Wildlife i vandkantsdanmark

Hr. R. sendte mig en sms fra jobbis om at jeg skulle kigge ud over vandet hvis jeg ville se en skypumpe. Jeg sad på sofaen og orkede nærmest dårligt at blinke. Men jeg gik ud i haven og spejdede mod vandet – uden at se nogen skypumpe. Så jeg skrev til ham at han skulle tage et billede af den.

Det gjorde han så.

Om aftenen kom jeg hjem fra en middag og satte mig foran et ellers så sjældent tændt fjernsyn for at børste tænder.

Og i samme øjeblik dukkede Hr. R´s billede op på skærmen.

Vores liv er for vildt.

skypumpe

Studenterjubilæum

De to taktikker jeg havde planlagt, fejlede begge stort;

  1. jeg ville ikke drikke mig fuld
  2. jeg ville ikke spørge ind til børn og job.

På baggrund af en forholdsvis bagstiv analyse kan jeg nemlig konkludere, at det netop er de to emner folk allerhelst vil fortælle om; deres børn og deres arbejde. En enkelt gang fik jeg sneget mit “hvad gør dig glad” spørgsmål ind i en samtale, men desværre kan jeg ikke helt huske hvad svaret var. Noget med klimaet og kaffe. Tror jeg nok.

Men nogle af ordene om børn var nu også ret fine og vigtige og jeg kender en som indimellem tager et job som croupier på Norgesbåden, selvom han til daglig arbejder med noget helt andet.. Det er da meget sejt. Og der var også store samtaler om kærligheden og selvet og tatoveringer og om at rumme forskelligheder.

Og der var stadig elementer af genkendelse i de lokaler som nu huser vores børns generation – altså os som var tidligt ude med de der børn. Ikke dem som stadig går til sommerfester i børnehaver og lærer små piger at cykle uden støttehjul. Det er klart. Der lå f.eks. stadig gratisblade på betonbænkene i fællesrummet og vi tissede på de samme toiletter som dengang i firserne og der var endda en som var så retro, at vedkommende kastede op ud over det hele. Meget autentisk alt sammen.

Og nogle ældes med mere ynde end andre og nogle husker bedre end andre mig. Men der blev uddelt masser af krammere og kindkys og “hvor ser du godt ud!”. Og selvom jeg hverken nødvendigvis huskede ansigter eller navne, så smilede jeg til alle og grinede og dansede med en del. (og var nødt til at spørge en enkelt om vi egentlig havde kysset engang i den der fortid - det havde vi så.)

Vi snakkede også om dem der ikke var med, fordi de ikke gad eller havde federe ting at tage sig til.

Eller var døde.

Vores klasse havde et eget tab at vende. Med smil men uden pjat, med alvor og varme og den livserfaring vi ikke havde i firserne. Livet er skrøbeligt og vi skal selv tage ansvaret for at passe på os.

Hvorefter nogen begyndte at danse til musik fra en telefon – så lav at det gjaldt om at stå tættest på bordet hvor den lå, for at det ikke bare skulle føles som at stå og baske formålsløst rundt i egen brandert-klokke, til lyden af sko over linoleums-gulv og dårlig form og halvbøvsende fnis.

Og pludselig skulle alle gå og jeg skrev efter ham som stadig gider at komme og hente mig midt om natten og netop som hans svar dinglede ind på mobilen, var der en der hev mig i ærmet og sagde at vi også skulle nå at snakke.

Men alting har en ende, også besøg i fortiden.

Og mit nuværende liv er faktisk både federe, mindre kompliceret og mere frit end dengang.

Bilder jeg mig ind.

 

 

Det kan gå begge veje

Det værste der kan ske er, at det bliver en kort og kedelig aften, hvor stemningen aldrig når i mål og øllerne mere gør trætte end kække. Så må jeg bare ringe det tidligere til Hr. R. og fortælle akavede historier hele vejen hjem i bilen.

Men det kan jo også være det bliver virkelig sjovt på den der nostalgiske måde, hvor vi ender med at drikke os helt ud på dansegulvet og alligevel kommer hjem med gode samtaler og fine anekdoter i baglommen.

Jeg har f.eks. en idé om IKKE at spørge nogen som helst hvad de laver eller hvor mange børn de så har fået, men mere sådan hvad der gør dem glade. Det kommer formentlig ikke til at holde stik, men tanken er god nok.

Og nu har jeg i hvert fald byttet en vagt, lakeret negle, sat øl på køl og strøget den kjole der får mig til at se meget artig og ordentlig ud. Så ser jeg hvad der sker.

