med til at gøre Old Man i stand, når han var død. Jeg tror godt vi ville kunne gøre det. Så meget som vi havde rykket os. Men af respekt for, at han var et kropsprivat menneske, havde vi taget den beslutning at lade de professionelle ordne ham. Hvor omvendt og ulogisk det end måtte lyde for andre.

Alle spor af hjemmepleje og medicin forsvandt på udramatisk vis, mens vi pakkede dyner, tøj og luftmadras sammen.

Trætheden var forsvundet og energien rullede atter gennem vores febrile kroppe. Stemningen var let og tung på samme tid. Men effektiv. Vi havde savnet vores drenge og kunne næsten ikke vente med at komme hjem til dem. Men de sov stadig. Og vi havde faktisk tid til at klare noget af alt det praktiske som i dagevis havde stået og blinket på vores to-do liste.

Old Man kom i det stilige tøj. Som naturligvis så helt forkert ud, på den radmagre gammelmandskrop der var tilbage af den før både trinde og muskuløse mand.

Vi kunne ikke lade være med at stirre på brystkassen. Løftede den sig lige om lidt? Næ. Den var faktisk helt stille. Og det blev den ved med at være.

Drengene ønskede ikke at komme tilbage til huset før deres farfar var væk. Hvilket vi respekterede. Men vi tog billeder, så de kunne se at han rent faktisk havde fået fred.

Der skulle gå 6 timer før en læge kunne konstatere ham død. Så vi pakkede bilerne til randen med alt vores habengut og forlod den døde, med et vindue på klem og et stille farvel.

Det var specielt at vække drengene med budskab om død. Selvom det var netop de ord de både ventede og forventede.

R kom hjem og satte flaget på halvt. Naboerne fulgte hurtigt efter og snart fik vi den første sorgbuket. Vi vaskede rygerhjemmet af os, snakkede, krammede og kommunikerede med omverdenen. Brugte Facebook til at få budskabet ud til en masse mennesker på en gang. Snakkede om det sidste suk, igen og igen. Om vinduerne der jo var åbne, så sjælen frit kunne flyve. Om det smukke forårsvejr.

Jeg bestilte bårebuket. Blomsterhandleren kendte Old Man, og vidste hvilke blomster han holdt særligt af. Jeg bestilte bruschetta og chokoladekage. Restauratøren var også berørt af hans død. Det kan godt være godt at bo i et lille samfund, hvor alle kender alle.

Jeg kørte ned i byen for at købe begravelsestøj. Kan slet ikke forestille mig hvor grim, træt, syg og elendig jeg så ud, da jeg stod foran tøjdamen og poserede i det sorte tøj. – skal du til fest?

Og vi skulle også skrive den der tale. Og lave program. Og ordne musikken og alt muligt.

Der tog han vidst røven på os

Der skete trods alt nogle ændringer med Old Man i løbet af onsdagen. Hans vejrtrækning blev meget overfladisk, og han holdt nogle små kunstpauser i ny og næ. Så stod vi og kiggede på hans brystkasse med tilbageholdt åndedræt, mens vi ventede på at se om det mon var nu.

Men hver gang startede han op igen. Dog var det et tegn. Et andet tegn var næsen, som begyndte at blive mere spids. Sygeplejerskerne anerkendte det som et sikkert tegn på at døden var nær, men havde ikke nogen forklaring på det. R googlede dødstegn hele natten til torsdag. Mens han lå og ventede på at hans far skulle dø. Men fandt ikke nogen fysiologisk forklaring på den spidse næse. Kolde hænder og fødder ville også være et tegn.

Old Man havde stadig både varme hænder og varme fødder. Og flere gange i løbet af natten vågnede jeg, fordi han jamrede sig højlydt. Det var som om morfinen slet ikke virkede længere. I hvert fald ikke særlig længe. Og sygeplejerskerne rystede på hovedet, og sagde at det godt nok var vildt det her. Selvom et 65-årigt hjerte var stærkt.

