Bare fordi de andre mødre tuder..

- Du kommer til at tude. Bare vent.

Det sagde alle mulige garvede efterskolemødre til mig, men jeg havde det sådan, at det var da ikke nogen naturlov. Bare fordi andre mødre havde tudet. Hallo.

Dagen var ellers gået så fint.

Jeg vækkede Sankt N med pandekager og andre snaskede undskyldninger for morgenmad, og så kørte vi i halvanden time med Queen for fuld smadder og R i en anden bil med cyklen. Vi delte nogle frugtbolsjer og sagde ellers ikke så meget. Blev overhalet af en motorcykel med en ung passager og tænkte lidt om de mon også var på vej til efterskolen. Bare fordi passageren passede i størrelsen.

Da vi nærmede os skolen blev vi en lille smule speedede. Okay, især mig, men det var meget smitsomt. Da vi mødte en elektrikerbil mente Sankt N i hvert fald at den da måtte indeholdt hans kommende kontakt-lærere. Yes, yes. Man skulle nok have været der.

Og så var vi fremme. Høvlede store, blå IKEA-poser ind på det lille tomandskammer og nød den krydrede duft af spændte teenagere og nervøse forældre. Også fra alle de andre værelser. Samling i den gamle gymnastikhal, kantet forstander med slips, fællessang, Piet Hein-gruk og lidt for lange taler. Midt i en sang om forelskelse blev jeg pludselig helt rørt og prøvede at bilde mig selv ind at det var minderne fra forårets bisættelser. As if.

Nå. Men heldigvis så var forstanderen sådan lidt kiksetsjov. Og det var kontaktlærerne pludselig også. Og Sankt N fnisede da eleverne fik at vide at de skulle huske at fortælle deres forældre om det der skete på skolen, og jeg hviskede til ham, at det gad jeg fanme ikke høre om.

Og så blev det faktisk tid til farvel. Sankt N fulgte os ud til bilerne, og han var både spændt og glad og forventningsfuld. Vi har ikke tradition for efterskoleophold i vores familie, så vi kan hverken vejlede ham eller stopfodre ham med vores minder – han går en helt egen vej.

Det kan virke sindssygt vildt at lige han gør lige det. Hans historie og diagnoser taget i betragtning. Men egentlig er det ikke så mærkeligt. Faktisk er det tværtimod oplagt at lige han gør lige det. På mønsterbrydermåden.

Jeg krammede og kyssede på ham. Også lige en anelse mere end han egentlig gad. Og så trillede jeg væk fra skolen i en forældrekortege af bævrende underlæber.

Og tudede.

Og tudede og tudede og tudede.

Og kørte bil og hørte tudemusik og kunne slet ikke overskue den forpulede lorteefterskoleidé.

Men i dag har jeg det fint.

Det skal nok blive et godt.

Også for mig.’

På en skala fra 0 til 12

Sankt N kom hjem med sit livs første karakterblad den anden dag.

- nu må du ikke blive forskrækket, men jeg har altså sådan cirka fået fra hele skalaen!

Det er ikke fordi jeg ikke synes det er ærgerligt når der optræder rådden-dårlige karakterer på sådan et stykke papir.

Men jeg var alt for ekset over alle de toplabre af slagsen.

De kom helt ærligt mere bag på mig.

På den gode måde, off course.

Og det er ikke fordi jeg nu vil kaste mig ud i en større analyse af, om det mon kun er elevens ansvar, at der er så store udsving.

Dertil er jeg alt for rørstrømsk træt, efter flere dage på arbejdsmarkedet.

Nej.

Jeg ville bare lige pointere hvor stolt jeg er over, at andre også kan se hans brainy kvaliteter.

Bevares; lærere som ikke behøver snotte rundt i hans manglende ordenssans og ditto afleveringer, men alligevel.

Lærere som anerkender hans særlige talent.

For at nørdevide alt muligt, som så mange andre teenagere ikke kunne være mere ligeglade med.

Den putter jeg i inderlommen, og tager med til skolehjemsamtalen i næste uge.

Så kan de bare komme an.

En gave?

I virkeligheden er det en svær balance. For jeg gider jo ikke være sådan en Münschausen-mor som lever af at have et barn defineret qua sin diagnose. Og jeg orker egentlig heller ikke tanken om at have et barn der bliver sådan en krukke, som er sin diagnose, og definerer sig selv i forhold til sit handicap. I forhold til alt. Altid. Hele tiden. Det bliver hurtigt sådan lidt ærgerligt.

På den anden side er det altså fantastisk så meget det har boostet sønnens selvtillid, at han nærmest er blevet en slags ambassadør for, at man godt kan have et godt liv. Med diagnose.

Ingen tvivl om, at få vores yngste søn har det virkelig været en gave at få sig nogle diagnoser. En god og logisk forklaring på de ting han ikke kan. En accept fra de omgivelser som ikke altid er så rummelige som man kunne ønske. Hvis du ikke er mainstream, så kan det faktisk være godt med en diagnose. I vore dage. For så kan du få hjælp. Så har du faktisk krav på den særbehandling som man burde give hvert eneste menneske. Differienteret undervisning. Som det kaldes i skolesprog. Differentieret tilgang til medmennesker. Som man kunne kalde det in real life. Fordi vi sjovt nok allesammen har et lille twist, der gør os specielle. Unikke.

Han er glad. Nu.

I stedet for at bruge energi på at gruble over alt det han ikke kan, så kan han bruge krudtet der hvor han er god.

Og han er rigtig god. Til rigtig meget.

Og det ser hans omgivelser nu. Nogen. De fleste. Ser ham bare som det han er. Uden forbehold.

Andre ser ham som en der kan en hel masse. Selvom han har diagnoser. Og så bliver de imponerede af ham. Af hans skills.

Havde han ikke fået diagnoser foreligger der en ret så stor mulighed for, at han stadig ville blive defineret på alt det han ikke kan. Ikke er. Faren for at han ville ryge i nittebunken ville seriøst være til stede. Og hvis man mærker at andre opfatter en som en nitte, og ens selvtillid i forvejen er mere eller mindre i bund, giver det så et godt liv?

Ja, der er flere og flere børn der får diagnoser i dag. Men det ville nok ikke være nødvendigt, hvis rummeligheden var mere ægte tilstede.

Sejt, ing?