Og hvis du nu sidder og tænker, at 1989 vel bare var sådan et år vi kun kan grine af i dag, så synes jeg lige du skulle tage at klikke på denne ikoniske musikvideo fra det år jeg blev student.

(OBS: vi havde farver dengang, jeg tror bare det er fordi det skal være sådan lidt kunstagtigt at filmen er i sort/hvid.)

I disse eksamenstider

Min søn har netop fået 12 i engelsk.

I sidste uge fik han 10 i tysk.

Jeg blærer mig for vildt med ham, for det gør mig stolt helt ind i knoglerne, at han er så god til både sprog og eksamen og jeg under ham al den succes han kan labbe i sig, efter en skoletid som har været en blandet fornøjelse med alt for mange udfordringer.

Ingen af os tror sådan for alvor på, at det kommer til at gå lige så godt med f.eks. matematikken, men jeg dumpede til matematik i gymnasiet og det er heller ikke der hans far er stærkest, så han har simpelthen ikke matematik i generne.

Hvert år, når mødre begynder at blære sig med deres børns karakterer på Facebook, så er der andre (mødre) som synes de skal lade være med det. Noget med at det er synd for dem der ikke får flotte karakterer.

Det synes jeg er et misforstået hensyn.

Hvis ikke man må juble over en god eksamen, hvornår må man så?

Jeg har selv prøvet at få 12 til eksamen for få år siden og halvdelen af fornøjelsen var sgu da at stå med armene over hovedet og modtage folkets hyldest. Eller, ja. Du ved hvad jeg mener. Jeg brølede ikke sejren ind i hovedet på nogen som havde fået 02, men jeg sendte glade sms-beskeder til venner og familie, købte mig gaver og drak boblevand og blev virkelig glad for al den velfortjente ros jeg fik, efter at have terpet i ugevis.

Min søn har vidst ikke på den måde terpet. Men han er god til at gå til eksamen.

Og lige meget hvad, så bliver jeg glad når han og hans bror klarer sig godt.

Det gider jeg godt blære mig med.

(Og jeg står naturligvis også klar med tudekiks og kram og trøstekage, når det behov opstår).

 

Feriesnacks

Tyrkiet og andet. 2014 047

Har en fest med de ekstra timer i Istanbul.

Tyrkiet og andet. 2014 053

Bling bling i Istanbul (og to af mine i baggrunden).

Tyrkiet og andet. 2014 054

Den var ikke død.

Tyrkiet og andet. 2014 069

“Hvorfor er der aldrig nogen billeder af mig?” Derfor.

Tyrkiet og andet. 2014 082

Idyl.

Tyrkiet og andet. 2014 085

Har ingen anelse om hvorfor.

Tyrkiet og andet. 2014 087

To verdener mødes.

Tyrkiet og andet. 2014 089

Moske og yndlingssupermarked

Tyrkiet og andet. 2014 129

Paradis på jord – og Semi-voksen i raskt trav.

Tyrkiet og andet. 2014 136

“Hvis du lige stiller dig foran de der flotte lys, så tror jeg det kan blive et skidegodt billede!”

Tyrkiet og andet. 2014 154

Feriesnacks.

Mor til voksne

Vi boede i sådan et lille fællesskab af 4 dobbelthuse omkring en pool. Skråt overfor boede en familie med tre livlige børn; Nedlaura, Nejemil og Holdop-Laværmads. På nabogrunden hærgede små russiske unger rundt i en pool fra tidlig morgen til – helt bogstavelig – meget sen nat.  Og indrømmet;  vi blev lidt trætte i masken når vandgeværerne skød lavt over hovederne på os, eller når de russiske vandlege dominerede lydbilledet i timevis – på den skingre måde.

Jeg kan godt huske hvordan det var dengang vi rejste med små børn, som blev trætte og vandkåde og skulle så tidligt i seng, at vi altid valgte ferielejligheder med altan og en smule udsigt. Og købte chips og sprut til voksennydning efter godnathistorien, mens andre voksne gik på barer og lækre restauranter.

En sjælden gang spiste vi den yngste mæt i yoghurt og vuggede ham i søvn, så vi kunne tage en rolig middag i byen, hvor hans lille storebror nød en børnemenu eller dessert,  mens der blev knaldet brikker i klapvognen og vi voksne spiste med kniv og gaffel.

Dengang var det os der tyssede på vores børn, os der fiskede Sankt N op af poolen, den nervepirrende ferie hvor han troede han kunne gå på vandet og os der somme tider var nødt til at hive de små til side til en kammeratlig snak, når andre voksne sendte lynende blikke i vores retning.

