Overspringschokolade

Har gang i den ondeste lange to do liste, med afsæt i en meget stor bunke “detvenderjegligetilbagetilvedlejlighed.”

Og aner ikke hvorfor, men for hvert hak jeg får sat, så kommer der to nye ting på listen.

Mangler fokus.

Og chokolade.

Nåhm, så er det jo nemt.

Jeg skal da ud at handle først.

Så kan jeg også sætte hak ved det.

Intet er så slemt at det ikke kan kureres med chokolade & netshopping

Jeg vågnede imorges og vidste bare, at det var en lortedag. Min ryg gjorde stadig ondt efter weekendens strabadser i statusland, trods heftig molestreren hos kiropraktoren. Eller måske netop derfor. Hr. R hoppede lykkelig omkring sengen, med noget selvlysende buks og hue på, kiggede hele tiden ud af vinduet, og fablede om, hvor skønt det var at have sin egen saltemaskine. Jeg snoozede urimeligt længe, og spekulerede på, hvad jeg overhovedet ville kunne lave nede i shoppen, med mit midlertidige ryghandicap. Og så opdagede jeg, at der var sygdom i huset. Hr. R havde af en eller anden grund svært ved at tro på, at yngstemanden ikke lå og rodede i noget pjækpotentiale, men rent faktisk havde været syg om natten, og burde droppe skolen. Idag.

Jeg besluttede at blive hjemme og pleje den “lille” stakkel, det passede også rigtig fint med noget rygskåneri.

Han er stor nok til at overskue en hjemmedag uden forældre i nærheden, men jeg er ikke god til at efterlade mine nok så store børn syge derhjemme. Og hvis ikke de selv sagde fra, ville jeg formentlig ikke være bleg for at køre langt over grænsen for det rimelige; indføre en klokkeordning, så de kunne ringe efter mig, vende deres dyner hvert kvarter, koge dem supper, bage dem kager, og læse højt for dem af nyindkøbte tegneserier.

Som regel ender vi på et kompromis med et friskt glas vand i ny og næ.

Jeg fik stavlet mig op til noget tibetansk lookalike gymnastik, og prøvede at ignorere sneen der fløj rundt ude i haven. Peter Tanev sidder savlelykkelig på morgentv og vifter med skilte hvor der står “isvinter”, og det er som om det hiver energien ud af mig at tænke på, at det jo nødvendigvis må betyde, at der er virkelig langt tid til jeg kan komme ud at løbe igen, (for jeg er ikke en vinterløber, har jeg så fundet ud af), og endnu mere virkelig langt tid til, at jeg kan sidde ude i haven og læse, og suge lys, varme & sol  til min indre glødelampe.

I stedet har jeg så siddet inde det meste af dagen, og varmet mig ved brændeovnen.  Og ved  historien om min ældste søn, som udviste behørig bekymring for sin lillebror klokken tidlig morgen.

På dage som idag læner jeg mig så meget op af noget vinterdepression, at jeg både ville kunne forsvare lykkepiller, indtaget i noget akut drop, timelang lysterapi & impulskøb af meget dyre rejser, til meget varme rejsemål. Jeg burde også overveje at smække en advarselstekant op i panden, for at undgå konflikter og konfrontationer, baseret på mit bistre lune.

Der er bare ikke noget mere patetisk end sådan et hyperflæbende kvindemenneske, der har alt for ondt af sig selv til at tænke på CO2 misbrug eller noget som helst andet uden for egen krop. Så jeg hev en flok mandler og et lille hjørne af noget mørk chokolade til mig, og satte mig godt til rette i den skønneste røde lænestol, med en bærbar på knæene, og min thekop i nærheden. Og så surfede jeg rundt på nogle af mine yndlingssites, for at se om der var tøj og ting jeg havde kigget på tidligere, som var sat brugbart ned.

Og det var der.

Så nu er  jeg altså kommet til at bestille en silkekjole. Jeg kan sagtens forsvare købet, for jeg skal til barnedåb hos min lille tykke nevø inden længe, og jeg er sikker på, at man sagtens kan bruge den med en rustik bux og noget lang støvle, til helt almindelige hverdage i butikken. (og dog, jeg plejer at få smurt mig ind i alt muligt, når jeg er i butikken – tro om, hvis du tror jeg er i en støvet branche!)