Torsdag morgen sov vi fra alle bimlende telefoner og blev vækket af en forskrækket pårørende, som var nødt til at tjekke at vi ikke var døde af røgforgiftning. Eller sådan noget. Hun kiggede også ind til Old Man. Og konstaterede at hans hænder og fødder stadig var varme. Men vejrtrækningen var blevet mere ustabil. Og han reagerede ikke længere på snak. Han var klart blevet svagere.

Og uden sammenligning i øvrigt, så gjaldt det hele banden. Nu var vi alle tre syge. Hostede, harkede, snøftede og febrede. Vi trængte til frisk luft i hytten, og åbnede et par vinduer. Helt uden at tænke på symbolikken. Englens ugevagt var slut, men vi var kommet under Mama Hjemmeplejes trygge vinger. Hun kom susende fra egen matrikel, selvom hun egentlig ikke havde vagt. Englen havde spurgt om hun skulle/kunne/måtte komme på arbejde. Men havde dog fået nej. Vi var benovede over at de tog opgaven så nært. Personligt. Snakkede meget om kemien, som i den grad var til stede.

Ligesom bedemanden, så kunne både Englen og Mama Hjemmepleje tackle vores ligefremme stil og R´s til tider barske snak. Uden at de af den grund glemte at vi var i sorg. De gav sig tid til at snakke med os, inddrage os og endda grine med os. Og de sygeplejersker som måske syntes at vi var lige i overkanten, de var så fokuserede på Old Man, at vi alligevel elskede dem.

Vi var ved at løbe tør for det meste. Vaskemiddel, sæbe, brød. Det fortalte vi Old Man, mens vi gik og gjorde klar til morgenmad. Vi bryggede kaffe, ristede brød og fandt juice frem. Tændte op i brændeovnen og satte os til rette, mens Mama Hjemmepleje gjorde klar til at vaske og skifte. – jeg har lige brug for noget hjælp, R. Kommer du lige ind? Selvom vi skulle lige til at spise, gik han naturligvis ind for at hjælpe.

Vi andre sad og pludrede over kopperne, smurte ostemadder og hostede lidt i kor. Åh, det var efterhånden så hårdt at være os. Syntes vi. R ævlede løs inde i soveværelset. Hænderne og fødderne var åbenbart blevet kolde nu. Alle mente at det nok ville blive i dag. Men det havde vi på den anden side sagt hver dag. I virkelig mange dage. R blev ved med at snakke. Som om gassen ville gå af ballonen hvis han stoppede. Kaskader af ord væltede ud af hans trætte ansigt, stort set uden kontrol. Tonefaldet ændrede sig ikke eller noget. Han kom heller ikke ligefrem løbende. Gik bare småsnakkende ind i stuen, sammen med Mama Hjemmepleje og sagde noget med at der tog han sgu da vidst lige røven på os.

Giv nu bare slip..

Da vi gik i seng natten til tirsdag, sagde R at han ikke ville finde sig i det. Han gad ikke at have en far der var ved at dø. Han ville ganske enkelt ikke acceptere det.

Onsdag morgen var det mig der ikke gad være med i legen længere. Vi var ved at blive syge. Om natten lå jeg og frøs under bunker af uldtæpper. Jeg vågnede når natsygeplejerskeren nussede rundt i huset, men stod ikke op. Der skete jo ikke en skid alligevel.

R ryddede de sidste hængepartier i haven, mens en sær lille nabopige underholdt ham med lange enetaler. Om alt muligt. Min mor lavede store portioner mad til os. Vi åd stadig bunker af slik, drak the og kiggede på det tændte fjernsyn uden at se det. Svarede på sms-beskeder og hjalp sygeplejerskerne med at vaske Old Man og finde rent tøj til ham. Alle grænser var for længst overskredne.

