I disse eksamenstider

Min søn har netop fået 12 i engelsk.

I sidste uge fik han 10 i tysk.

Jeg blærer mig for vildt med ham, for det gør mig stolt helt ind i knoglerne, at han er så god til både sprog og eksamen og jeg under ham al den succes han kan labbe i sig, efter en skoletid som har været en blandet fornøjelse med alt for mange udfordringer.

Ingen af os tror sådan for alvor på, at det kommer til at gå lige så godt med f.eks. matematikken, men jeg dumpede til matematik i gymnasiet og det er heller ikke der hans far er stærkest, så han har simpelthen ikke matematik i generne.

Hvert år, når mødre begynder at blære sig med deres børns karakterer på Facebook, så er der andre (mødre) som synes de skal lade være med det. Noget med at det er synd for dem der ikke får flotte karakterer.

Det synes jeg er et misforstået hensyn.

Hvis ikke man må juble over en god eksamen, hvornår må man så?

Jeg har selv prøvet at få 12 til eksamen for få år siden og halvdelen af fornøjelsen var sgu da at stå med armene over hovedet og modtage folkets hyldest. Eller, ja. Du ved hvad jeg mener. Jeg brølede ikke sejren ind i hovedet på nogen som havde fået 02, men jeg sendte glade sms-beskeder til venner og familie, købte mig gaver og drak boblevand og blev virkelig glad for al den velfortjente ros jeg fik, efter at have terpet i ugevis.

Min søn har vidst ikke på den måde terpet. Men han er god til at gå til eksamen.

Og lige meget hvad, så bliver jeg glad når han og hans bror klarer sig godt.

Det gider jeg godt blære mig med.

(Og jeg står naturligvis også klar med tudekiks og kram og trøstekage, når det behov opstår).

 

“Tænk, hvis alle mennesker var lige så gode til at prøve grænser af og stille krav til sig selv, som du er”

Dagen efter at vi havde hentet Sankt N hjem, på overraskende usentimental vis, opdagede jeg, at den officielle kuvert ikke kun indeholdt et eksamensbevis, men også et ret personligt brev fra hans klasselærer.

Det har ikke kun været fællessang og lejrbål det hele, i løbet af et år, som er gledet ud af kalenderen hurtigere end nogen kunne nå at klappe stavelserne i “ef-ter-sko-le-op-hold”.

Selvom jeg har blandet mig, når jeg syntes det var nødvendigt, så har jeg også valgt at lade ham klare udfordringerne selv, som han ønskede, men også at tro på de lærere, som lovede mig, at de var right behind him.

Da han er udstyret med en udpræget fightervilje, som har fulgt ham, siden han var lille bitte, undrer det mig ikke, at han holdt ud og endte med at holde af.

Brevet fra læreren viste både ham og os, at han i den grad er blevet set og at andre end hans mor synes at han er sej.

Det er nu kommet i glas og ramme, som en reminder, om det han kan og det han kan komme til at kunne.

image

“Hvis jeg skal give dig et enkelt godt råd med på vejen, er det, at du skal prøve at være lidt mere teenage agtig – ikke af hensyn til andre, men af hensyn til dig selv: prøv at se lidt lysere på tingene og øv dig i at sige ” det er sgu da meget sjovt at gøre (lidt) dumme ting. Slap lidt mere af.”

Blær

Jeg tænker at vi måske har fokuseret lidt for meget på “ikke”.

For jeg fik en mail fra min søn i går, med alle hans årskarakterer. Og hvor jeg straks bemærkede en stor håndfuld flotte 10 og 12-taller, så var hans første kommentar, at der da heldigvis kun var to 2-taller. Denne gang.

Han har altid døjet med alt muligt, lige siden han bare var en lillebitte lort; indlæringsvanskeligheder, søvnproblemer, diagnoser. Han staver som nordmænd taler, og væddede engang med en støttelærer om, at han aldrig ville lære at læse. (Hun vandt.)

Skolelivet har aldrig været a walk in the park for Sankt N. Og vi har snakket virkelig, virkelig, virkelig meget, om alt det der ikke har været godt nok.
Men de flotte karakterer viser forhåbentlig ham – og måske især os – at man godt kan være dygtig, selvom man ikke kan stave. Og sove.

Det er ikke fordi han knokler overdrevent meget med skolearbejdet. De gode karakterer skyldes vidst mest nørderi.

