Åu happi dæis

Der er ikke meget som en god julekoncert, der kan sparke julestemningen i gang. Det har jeg år efter år jagtet, med mere eller mindre held i julesprøjten. Så måske burde nogle alarmklokker have ringet, da jeg så at der var gospelkoncert i mit lokale hood. For det var ikke et kor fra Harlem der kom forbi, ej heller den dansable yndlingskorleder fra Italien.

Det var et pæredansk kor fra omegnen af København. Såmænd. Alligevel turde jeg godt tage chancen, mest fordi jeg var sammen med nogle andre og vi aftalte, at hvis det var for ringe, så ville vi lige så stille forlade stedet i pausen.

Nu ved jeg ikke helt hvad jeg havde forventet. Men en sal fuld af kaffeborde og et aldersgennemsnit der gjorde os cirka 25 år yngre end de næstyngste var alligevel en overraskelse. Der var rødt og grønt og levende lys, pebernødder drysset direkte på de røde papirduge og en julet men stram duft af gløgg-essens. De mænd der ikke pustede ned i kopper drak håndbajere og stemningen var uhøjtidelig.

Arrangøren kom på scenen og han var allerede på forhånd så begejstret, at han næsten ikke kunne være i sin egen krop. Lad mig sige det sådan, at enten havde han virkelig fundet guld, eller også oversolgte han koret en anelse.

Da de endelig kom på, var det alligevel som om vi faldt lidt til ro. Det lød faktisk fint og hvis man ville, så kunne man nogenlunde godt abstrahere fra, at musikken ikke kun kom fra klaversounden på keyboardet, men også ret meget fra rytmeknapperne.

Men ligesom vi begyndte at slappe af i skuldrene, så begyndte soloerne. Jo, der var soloer. Og jo, det var af slagsen hvor man så for sig, at nogen måske udlevede en drøm de af forskellige årsager ikke nødvendigvis havde troet ville gå i opfyldelse. Vi begyndte at gætte på, hvad de syngende mennesker lavede når de ikke gik til kor. Spottede både mulige bankansatte, forsikringsfolk og måske en enkelt DTU-studerende, som så oven i købet kastede sig ud i at rappe. Og en ting er sikkert: han var, trods alt, nok den i koret der mestrede disciplinen bedst.

Der var faktisk nogen der gik, men vi blev efter pausen. Fordi koret smed om sig med musikfornøjelse og momenter af vellyd. Men i lige så høj grad fordi det var sjovt. Og der var syng-med-sange og noget med fagter og vi sang kanon (altså ikke “kanon” men kanon) og lod os rive med og havde faktisk vores egen lille fest, selvom vi stadig forsøgte at holde den ironiske distance.

Korlederen troede vidst lidt at han var prædikant. Hvilket han muligvis også var, hjemme i omegnen af København. Men herude i Vandkantsdanmark, har vi mere respekt for voldsomme storme end selvhøjtidelige mænd, som praiser the Lord, mens vi drikker lunken gløgg, lavet på billig rødvin.

Først da arrangøren skulle takke koret og ikke kunne vrides fra mikrofonen, begyndte vi at længes hjem. Og vi havde endda ikke særlig langt.

Koret skulle køre 60-70 kilometer for at komme hjem, fortalte arrangøren. Og endda i mørke!

Dagens fniser

Det er ikke pænt at fnise af andre. Modige mennesker, som stiller sig frem og fortæller helt fordomsfrit om at få et tilløbsstykke til deres almindelige sexliv.

Men jeg må indrømme at jeg havde svært ved ikke at få fniseren i den gale hals, sådan cirkus 2 minutter og knap 2 sekunder inde i indslaget, da den unge dame fortæller om at “sluge indtrykkende” efter det første besøg i swingerklubben.

Men det er nok bare mig, der har en alt for livlig fantasi.

