Det så ud som om hun havde en streg af farvet creme på kinden. Det var lidt svært at afgøre om det var en fashion ting, eller bare en vildfaren fingers spor, efter cremedemo med en kunde. Men vi befandt os, trods alt, i en parfumeafdeling i et nydeligt stormagasin. Så der var næppe tale om et high fashion, first-mover, make-up statement, som dem man ser på catwalken.
Og nu er vi nogen der har visse issues med synet, så min loge-hommie og jeg skulle ret tæt på, før vi så at det var et lille hudfarvet plaster, som skæmmede det ellers perfekt sminkede ansigt. Og da havde hun allerede spurgt til det, min loge-hommie. Også fordi vi efterhånden er der hvor vi har erfaret, at diskretion ikke kan måle sig med taknemmeligheden, når man får at vide at der hænger bussemænd, spinat, mascaraklatter eller lange skæg ud af ansigtet. Eller striber af vildfaren creme på kinden.
Den unge kvinde tog sig straks til plasteret, lænede sig konspiratorisk ind over disken, sænkede stemmelejet en anelse, og fortalte at hun dagen før havde fået fjernet en skønhedsplet, og var blevet syet med otte sting. Otte!!
Det havde været en skrækkelig oplevelse, og kinden strammede noget så forfærdeligt, så hun måtte passe på ikke at komme til at grine, for så strammede det bare endnu mere. En effekt som vi så naturligvis kom til at afstedkomme, i et kluntet forsøg på at undgå det. Og så grinede hun, mens hun holdt en hånd let henover de blanke læber, for at forsøge at holde igen.
Hun var høj og slank, med bevægelser og sprog der ville have gjort spørgsmål om hendes seksualitet indiskutable, hvis hun havde været en mand. De store, perfekt malede øjne blinkede dramatisk, mens hun fortalte hvordan hun simpelthen havde rystet over hele kroppen, mens lægen forsøgte at få hende til at slappe af. Og på spørgsmålet om hvordan stingene så skulle fjernes, blev øjnene om muligt endnu større, og de lange, slanke hænder blafrede som nervøse fugle foran hendes ansigt. For stingene forsvandt ikke af sig selv, men skulle fjernes af lægen, og hun var simpelthen sååå nervøs, for hendes mor sagde, at de sidste sting var de værste, som altid gjorde mest ondt.
Midt i det hele spurgte en af hendes kolleger bag disken diskret, om der var noget galt. Og først da, fik hun åbenbart historien om de otte forfærdelige sting. Hvilket faktisk fik kollegaen til at rulle indiskret med øjnene, inden hun gled ind i arbejdsrutinerne igen.
Nå ja, bevares. Måske kan en drama-queen af en kollega godt blive en belastning i længden, men moderomsorg og alderskort kom straks i spil på vores side af disken, da vi overgik hinanden i forsikringer om, at det vitterligt ikke gjorde ondt at få fjernet sting. Måske en lidt sær følelse, men ikke noget der gjorde ondt. Virkelig. Og min loge-hommie understregede at man a-l-d-r-i-g skal stole på mødre, især ikke når de siger sådan noget pjat.
Så meget for mødre-solidaritet.
Men det havde den ønskede effekt på den unge, smukke mynde, med den stramme sorte hestehale, de store, plirrende, brune øjne og de lange, elegante lemmer.
- Ihh, tusind tak, I har bare beroliget mig, virkelig, virkelig meget, jeg har været sååå nervøs! Hvor er I søøøde! Taak!
Da vi gik fra disken, med vores nyindkøbte neglelakker, sendte vi hinanden det der indforståede smil, som sagde alt det der med oh my god en sjov type, men hvor var hun også sød og gad vide hvad det er for en type mor, der har brug for at skræmme sin datter, er moren mon samme type som sin datter eller lige præcis modsat og gad vide så meget.
Og så rullede vi med de andre damer op på den etage, hvor tøjet er så dyrt at det er helt absurd, og hvor årets shorts var så korte, at vi faktisk er nogen der er glade for at vi med sindsro kan klare os udenom, blot ved at trække alderskortet.