Men vi har fokuseret så rigeligt på alt det der “ikke”.

Og jeg er altså også fucking stolt.

Blev der sagt.

Pral

Min yngste søn vil gerne være politimand. Ja, jeg burde have set det komme. Da han var lille jokede vi med at han kunne blive en perfekt parkbetjent. Hans retfærdighedssans vil ingen ende tage. Og hvis der står at græsset ikke må betrædes, så er det jo nok fordi det ikke må betrædes, nå.

Og så hørte vi at man kunne komme i praktik hos politiet. Få gange om året. Med et virkelig tjekket praktikprogram. Det var bare herresvært at komme i betragtning. Men kom, lad os da prøve.

Og så skrev Sankt N en ansøgning. (Ja, hans far skrev også en, men den kunne ikke rigtigt bruges.) Han beskrev alt sit gymnastiktrænerhalløj, sine fremtidsplaner og sine mange jobs. Og vi tjekkede for stavefejl. Og stillede ordene pænt. Og hjalp så godt vi kunne, uden ligefrem at overtage. For den slags kan de nok godt gennemskue.

Og han sendte brevet, og vi krydsede fingre. Men vi vidste også godt, at oddsene var hårde. Så da der kom brev fra politiet i dag, åbnede han det med forventningen om et afslag. Og jeg kiggede spændt på ham, mens jeg forsøgte at lægge mit ansigt i de helt rette folder. Du ved, ikke for happy, ikke for ærgerlig. Der er ikke noget der hedder bedre held næste gang, for næste gang er han på efterskole. Så det var nu eller aldrig.

Han screenede brevet uden at fortrække en mine, og så læste han højt, at de bød ham velkommen i praktiskforløb den og den dato, klokken sådan og sådan og gratis morgenkaffe. Bum.

Og nej, vi har ikke malet med den brede ADHD-pensel. For nogen gange skal han have lov at møde verden uden forhåndsbeslutninger om, hvad han mon er for en.

Og han er også – mindst lige så meget – en hårdtarbejdende servicemedarbejder, som bruger en stor del af sin fritid på at træne og undervise i springgymnastik.

Det er sgu okay,

Han kan også godt lide citronmåne.

 

 

På en skala fra 0 til 12

Sankt N kom hjem med sit livs første karakterblad den anden dag.

- nu må du ikke blive forskrækket, men jeg har altså sådan cirka fået fra hele skalaen!

Det er ikke fordi jeg ikke synes det er ærgerligt når der optræder rådden-dårlige karakterer på sådan et stykke papir.

Men jeg var alt for ekset over alle de toplabre af slagsen.

De kom helt ærligt mere bag på mig.

På den gode måde, off course.

Og det er ikke fordi jeg nu vil kaste mig ud i en større analyse af, om det mon kun er elevens ansvar, at der er så store udsving.

Dertil er jeg alt for rørstrømsk træt, efter flere dage på arbejdsmarkedet.

Nej.

Jeg ville bare lige pointere hvor stolt jeg er over, at andre også kan se hans brainy kvaliteter.

Bevares; lærere som ikke behøver snotte rundt i hans manglende ordenssans og ditto afleveringer, men alligevel.

Lærere som anerkender hans særlige talent.

For at nørdevide alt muligt, som så mange andre teenagere ikke kunne være mere ligeglade med.

Den putter jeg i inderlommen, og tager med til skolehjemsamtalen i næste uge.

Så kan de bare komme an.

Paragraflogik

Jeg har lige snakket med damen fra kommunen.

Hende jeg håbede der kunne hjælpe mig.

Med at forstå systemet.

Med at få den hjælp vi eventuelt skulle kunne være berettiget til.

Lad mig understrege at jeg godt ved, at det ikke er damen fra kommunen der laver reglerne.

Jeg er frustreret på reglerne.

Majet frustreret!

Synes ikke de giver mening.

Som jeg har fået forklaret, mens jeg sad i en meget varm bil, på en supermarkedsparkeringsplads, og skrev små fedtede noter på bagsiden af en bon, så er reglerne nemlig nogenlunde således – i korte træk;

Vi kan søge medicintilskud hos kommunen, via en paragraf i serviceloven.

Kommunen vil så vurdere om de synes, at vores søn er velfungerende. Uden at tale med ham, eller hans læge.