I aften vil jeg så sætte mig til rette foran Årgang 0. Det plejer også at hjælpe gevaldigt på januarhumøret. Og imorgen er der atter en dag…

Skal vi åbne en flaske?

winedrunkNår man er så tæt på de 40 som jeg efterhånden er, er det ganske brugt at fredagsslikskålen enten er skiftet helt ud med en flaske rødvin, eller i hvert fald rykket til side, så der er plads til et par vinglas, når der skal grovhygges. Sådan ser situationen ikke ud herhjemme. Vores tosomhed inkluderer sjældent indtagelse af alkoholiske drikke i store mængder, i hvert fald ikke når vi er herhjemme alene. For mit vedkommende skyldes det hverken ubehag ved smagen, eller de røde plamager jeg oftest får på halsen.(selvom det er virkelig irriterende!)

Det skyldes derimod en grundangst for at blive afhængig af det skumle stads i glasset. Det kan være svært for mig at vurdere, om det er arv eller miljø, men der er i min familie en seriøs svaghed for alkoholiske drikke i forholdsvis store mængder. I den ene ende af familien har det været omgærdet med tabu og fortielser at drikke en ekstra tår i ny og næ, hvilket har betydet skjulte flasker i bunden af dybe køkkenskabe, med deraf følgende storforbrug af skyld, skam og ekstrordinære middagslure.

I et andet hjørne af  familien, har alkohol altid været en menneskeret, fuldt ud på linje med både stemmeret & lægebehandling. Morgenfødselsdage kan sagtens starte med en kop kaffe, men det er mest af pligt man sluger et par kopper, inden de kælderkolde øl, og den ikke alt for dyre rødvin, kan komme på bordet mellem rundstykkerne, osten og den gode, hjemmelavede rullepølse. Hvis man takker nej til formiddagsbajere, og bliver ved med at insistere på sodavand eller ligefrem postevand, så vil man før eller siden få at vide,  hvor keeeedelig man egentlig er.  Spritkørsel er en definitionssag, som mest handler om, at køre “over land” og undgå de såkaldte “stikkere”, som ikke under andre lidt livskvalitet. For i min familie er der endnu ikke nogen der er kørt galt med promiller i blodet, hverken dem der har kørekort, eller dem der klarer sig storartet uden.

Jeg er ikke vokset op i et alkoholikerhjem, men i et hjem med en afslappet holdning til det at spice hverdagen op med et dejligt glas et eller andet. Det var dengang, hvor store glasballoner boblede gærfyldt på lune bryggersgulve i hvert et respektabelt hjem, og hvor det ikke var ualmindeligt med øl på bordet til forældremøder. (og dengang hvor lange bilture ikke blev afbrudt, bare fordi man skulle ryge, selvom ungerne sad på bagsædet, uden sikkerhedsseler, og hostede demonstrativt, med tårer sprøjtende ud af de irriterede øjne, men det er en anden historie :-)

I min familie har man aldrig været god til at fornægte sig selv noget man godt kan lide. Jeg kender det selv med chokolade, som dog ikke i helt samme grad påvirker min dømmekraft. Jeg kan sagtens køre mine børn sikkert hjem, selvom jeg får for meget Marabou, og jeg falder ikke i søvn mens jeg snakker i telefon, selvom jeg har fået for mange M&Ms. Det kan dog godt være, at jeg er kommet til at sige til nogen at de var kedelige, fordi de ikke ville have chokolade, og det et i hvert fald helt sikkert, at jeg kender  til at smugspise fra dybe køkkenskabe, så andre (og jeg selv) ikke opdager hvor meget jeg egentlig får indenbords, af de søde, forbudte fornøjelser. Jeg er på ingen måde afholdsmenneske, og kan sagtens finde ud af at give den gas, især når jeg er til fest. Og måske ville jeg sagtens kunne administrere lidt hverdagspimperi, uden ligefrem at forfalde til formiddagsrødvin & sprutkørsel.

Men tænk hvis jeg ikke kunne?