Han var begyndt at få liggesår. På lænden, fødderne og det ene øre. Men han var stadig ved bevidsthed, havde varme fødder og hænder og svarede med hævede øjenbryn, hvis man spurgte om noget.

Vi havde fået styr på, hvordan afskedsceremonien skulle foregå og hvem der skulle med. Vi fortalte drengene om planerne og spurgte om de ville være med til at bære farfars kiste ud af huset. En kan-ikke-skal opgave. Der var slet ingen tvivl. Det ville de gerne. Og de virkede opløftede over at hans afsked ville blive noget særligt.

Jeg var træt. Men jeg kan ikke sove om dagen. Heller ikke når jeg er syg. Så i stedet satte jeg mig foran fjernsynet og kværnede det meste af en bridgeblanding. Til R´s store forargelse. Men det virkede. Lidt.

Alle blev ved med at sige til Old Man at han skulle give slip. Det lød lidt som noget fra en film, men det gav nu meget god mening. For hvad ventede han på? Faktisk var vi også lidt pressede på tid. Panum modtager ikke døde i weekenden og han skulle ind så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg gik ind for at opdatere ham på tingenes tilstand. Først om fuglen der byggede rede ude i træet. Om solen der tittede forsigtigt frem bag havgusen, om terrassen, som R havde ryddet så fint, at alt nu så godt ud. Jeg fortalte hvad det var for noget tøj jeg havde gjort klar til ham; den fine skjorte, den blå t-shirt, der var så flot til hans øjne, de pæne bukser med det klassiske snit. Fortalte ham at drengene havde sagt farvel. Og at R ikke havde ro til at sidde og våge. Alle vidste at det ikke var R´s stil at sidde stille. Det havde vi også snakket om før. Old Man og jeg. Hvor meget krudt der var i R.

Og så fortalte jeg om bisættelsen. At den skulle foregå inde i stuen, hvad vi skulle have at spise, hvilken musik vi skulle høre, at R og jeg ville holde en tale, hvem der skulle bære, at Panum var på plads. Men også at Panum kunne glippe, hvis han var for længe om det.

Da jeg fortalte om musikken, rykkede hans øjenbryn anerkendende i vejret. Fru Farmor sad ved hans seng og tudede. Hold da op, fremstammede hun.

- alt er klart, vi mangler kun dig, Old Man.

Så forlod jeg soveværelset igen.

Tirsdag med turbo

Endelig kom hverdagen, så vi kunne komme i gang med at få ordnet alt det praktiske, som havde hobet sig op i påskedagene.

Vi skulle blandt andet ringe til Panum for at høre om de ville acceptere vores hjemmelavede dokument. Old Mans aftaler med psykologer og palliative damer skulle aflyses. Arbejdspladsen skulle vide at jeg ikke kom og vi var også nødt til at snakke med bedemanden. 3 skridt foran. Hele tiden. Hu hej, vi havde meget at se til. Tror da pokker jeg havde været i bad og alt muligt, nærmest før klokken var morgen.

Jeg ved ikke hvad der ville være sket for R, hvis Panum havde sagt nej. Men eftersom de accepterede vores hjemmelavede dokument, væltede vi os pludselig i nyfunden og megapraktisk energi. Hvilket kun var godt. For når man donerer sit legeme til videnskaben, så må der ikke gå mere end max 4 dage fra døden indtræffer, til legemet er videnskaben i hænde. Og vi skulle også lige nå at sige farvel. Så vi havde pænt travlt. Selvom Old Man stadig lå og levede.

Vi har aldrig før haft brug for en bedemand, og havde ikke umiddelbart nogen præferencer. Valgte et par stykker fra, alene på deres lidt for kække portrætter i lokalavisen. (Note til bedemænd; scorefjæs funker nok bedre i en anden slags annoncer) Endte med at vælge nogen som reklamerede med borgerlige bisættelser. Ikke så meget halleluja til Old Man.