Dagens fniser(e)

Kender du det, når man bare er så træt, at man aldrig rigtig vågner? Nåhm, sådan har jeg vel egentlig haft det i dag. Og selvom jeg prioriterede at balancere en stor kop Kusmi Love Tea med i bilen, så var det ikke nok. (og heldigvis gik det godt, det held fulgte mig fx. ikke nødvendigvis resten af dagen) Selvom jeg på bedste gymnasievis forsøgte at peppe mig op med Cola og chokolade, blev jeg ved med at være træt. Faktisk endte halvdelen af colaen med at sive ud i min taske. Og fra tasken ud på mine bukseben. Således indklistret i cola, med klæbrig kalender, skolebøger, pengepung og æble, var der ikke andet at gøre, end at erkende nederlaget. Og byde den ondeste hovedpine velkommen i skolen.

Nu er det ikke en option at gå hjem fra lige denne her slags skole. Heller ikke selvom man er smurt ind i cola, og har et hoved der vender vrangen udad. Og sådan er det bare. Heldigvis bliver det egentlig bare så meget nemmere at komme i fnisehumør. Og jeg havde min helt egen lille fest, da jeg kom i gruppe med Dennis. Han er en fin fyr. Fuld af humor. Megaskarp. Herreklog. Og sprængfyldt med skønne skældsord. Jeg kan egentlig ikke huske hvordan vi kom ud af den tangent. Men jeg gad egentlig slet ikke komme tilbage til konflikttrappen. Jeg lærte noget virkelig vovet kinesisk, som jeg så (heldigvis) ikke kan stave til. Eller huske. Men jeg husker disse dejlige ord..

Møgkegle

Smatøgle

Nævenyttige pyntede papegøje

Vi var bare nødt til at bruge tid på at smage på de sjove ord. Og smide med noget attitude. Igen og igen. Og jeg forstår egentlig godt, at vores ene gruppemakker blev lidt træt. Men kæft det var skægt. Jahm, det var det bare.

Da jeg endelig kom hjem igen, kastede jeg mig i min røde stol. Og her har jeg sådan set siddet siden. Med dunkende tinding og tv-dinner. Og boblende træthedsfnis lige under overfladen. Så da ham der Hans-Rudolf Merz tonede frem på skærmen, storfnisende og svært ikke-alvorlig, smilede jeg meget bredt. Meget længe. Åh, så sjov er der bare ikke rigtig nogen der er i folketinget, vel?

Dagens fniser

En lille dreng med fregner hen over næsen, kigger alvorligt ind over disken, og spørger om han må spørge mig om noget.

Fru Z: – ja da.

Fregne-Hans: – Ehm, jo. Det er fordi, at jeg har sådan en stiftblyant, og den er stribet og med sådan nogle små runde prikker på. Ing?

Fru Z: – nikker.

Fregne-Hans: ja, og så når der ikke er så meget stift tilbage, så er det som om stiften hele tiden ryger op i blyanten, så kan jeg slet ikke skrive med den.. Hvad kan det være? (bekymretalvorlig)

Fru Z: – jamen det er så fordi du skal skifte stift. Man kan desværre ikke bruge stiften helt til det sidste, så det er nok det der sker.

Fregne-Hans: (stadig meget alvorlig) Okay. Jamen det vil jeg gøre så. Tak for hjælpen.

Fru Z: Sålidt.

Dagens fniser…

Familiens unge herrer er påskeferieramte, og når vi forældre er på arbejde all day long, så er de nødt til at yde – åh bare en anelse.

De høvlede lidt rundt hver for sig, og mødtes så i noget supermarked. Den yngste på cykel, den anden på gå-ben. Efter at have storshoppet i pitaafdelingen, slentrede de hjemad, side om side.

Indtil den ene pludselig blev nødt til at vende om.

- jeg havde helt glemt at jeg var på cykel!

Yes, det var den yngste ♥

Dagens fniser

meget ung tøsekunde: – ehm, de der Siggebøger, ing?

boghandlermedhjælper (moi): Jae?

meget ung tøsekunde: ehmhvadethedder…er det nogen man kan låne?

boghandlermedhjælper (stadig moi) – nu med pivpædagogisk tonefald: nej det kan man ikke. Hvis man skal låne bøger, så skal man på biblioteket. Her køber man bøgerne. Ing?

slukøret meget ung tøsekunde: nå…

anden boghandlermedhjælper: ha ha ha ha ha! haha!