Formiddagsbajer

 I dag har jeg drukket formiddagsbajer med mine fætre og kusiner. Det er mildest talt ikke noget vi gør det meget i. Vi har så heller ikke været samlet siden vi bisatte vores farfar for 5 år siden. Og i dag skulle vores farmor sendes afsted.

Faktisk har hele flokken nok ikke været samlet siden vi var helt unge og ranglede. Sidst var der nogen der ikke kom, og i dag var det en anden der ikke dukkede på.

Derfor var det lidt af en gensynsfest at ses der foran kirken. Kram og goddag, og gud hvor er det længe siden. Selvom jeg har været sammen med R i en evighed, så var jeg nødt til at forklare ham hvem nogen af dem var. Det der er hende der er lillesøster til ham der med det store krøllede hår. Og de er begge to ældre søskende til hende du kender. Og så er der en bror mere, men det er ikke så godt med ham, nej.

Og hvor kan sådan en bisættelse i virkeligheden være fin, når den er blottet for den allertungeste sorg. Præsten snakkede lige ud af posen, og holdt igen med det hårdeste halleluja. Sangene lå så højt at de fleste hurtigt gav op, men anekdoterne var så tæt på en virkelighed der var engang, at det var okay at det hele blev lidt vel rosenrødt. For der var faktisk engang hvor vores farmor var samlingspunkt for sjove og spontane fester. Der var engang hvor vi var mere familiære i det, og hvor det ville have betydet noget at remse op hvor stor familien faktisk er blevet med årene; tre brødre, 8 børnebørn og hele 14 oldebørn.

De to mindste oldebørn bidrog til underholdningen i kirken, mens bimlende kirkeklokker og saglig præst trak i den mere alvorlige retning. Og da kisten blev båret ud, var sommerferiestemningen kortvarigt fraværende. Det var en afsked. Med fattede men alvorlige mænd, som bar den hvide kiste ud i solen. Brødre, onkler, fætre.

Et kort øjeblik fyldte ærgrelsen over ikke længere at have kontakt til alle de mennesker, som ellers var en stor del af min barndom.

Vi kom ud i solen, og de små piger lagde blomster ind på oldemors kiste, mens andre mest var lettede over at den sløjeste af onklerne rent fysisk havde klaret at bære sin mor ud.

Og så kørte vi til gravkaffe.

Og skålede i de der formiddagsbajere, som ville have givet vores farmor tårer i øjnene af stolthed. Og hyggede og snakkede og vi burde sgu da holde en fætterkusinefest. Og skålede igen og spiste bløde boller og snakkede om gamle dage, mens vi nød solen, som ellers går og spiller kostbar. Og vi tog gruppebilleder og lagde planer.

Og måske bliver de til noget.

Måske ikke.

Under alle omstændigheder var det faktisk en rigtig dejlig dag.

Far vel farmor

I dag døde min gamle farmor.

Jeg ville hykle hvis jeg påstod at jeg var meget ked af det.

Vi var ikke særlig tætte.

På den anden side ville jeg lyve hvis jeg sagde at det ikke berører mig.

Hun var en vigtig del af min barndom og et spektakulært indslag i mine børns.

Far vel, farmor. Og hils farfar.

Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype..

 

"Jeg er jo heller ikke sådan en løbetype"...

Kort tid efter at jeg var begyndt at løbe, sådan cirka på det tidspunkt, hvor jeg besluttede, at jeg faktisk syntes det var sjovt, døde en af mine venner fra gamle dage, under en løbetur. Først og fremmest var det naturligvis helt forfærdeligt at han døde i så ung en alder. Men det at han døde under en løbetur, gjorde, at jeg stoppede op og tøvede, et ganske kort øjeblik. For han var en rutineret løber, som havde løbet marathon, og som havde løbelir i lange baner, til at måle både det ene og det andet under sine løbeture. Og her stod jeg, og troede det var noget for mig. Undskyldningerne stod i kø, for jeg er jo egentlig heller ikke sådan en løbetype, og tænk hvis jeg faldt om og døde, under sådan en løbetur, og det var min familie der skulle gå og lede efter mig.

Men så hev jeg mig selv op i håret, og kiggede mig i øjnene, og spurgte om jeg virkelig var så nem. Han kunne lige så godt være faldet om, mens han var igang med at spise, elske eller sove. Og skulle jeg så stoppe med at spise, elske og sove?

I stedet tog jeg min søn med på et par løbeture, og forklarede min mand hvilken vej jeg løb, så de vidste hvor de skulle lede, hvis jeg en dag ikke kom hjem. Og jeg tog en beslutning om kun at løbe i områder hvor der er mennesker; villaveje, skolestier osv.

Den første undskyldning for at stoppe med at løbe var elimineret, men det var naturligvis ikke den sidste. Jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg har det rigtig godt med at løbe i regnvejr, at sol og varme er luksus på en løbetur, og at vinterløb om nødvendigt må foregå med reklekser og pandelygte. Og indtil videre har det faktisk virket.

Efter flere måneder, hvor jeg løb rundt i nogle meget afslappede joggingagtige bukser, og lidt for store t-shirts, fik jeg ægte løbetøj, på min mands opfordring. Han kunne ikke lide, at jeg løb og lignede en der var på flugt. Så jeg fik løbeshirt, løbebukser, en varm trøje der kunne transportere varmen væk, og til sidst også en løbe-bh, efter at have læst skrækindjagende artikler om hvad tyngdekraften gør ved barmen under løb.

Og så fik jeg ondt i ryggen.

Kiropraktoren rynkede brynene, og sagde, at hun nødigt ville sige, at jeg skulle stoppe med at løbe, og jeg skumlede indeni, fordi jeg allerede havde fået fortalt en masse mennesker, at jeg ville stille op til noget motionsløb næste forår, og netop havde brugt en farlig masse penge på alt det her udstyr, som ikke just var pænt nok til at bruge til noget som helst andet end løb.

Men så kom jeg til at tænke på, at den rute jeg løb nu, ikke bare var lidt længere end den gamle rute, men også hårdere, bogstavelig talt. Asfalt på samtlige 3.1 kilometer. Så i dag tog jeg en tur på den gamle rute, og bemærkede undervejs, at belægningerne under mig varierede en del. Jeg løb ganske vist stadig på asfalt, men også på træbroer, grusstier og græs. Og jeg fik ikke ondt i ryggen af det.

Så skoene er ikke degraderet til spadseresko endnu, de stramme løbebukser skal ikke sprayes med guld & glimmer og bruges til julefrokost, og forårets t-shirt fra Alt for Damerne løbet er – måske atter opnåelig.