Lige meget hvad, så er det en sær branche. Og jeg tror man skal være gjort af et ganske særligt stof, for at kunne holde det ud. Jeg lurede på bedemandens løse guldur, lommeregneren, det let rødmossede ansigt og den billige, hvide skjorte. Lige da vi kom ind i lokalet, studsede vi begge over en udstillet skotøjsæske, som var pyntet som en kiste. Komplet med skruer og det hele. - ja, haha. Den fik vi til indvielsen, og så syntes vi den var meget skæg at have stående. Men chokoladerne har vi spist, hahaha..

Jeg så familien Bedemand for mig, siddende foran X-faktor og kværne chokolader direkte op af en modelkiste.

Faktisk var han flink nok. Inde bag alt bedemandshalløjet. Og han kunne tage vores direkte og usentimentale facon. ‘I virker meget afklarede’.

Det var tirsdag og vi forestillede os at Old Man senest ville dø samme nat. Spørg ikke hvorfor, og stol ikke nødvendigvis på vores fornemmelser en anden gang. I hvert fald kalkulerede vi med at kunne arrangere en bisættelse førstkommende torsdag. Så ville vi have en dags tid til at invitere venner og bestille gravkaffe. Vi blev lidt forskrækkede, da bedemanden sagde at vi nok ikke kunne nå at arrangere afsked fra et kapel. Han foreslog at vi gjorde det hjemme hos Old Man, og den tanke havde vi selv strejfet. Jeg spurgte om man kunne få en eller anden til at holde tale, nu vi ikke skulle have gejstlig indblanding. Det kunne man, men han foreslog at R selv sagde det der skulle siges. Mkay..

Vi var rasende effektive den dag.

Mens Old Man lå i sin seng og levede videre. Vi hentede nye forsyninger af medicin og sygeplejerskerne spurgte, om der kunne være nogen han ventede på. Det mente vi ikke. Hverken nogen eller noget. – måske synes han bare det er skidehyggeligt at vi er her. Det kan være vi allesammen skulle køre en tur og lade ham være alene en times tid. Vi gjorde ikke alvor af det. Selvom sygeplejerskerne kunne fortælle om folk der sad og vågede 24/7, og når de så lige gik ud for at få en mad, så benyttede den døende lejligheden til at dø i fred.

Den dag hvor Danmark flagede på halvt

Natten til mandag sov vi nogenlunde lige så lidt som forældre til et nyfødt kolikbarn. Ved den mindste lyd fløj vi alle tre ud af dynerne. Den smertefulde hikke drillede Old Man med få timers mellemrum. Straks var der en der satte sig ind til ham, en der ringede efter natsygeplejersken og en der gik i gang med at æde slik eller brygge kaffe.

Når der efter en lille time var ro på igen, smed vi os i dynerne igen, og sov videre.

Det blev morgen, men der gik mange timer før vi gik i gang med morgenmaden. For sygeplejersken skulle have hjælp med at soignere Old Man, og der skulle svares på sms-beskeder. Var der sket noget nyt i nattens løb?

At vente på døden er på mange punkter ligesom at vente på en forestående fødsel. Man venter på tegn, besvarer pårørendes forsigtige forespørgsler, og tror på en måde aldrig nogensinde at det kommer til at ske.

Semivoksen kom hjem fra de svenske skove. Selvom han troede at han var klar over hvilket syn der ventede ham, og selvom jeg forsøgte at forberede ham på lyden af den knitrende lungebetændelse, synet af de mælkede øjne og den halvåbne mund, så blev han chokeret. Og hans chok forplantede sig straks til os andre. Og sorgen. Og gråden. Afmagten.

Vi havde fulgt processen hele vejen. Indimellem anede vi stadig Old Man inde bagved, selvom talesproget var forsvundet.

På et tidspunkt stod jeg med hånden på den knitrende brystkasse og sagde noget med, at det da var noget af en fest der var gang i derinde. Old Man løftede brynene helt op i panden. Som for at sige “tell me about it.” Jo, han var stadig derinde. Og registrerede at vi var der.