Men det er længe siden.

Nu kan vi som regel lade vores børn sidde med ved bordet, de kan både drikke ferieøller og tyrkisk the, spise voksenmad og nyde en ferievodka på terrassen efter maden. Og de læser bøger og powernapper og henter morgenbrød på skift og laver mad og rydder væk og drikker kaffe og er søde på den der afslappede voksenmåde, som vi synes er det hele værd.

Men når der sker mine børn noget, så vågner dragen i mig, hurtigere end du kan klappe stavelserne i “mor” og skubber alt det voksne af bordet med et snuptag.

Lidt ligesom dengang Hr. R. havde vænnet Sankt N fra sutten på en weekend uden mig og jeg straks mosede en gennemgumlet sut i hovedet på den lille ved det glædelige gensyn, fordi han så så træt og nuttet ud. (Og fordi jeg så ikke lige vidste at han var vænnet fra  – det var før vi delte den slags info via det der SMS-halløj).

På vores hjemrejse fra Tyrkiet, troede vi først at de mange forsinkelser i først biltrafikken og siden den luftbårne trafikvariant igen var vores største udfordring.

Men det viste sig at en af sønnerne lige så stille sad og blev så skidt tilpas, at han dårligt kunne være i sin egen hud. Og så var det pludselig mindre væsentligt at vi ikke kunne nå at spise rolig aftensmad som planlagt, men i stedet var nødt til at overveje, om han overhovedet skulle mere ud at flyve den aften. Oppe i mit hoved lavede jeg alverdens paniske planer og logiske slutninger i løbet af en ret nervepirrende times tid i limboland, dog uden at få brug for nogle af dem.

For mit i panikken rejste han sig bare op og gik med om bord på flyet, hvor han faldt i splattersøvn, midt i larmen fra en udskolingsklasse på vej hjem fra lejrskole. Med hovedet op ad kæresten og pylreblik fra den opkørte mor, som var nødt til at overveje, om det der mor-hurlumhej mon nogen sinde stopper, sådan for alvor.

Men ellers var det nu en god ferie vi der fik holdt os.

Og i morgen smider jeg altså et billede eller tre. Mere så du er advaret.

 

Tyrkisk hamam – russian style part. 3

Vi havde valgt at bruge netop denne dag til hamam, da vejret jo var mindre brugbart til solferie. Så vi skævede noget til de dunkle skyer, mens vi gik forbi poolen hen til et overdækket område med liggestole, hvor vi blev bedt om at sætte os og vente. “You, lady – first!”. Og så gik de med min svigerdatter, mens jeg blev ladt tilbage med de to store russere, som dog ikke ænsede mig.

Dernæst var det mig der blev hentet af en ny ung mand, som førte mig til nogle skurvognsagtige pavilloner bag poolområdet. Lidt trashy, men på den spændende måde. Sådan lidt cirkusby-agtigt. Her stod en lille thai-dame klar til at tage imod mig. Hun holdt hænderne samlet foran sit ansigt til en hilsen og jeg trådte ind i en verden som ikke længere føltes specielt tyrkisk.

Hvor de unge mænd i shorts måske nok kunne håndtere skum og vaskeklud, så var her en dame som forstod at finde samtlige ømme punkter på min krop. På et tidspunkt tror jeg faktisk nok at hun stod oppe på briksen og arbejdede, mens jeg lå på maven, men så lå jeg også bare helt stille, indtil hun sagde “skjus me” og gik ud for at komme tilbage med en veltalende ung mand, som forklarede at han nu ville oversætte hvad hun havde fundet ud af ved at massere mig indtil videre, da hun ikke var så god til engelsk. *host host, ikke er ansat til at mersælge*.

Nåhm, jeg havde ømme fødder (yes), trætte lægge (tjek), spændinger i hovedbunden (sikkert) og saltophobninger i skuldrene. (Nå?!). Jeg var nødt til at spørge om han vitterligt mente salt. Og det gjorde han, “ligesom det man putter i maden, yes yes.”. Men no worries, for massøren kunne sagtens få det hele til at gå væk, hvis jeg bare valgte at tilkøbe en ekstra massage på små 40 minutter. Dette takkede jeg høfligt nej tak til, med den spage undskyldning, at jeg var her med en anden. (som på samme tid fik stort set samme sang, dog uden saltophobninger og sikkert derfor hun kun blev foreslået 20 ekstra minutter – men hun er jo også det yngre end mig.)

Stemningen var stadig fin, selvom jeg valgte at beholde mine saltophobninger og jeg mente det oprigtigt, da jeg takkede for en skøn massage til både den lille dame og den nye unge mand som stod og ventede på mig udenfor og høfligt spurgte til massagen.