De kigger på, om han går på en specialskole, får ekstraundervisning eller på anden måde har behov for støtte. 

Udover medicinen. 

Hvis han ikke får nogen hjælp – udover medicinen – så er han velfungerende, og vi er derfor ikke berettigede til medicintilskud.

Vores søn er rimelig velfungerende.

Ikke mindst på grund af sin medicin.

Og hans skole smider ikke ligefrem støttetimer i nakken på børn, så længe de i det mindste kan sidde stille i timerne.

Det sagde jeg til damen fra kommunen.

At vores søn er velfungerende PÅ GRUND af sin medicin.

- Ja, og så er han ikke berettiget til tilskud..

Altså; når medicinen virker, så kan vi ikke længere få tilskud til den.

Jeg sagde til damen fra kommunen, at jeg syntes det var ulogisk, for hvis vi så ikke havde råd til at give ham medicinen mere (den er pivdyr), så ville han få det dårligere, og så ville vi pludselig være berettiget til tilskud. Igen.

. ahm, hvis man kunne finde på at lade være med at give sit barn medicinen, så er vi jo ovre i en helt anden kategori..

Vi kunne naturligvis ikke drømme om at lade være med at give vores søn den medicin, som er med til at gøre hverdagen så meget lettere for ham, heller ikke den medicin der gør, at han overhovedet får sovet om natten.

Vi har så heldigvis også mulighed for at prioritere vores økonomi således, at der bliver råd til medicinen. 

Det er ikke alle der kan det.

Og det er da også en virkelig ulogisk regel.

Jeg har fået det udemærkede råd, at søge om tilskuddet alligevel.

Få det afslag jeg er blevet stillet i udsigt.

På skrift.

Og så anke afgørelsen.

For nu er det en principsag.

Blev der sagt!

Det pisser mig af..

..at en mandlig badmintonboss tilsyneladende seriøst kan mene, at det er rimeligt at stille krav til kvindelige badmintonspilleres beklædning. Især det her argument er grumt; »Vi prøver positivt at skubbe til udviklingen, så kvinderne kommer nærmere mændene, og det er i mine øjne ikke meget anderledes end mange af de tiltag, hvor man vil have flere kvinder ind i bestyrelser«. Citat herfra.

..at enret så voksen kommunalfætter åbenbart helt seriøst kan mene, at 16-17 årige unge mennesker, som i forvejen har et fucked up liv - hvor deres oplevelse af voksne mennesker er lige til at kyle i skralderen - også godt selv liiiige må tage at hive sig lidt op i nakken, og komme i gang med at få sig noget uddannelse. Undskyld, hvornår har du sidst selv snakket med en 17-årig?! Og ja ja, jeg ved godt at det efterhånden er blevet helt forbudt at bruge penge i vores såkaldte velfærdssamfund. Men stadigvæk. Fanme tarvelig holdning.

..at det er blevet så nemt for arbejdsgivere, at få raget noget gratis arbejdskraft til sig, i form af arbejdsløse & kontanthjælpsmodtagere, som egentlig ikke kan tillade sig at slå i bordet, at man vel godt kan sætte spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig vinder ved geniale påfund som aktivering og virksomhedspraktik?

..og apropos kontanthjælpsmodtagere, hvem er snart tilbage til at tale de allersvagestes sag, når S & SF vælger at bruge denne højrøde kampdag, til at foreslå, at også kontanthjælpsmodtagere skal lave noget for pengene. Og det er ikke fordi jeg tror det er farligt at arbejde. Men helt ærligt. How low can you go?

Og så pisser det mig faktisk også ret meget af, at vi som forældre til et handicappet barn (som er ret velfungerende, og ikke ligefrem er særlig omkostningstung for samfundet i øvrigt)  har ret til noget hjælp til medicin, men selv skal finde ud af, hvad det er for noget hjælp vi har ret til, og selv skal finde ud af, hvem der kan hjælpe os med at finde ud af, hvad vi har ret til. Og efter hvilke paragraffer. Selv når jeg ringer til kommunen og siger, at vi ikke ved hvordan vi skal gøre, så tilbydes vi ikke snak med en sagsbehandler, før jeg spørger, om der stadig findes sådan nogle, i kommunalt regi.

Spare hvor spares kan.

Skål for 1. maj.