Vi levede i et underligt vakuum. Der gik hverdag i vores venten på døden. Fjernsynet kørte i baggrunden, vi hentede nye forsyninger af medicin. Og slik. Vaskede sengetøj og håndklæder, hentede rent tøj og orienterede omverdenen.

Nu hvor begge drenge endelig var hjemme igen, kunne de passe på hinanden. Vi besøgte dem naturligvis derhjemme & brugte tid på at snakke med dem, men det var dem der passede på dem. Og det var de fanme gode til.

 

 

 

Tryghedskassen

Englen kom tilbage. En superkompetent sygeplejerske, som siden tirsdag havde besøgt Old Man, og givet sig god tid til at snakke. Både med ham og med os. Hun talte rent ud af posen, lige som vi kunne lide det. Old Man var terminal. No doubt about that. Og naturligvis skulle hans lungebetændelse ikke behandles med antibiotika. Han skulle have smertestillende og beroligende medicin. Punktum.

Jeg ringede op til de svenske skove og fortalte Semivoksen om tingenes tilstand. Der var et helt døgn til han skulle komme hjem, og jeg syntes vi var nødt til at orientere ham, så han ikke bagefter skulle føle at vi havde holdt ham for øjne og ører, mens hans farfar lå og døde. I et misforstået forsøg på at skåne ham fra virkeligheden.

Den unge vagtlæge som kom ud til os sidst på eftermiddagen, spurgte forsigtigt om ikke vi skulle se at få Old Man på sygehuset. Englen smed mig et spørgende blik, henover hovedet på den tøvende læge. Nej tak, vi klarer den. De aftalte hvad der skulle bestilles af medicin, og R og jeg tog til døgnapoteket i nærmeste større by.

For at hente en såkaldt tryghedskasse. Det er er godt og ufarligt ord for en samling medikamenter som også sagtens kunne gå under betegnelsen “Slåihjelkasse”. Foran os i køen på apoteket stod en dame og nærmest hallelujaede over at få noget længe ventet medicin. Til et mega drilagtigt bygkorn.

Sådan er verden så finurlig.

Stemningen var nærmest høj i bilen, mens vi spiste hurtige cheeseburgers fra en drivetrough. Der var sket en udvikling. Til det værre. Og det var bestemt ikke fordi vi ikke var kede af det. Men på en sær måde var det alligevel godt at hente terminalmedicin og gøre klar.

Vi snakkede også om hvad han skulle have på når han var død. Først tænkte vi ham som sovende. Og aftalte t-shirt og bar røv.

Men så kom jeg til at tænke på, hvor vigtigt det var for ham at være skarp og smart i tøjet når han var ude blandt andre. Så kunne han sgu ikke møde Panum i bar røv.

Jeg fik lov at bestemme hvad han skulle have på. Og tog opgaven meget alvorligt.

Mens jeg stod og strøg hans nye, ubrugte Peak Performance-skjorte, blev jeg pludselig overmandet af uprovokeret kedafdethed. Det gik op for mig hvor tæt vi var kommet på hinanden de sidste måneder. Fra tålt ophold i sygeland, til ægte omsorg for en elskelig svigerfar.

Og den mærkelige ømhed for tøjet.  Den skjorte jeg stod og strøg var købt til bedre tider. Fordi han regnede med, at når han fik noget kemo, så fik han det nok lidt bedre, og så var der måske nogle der ville invitere ham ud, og så var det jo vigtigt at han så godt ud.

Nu skulle han bruge den efter sin død. Med sine smarteste bukser, et labert bælte og den nye t-shirt som passede så flot til hans øjne. Jeg tudede over skjorten. Over t-shirten og over skæbnen.  Flere ugers intenst samvær, og her stod jeg og følte ømhed for en skide skjorte. Og en t-shirt.