Okay liv

Hun var naturligvis typen, som havde skrevet et brev, der blev læst højt i kirken som det allerførste.

Og præsten var typen der sagde gode ting som gav mening.

Om taknemmelighed for det liv man har haft, fremfor bitterhed over det liv man ikke får.

Kæresten var typen som sagde farvel med et rørende stykke musik, som fik de fleste til at tude.

Barndomsveninden, som jeg huskede mere skrøbelig, viste sig at være den her varme og empatiske kvinde, som havde overskud til at sige de helt rigtige ting til dem der trængte og gav de gode og ærlige klem og kram hvor de gavnede, selvom hun netop havde omtalt sit eget savn som et kæmpemæssigt hul.

Den gamle far var den seje, stærke type, som holdt den søde og stolte tale, der fik alle til at smile, henover de tiltrængte øl og sandwich bagefter.

Og den kønne unge søn, var typen som var mandsopdækket af omsorg, kærlighed og gode jævnaldrende, der så ud til at være klar til at hjælpe ham videre i livet, som hans mor havde bedt om, i det der brev. Han lignede heldigvis også typen som nok skulle klare det. Trods alt.

Vi var 4 gamle klassekammerater, som havde kastet os ud i et heldagsprojekt af et roadtrip, med Brobizz, GPS, nerver, praktisk vand fra hanen, ekstra krus, lakridser, Kleenex og rugstiks. Med kaffepause på tankstationen lige inden broen, med mange nervøse tissepauser, lidt for mange omveje (hvorfor tænker min GPS altid hey! nu vi er her, skal jeg så ikke lige vise jer nogle af de skønne villakvarterer, med masser af vejbump, de har her i området?!) og finurlige snakke om ungdom og livsvalg og hvad blev der egentlig af Marianne.

Det er utroligt så lidt 25 år betyder, når man møder fortidens mennesker over gode sandwich og fælles minder, så vi havde lidt svært ved at løsrive os fra den særlige stemning, for at tage den lange vej hjem til hver vores hverdag igen.

Fo hvem ved, hvornår vi ses igen.

Og hvem ved, hvad fremtiden bringer os hver især.

Carpe fucking diem, så!

Jeg opdagede beskeden mens jeg var ude at gå en tur.

Ja, jeg er typen der tjekker Facebook mens jeg går tur, åbenbart. Men jeg gik også i et kedeligt parcelhuskvarter og beskeden dukkede op i en gruppe som ellers har ligget stille i årevis.

Den gamle gymnasieklasses side. En klasse som i år kan fejre studenterjubilæum, men som reelt ikke har haft meget med hinanden at gøre som gruppe, siden dengang. Og som måske heller ikke kommer til at gøre det store ud af jubilæet ligefrem.

Fuldstændigt uf af det marts-blå, poppede en besked op på siden, fra en jeg mest husker for hendes underfundige smil  - og ret sjove hår. En mild og god pige, som ifølge sine Facebook-billeder var blevet voksen kvinde uden at miste glimtet i øjet.

Der var bare ikke noget muntert ved hendes ord om alvorlig sygdom og en sommer som meget vel kunne blive den sidste.

Hvad bilder skæbnen sig egentlig ind?

Jeg lagde tøj sammen, ryddede op, tastede skattefradrag og nøflede formålsløst rundt på nettet, mens jeg hele tiden tænkte på, hvor helt ufattelig strengt det er, at alle mennesker ikke bare kan blive tudsegamle. Måske især dem med fine, underfundige smil.

I Damelogen griner vi af en fuldemandssamtale vi engang var nogen der havde, om at gribe nuet og leve hver dag som om det var den sidste. Men selvom der hurtigt går Nik & Jay i den, så er det jo også vigtigt at kysse i stedet for altid at passe sin sengetid, at nyde nybagt brød med smør – helt uden at tælle kalorier og at rejse ud i verden, hvis der er steder man drømmer om at se. Når og hvis man kan.

Så tips og tricks om rejser til New York modtages med kyshånd.

Og mirakler, som kan redde underfundige smil. Ikke mindst.

Formiddagsbajer

 I dag har jeg drukket formiddagsbajer med mine fætre og kusiner. Det er mildest talt ikke noget vi gør det meget i. Vi har så heller ikke været samlet siden vi bisatte vores farfar for 5 år siden. Og i dag skulle vores farmor sendes afsted.

Faktisk har hele flokken nok ikke været samlet siden vi var helt unge og ranglede. Sidst var der nogen der ikke kom, og i dag var det en anden der ikke dukkede på.

Derfor var det lidt af en gensynsfest at ses der foran kirken. Kram og goddag, og gud hvor er det længe siden. Selvom jeg har været sammen med R i en evighed, så var jeg nødt til at forklare ham hvem nogen af dem var. Det der er hende der er lillesøster til ham der med det store krøllede hår. Og de er begge to ældre søskende til hende du kender. Og så er der en bror mere, men det er ikke så godt med ham, nej.