Sådan kan skolehjemsamtaler altså også være

Vi sad i klassen og snakkede om skolehjemsamtaler. Og bare rolig. Det handler ikke om, at vi skal ind og tale med lærerne, med vores moar ved hånden. Nixels.

Men flere af os har selv børn. Og vi snakkede om de der forfærdelige skolehjemsamtaler vi havde været med til. Sjovt nok kun med drenge.

En af mine klassekammerater bad engang lærerne om at bruge de første 5 minutter på at sige noget pænt om hendes søn. Fordi både hun og sønnen var ved at være trætte af altid kun at høre brok.

Og så kom jeg til at tænke på, hvad der i virkeligheden nok var årsagen til, at min yngste søn begyndte at ordne skoleparpirer som en gal, den anden aften. Og lavede lektier. Bare sådan. Helt af sig selv.

Vi var nemlig til skolehjemsamtale i mandags. Og han fik ros. Og var helt overrasket da vi gik derfra. Fordi lærerne faktisk egentlig synes at han klarer sig ganske udemærket.

Og her snakker vi en dreng, som et enkelt år valgte at lade være med at tage med til samtalen, fordi vi så bedre kunne snakke om ham. Tror det var i 3. klasse.

Til hans første skolehjemsamtale fik lærerne hvisket, hen over hovedet på ham, at hun ikke mente han var klar til 1. klasse. Ved senere samtaler har vi siddet og argumenteret for mere ekstrahjælp, og ved en særlig herlig en af slagsen, fik vi at vide, at nu måtte vi selv tage os lidt sammen, og hjælpe ham. For nu var det andres tur til at få hjælp. (Det var så dengang vi endte med at beslutte, at få ham udredt.)

Han har formentlig stadig ikke orden i sine ting. Og kunne givet yde mere. I timerne. Og på lektiefronten.

Men han fik ros. Og det reagerede han sjovt nok mere konstruktivt på, end hvis han havde fået endnu en løftet skolelærerpegefinger.

Tankevækkende, ikke sandt?

En gave?

I virkeligheden er det en svær balance. For jeg gider jo ikke være sådan en Münschausen-mor som lever af at have et barn defineret qua sin diagnose. Og jeg orker egentlig heller ikke tanken om at have et barn der bliver sådan en krukke, som er sin diagnose, og definerer sig selv i forhold til sit handicap. I forhold til alt. Altid. Hele tiden. Det bliver hurtigt sådan lidt ærgerligt.

På den anden side er det altså fantastisk så meget det har boostet sønnens selvtillid, at han nærmest er blevet en slags ambassadør for, at man godt kan have et godt liv. Med diagnose.

Ingen tvivl om, at få vores yngste søn har det virkelig været en gave at få sig nogle diagnoser. En god og logisk forklaring på de ting han ikke kan. En accept fra de omgivelser som ikke altid er så rummelige som man kunne ønske. Hvis du ikke er mainstream, så kan det faktisk være godt med en diagnose. I vore dage. For så kan du få hjælp. Så har du faktisk krav på den særbehandling som man burde give hvert eneste menneske. Differienteret undervisning. Som det kaldes i skolesprog. Differentieret tilgang til medmennesker. Som man kunne kalde det in real life. Fordi vi sjovt nok allesammen har et lille twist, der gør os specielle. Unikke.

Han er glad. Nu.

I stedet for at bruge energi på at gruble over alt det han ikke kan, så kan han bruge krudtet der hvor han er god.

Og han er rigtig god. Til rigtig meget.

Og det ser hans omgivelser nu. Nogen. De fleste. Ser ham bare som det han er. Uden forbehold.

Andre ser ham som en der kan en hel masse. Selvom han har diagnoser. Og så bliver de imponerede af ham. Af hans skills.

Havde han ikke fået diagnoser foreligger der en ret så stor mulighed for, at han stadig ville blive defineret på alt det han ikke kan. Ikke er. Faren for at han ville ryge i nittebunken ville seriøst være til stede. Og hvis man mærker at andre opfatter en som en nitte, og ens selvtillid i forvejen er mere eller mindre i bund, giver det så et godt liv?

Ja, der er flere og flere børn der får diagnoser i dag. Men det ville nok ikke være nødvendigt, hvis rummeligheden var mere ægte tilstede.

Sejt, ing?