Hvorfor skal JEG gøre det?

Der er vitterligt dage hvor jeg bare hader at skulle være den voksne og fornuftige. Mor.

Midt i noget megahyggeligt drengehalløj. Med masser af shorts og fodbold. Og solbriller. Og måske lidt tømmermænd.

Jeg råbte ikke, eller noget. Så pinlig er jeg dog heller ikke.

Nøjedes med at smøre en du-kan-jo-nok-forstå-snak af på mit frihedshungrende afkom.

Og tage ham med hjem.

Selvom vennerne stod der. I shorts. Og fodbold.

Jeg forstår godt at han bliver sådan lidt træt af mig.

Og jeg ved også godt, at han har ret når han siger, at jeg blander tingene sammen.

Når jeg den ene dag snakker om, at jeg savner ham.

Og næste dag siger, at det handler om at han skal lære at opføre sig ordentligt.

Begge ting er lige rigtige.

Jeg savner.

Og forsøger at rette op på noget.

 Selvom jeg godt kan regne ud, at det nok er for sent.

Gad godt være typen, der i stedet hentede is til dem allesammen.

Trak på skuldrene.

Og var ægte overbevist om, at det hele nok skulle gå.

Ansvarsfreak

Egentlig er det vel en god ting at være sådan en der tager ansvar.

Men somme tider får jeg selv fornemmelsen at jeg ikke bare tager ansvar der hvor jeg bør og skal, men får suget ansvar til mig i en grad, så andre mister deres.

Det er egentlig ikke fordi jeg ikke vil give det fra mig, og egentlig heller ikke fordi andre ikke vil tage det. Det er mere noget med, at jeg så alligevel liiiiige synes jeg vil beholde en snas af det hos mig selv, helt inde i den inderste inderlomme, bare sådan for en sikkerheds skyld.

Det går helt galt når jeg får overbevist mig selv om, at det er synd for andre at de skal tage ansvar. Jeg kan rammes af den sorteste samvittighed, når jeg fx. lader ung, ny kollega stå febrilsk  foran en afhenterhylde, med en smule sved på overlæben, fordi hun ikke lige kan finde den bog hun leder efter til Fru kunde, som står og tripper utålmodigt ude ved kassen. Lige i det sekund abstraherer jeg gladeligt fra den konstruktive tanke, at min kære kollega skal lære systemet at kende – for helt og holdent egen skyld – fordi hun mere end en enkelt gang i løbet af den kommende juletid vil opleve at stå fucking mutters alene foran selvsamme reol.  

Jeg gør det med alle, inklusive Hr. R (som jeg – indrømmet – nok netop fandt så skide interessant fordi han var skør og totalt ansvarsløs på så ualmindelig mange områder) Han har fornemtlig aldrig kunnet få en lægeaftale inklusive barn i favnen, uden at jeg har fulgt op på hans gøren og laden, med en byge af beskeder og spørgsmål, allerede mens hans pakkede barn.

 Men jeg gør det formentlig allerværst i forhold til familiens to unge herrer. Jeg kigger dem dybt i øjnene, og pointerer for dem hvor vigtigt det er, at de selv tager ansvar, hvorefter jeg spænder et stort net ud under dem, gerne mens de kigger, bare for en sikkerheds skyld.

Da den store skulle starte i gymnasiet i sommers, brugte jeg oceaner af tid på at forklare ham, at nu var skolen hans helt eget ansvar. Jeg forklarede stolpe op og stolpe ned, at nu var der kun ham til at sørge for, at han kom op om morgenen, havde husket sine ting, fik lavet lektier, fik ordentlig mad, og huskede blyanter og viskelæder.

Han nikkede og lignede næsten en der glædede sig.

Men på allerførste skoledag stod jeg op tidsnok til at tjekke at han kom op, og rendte i hans hængerøv hele morgenen, spørgende til alle de ting han selv skulle tage ansvar for. Til sidst vendte han sig mod mig, og spurgte om jeg selv havde glemt at det var hans ansvar nu.

Point taken.

Og så alligevel. For det har vist sig at det er en udemærket ide at være med på sidelinjen. 

Så han får lavet sine ting….

Så Hr. R. husker sine aftaler….

Så også de nye kolleger kan finde de rigtige bøger….