Og hvor kan sådan en bisættelse i virkeligheden være fin, når den er blottet for den allertungeste sorg. Præsten snakkede lige ud af posen, og holdt igen med det hårdeste halleluja. Sangene lå så højt at de fleste hurtigt gav op, men anekdoterne var så tæt på en virkelighed der var engang, at det var okay at det hele blev lidt vel rosenrødt. For der var faktisk engang hvor vores farmor var samlingspunkt for sjove og spontane fester. Der var engang hvor vi var mere familiære i det, og hvor det ville have betydet noget at remse op hvor stor familien faktisk er blevet med årene; tre brødre, 8 børnebørn og hele 14 oldebørn.

De to mindste oldebørn bidrog til underholdningen i kirken, mens bimlende kirkeklokker og saglig præst trak i den mere alvorlige retning. Og da kisten blev båret ud, var sommerferiestemningen kortvarigt fraværende. Det var en afsked. Med fattede men alvorlige mænd, som bar den hvide kiste ud i solen. Brødre, onkler, fætre.

Et kort øjeblik fyldte ærgrelsen over ikke længere at have kontakt til alle de mennesker, som ellers var en stor del af min barndom.

Vi kom ud i solen, og de små piger lagde blomster ind på oldemors kiste, mens andre mest var lettede over at den sløjeste af onklerne rent fysisk havde klaret at bære sin mor ud.

Og så kørte vi til gravkaffe.

Og skålede i de der formiddagsbajere, som ville have givet vores farmor tårer i øjnene af stolthed. Og hyggede og snakkede og vi burde sgu da holde en fætterkusinefest. Og skålede igen og spiste bløde boller og snakkede om gamle dage, mens vi nød solen, som ellers går og spiller kostbar. Og vi tog gruppebilleder og lagde planer.

Og måske bliver de til noget.

Måske ikke.

Under alle omstændigheder var det faktisk en rigtig dejlig dag.

Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype..

 

"Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype"...

"Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype"...

Kort tid efter at jeg var begyndt at løbe, sådan cirka på det tidspunkt, hvor jeg besluttede, at jeg faktisk syntes det var sjovt, døde en af mine venner fra gamle dage, under en løbetur. Først og fremmest var det naturligvis helt forfærdeligt at han døde i så ung en alder. Men det at han døde under en løbetur, gjorde, at jeg stoppede op og tøvede, et ganske kort øjeblik. For han var en rutineret løber, som havde løbet marathon, og som havde løbelir i lange baner, til at måle både det ene og det andet under sine løbeture. Og her stod jeg, og troede det var noget for mig. Undskyldningerne stod i kø, for jeg er jo egentlig heller ikke sådan en løbetype, og tænk hvis jeg faldt om og døde, under sådan en løbetur, og det var min familie der skulle gå og lede efter mig.

Men så hev jeg mig selv op i håret, og kiggede mig i øjnene, og spurgte om jeg virkelig var så nem. Han kunne lige så godt være faldet om, mens han var igang med at spise, elske eller sove. Og skulle jeg så stoppe med at spise, elske og sove?

I stedet tog jeg min søn med på et par løbeture, og forklarede min mand hvilken vej jeg løb, så de vidste hvor de skulle lede, hvis jeg en dag ikke kom hjem. Og jeg tog en beslutning om kun at løbe i områder hvor der er mennesker; villaveje, skolestier osv.

Den første undskyldning for at stoppe med at løbe var elimineret, men det var naturligvis ikke den sidste. Jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg har det rigtig godt med at løbe i regnvejr, at sol og varme er luksus på en løbetur, og at vinterløb om nødvendigt må foregå med reklekser og pandelygte. Og indtil videre har det faktisk virket.

Efter flere måneder, hvor jeg løb rundt i nogle meget afslappede joggingagtige bukser, og lidt for store t-shirts, fik jeg ægte løbetøj, på min mands opfordring. Han kunne ikke lide, at jeg løb og lignede en der var på flugt. Så jeg fik løbeshirt, løbebukser, en varm trøje der kunne transportere varmen væk, og til sidst også en løbe-bh, efter at have læst skrækindjagende artikler om hvad tyngdekraften gør ved barmen under løb.

Og så fik jeg ondt i ryggen.

Kiropraktoren rynkede brynene, og sagde, at hun nødigt ville sige, at jeg skulle stoppe med at løbe, og jeg skumlede indeni, fordi jeg allerede havde fået fortalt en masse mennesker, at jeg ville stille op til noget motionsløb næste forår, og netop havde brugt en farlig masse penge på alt det her udstyr, som ikke just var pænt nok til at bruge til noget som helst andet end løb.

Men så kom jeg til at tænke på, at den rute jeg løb nu, ikke bare var lidt længere end den gamle rute, men også hårdere, bogstavelig talt. Asfalt på samtlige 3.1 kilometer. Så i dag tog jeg en tur på den gamle rute, og bemærkede undervejs, at belægningerne under mig varierede en del. Jeg løb ganske vist stadig på asfalt, men også på træbroer, grusstier og græs. Og jeg fik ikke ondt i ryggen af det.

Så skoene er ikke degraderet til spadseresko endnu, de stramme løbebukser skal ikke sprayes med guld & glimmer og bruges til julefrokost, og forårets t-shirt fra Alt for Damerne løbet er – måske atter opnåelig. :)