Nu var det tid til det der chokolademaske.

På billederne lå man på en briks og fik chokoladen smurt på med en form for spartel, men det var meget langt fra virkeligheden. Jeg mødte Velcro, som allerede var færdigsmurt på hele kroppen og hun kunne advare mig om, at det her altså var lidt specielt.

I midten af et lidt grottelignende anlæg, hvor der på den ene side var klart til det mudderbad, som hørte til en af de behandlinger som blev afsluttet med rødvin, stod en lille sort mand med en stor hvid spand fuld af flydende chokolade. “afrikansk massagepakke”. Sort mand. Chokolade. Ahm, vil du holde op.

Som Velcro bagefter sagde, så kunne man snildt have lækret oplevelsen op, ved at chokoladen havde ligget i et labert kar eller noget, men det var der ikke noget af. I stedet skovlede den lille sorte mand chokoladen op med hænderne og klaskede den på krop, badetøj og ansigt, uden den store indlevelse. Det var  både akavet og lidt pinligt – og så var det koldt. Hvis jeg på noget tidspunkt skulle have ringet til ham Stormogulen, som kendte alle i byen og kunne fikse alting, så var det nu. Men i stedet grinede vi af det og takkede ja til varm the, mens vi ventede i cirka 10 kolde minutter, på at chokoladen skulle trænge ind i huden, eller sådan noget.

Nogle russiske damer som ellers havde takket nej til the, nappede vores glas fra bakken, da den lille fyr kom tilbage fra baren med the til de to frysende danskere. Men han hentede bare nye forsyninger til os, mens vi skyllede chokoladen af os i et ret lækkert hjørne af det der grottemiljø, med hele tre brusere med overraskende varmt og rart vand. Desværre hjalp det ikke på den fedtede følelse, der først forsvandt da vi tog et ordentligt brusebad, vel hjemme hos drengene igen.

Da theen var drukket, var det også slut med unge guidende mænd og vi forstod at behandlingerne nu var slut for denne gang.

Små tre timer havde vi brugt i dette virvar af mennesker og russiske gloser og det havde i sandhed været sjovt. Da vi havde klædt om og kom op i receptionen igen, fandt kassedamen fra Ringsted os med det samme, for at høre hvad vi syntes om det. Vi sagde noget pænt og smilede ægte til hende, for selvom det var noget bizart undervejs, så var det også virkelig, virkelig sjovt.

Her er en lille video, som stort set viser hvad vi oplevede. Stort set.

Tyrkisk hamam – russian style, part. 2

Bagefter kunne vi sådan set godt se, at det nok ikke var den autentiske version af en tyrkisk hamam vi her havde oplevet. For voksne, tyrkiske kvinder bliver næppe skrubbet af unge tyrkiske knægte i sportsshorts og bar mave.

Men mændene tog os i hænderne og førte os ind i et flisebeklædt lokale fyldt med kvinder i badetøj og unge mænd i sportsshorts, med en stor flisebelagt bænk-agtig ting midt i lokalet og højt til et meget smukt loft. Den knægt der skulle vaske mig, spurgte hvor jeg kom fra og rablede nogle fodboldklubber af sig, da han hørte at jeg var fra Danmark. Men ellers snakkede vi ikke sammen. Han lod mig godkende temperaturen på vandet, hvorefter han overhældte mig med lunt vand, mens jeg sad der på bænken, som et lille barn i en balje (altså, jeg sad ikke i en balje, bare så det lige er klart). Så skrubbede han mine arme og skuldre, hvorefter jeg blev bedt om at lægge mig ned, så han også kunne skrubbe min ryg og mine ben. Min svigerdatter sad lidt længere henne og fik den samme behandling, stort set synkront med mig og ca. 10 andre mennesker. En enkelt mand blev også vasket, dog af en lille thai-kvinde – og med tøj på hele kroppen.

Havde vi haft øjenkontakt, Velcro og jeg, så havde vi nok ikke undgået at fnise. Men som tingene var, kunne jeg ikke lade være med at konstatere, at det måske nok var lidt kitch og ret grænseoverskridende, at det var unge mænd i bare overkroppe der førte vaskekluden – især når nu jeg havde regnet med store tykke damer med knold i nakken og hår på overlæben – men at det faktisk var okay hyggeligt og sjovt at blive vasket på rad og række, som små børn, mens der netop sad små børn i hjørnerne og legede med vand. Der var intet porno over situationen, selvom jeg godt kan høre at det lyder sådan lidt…lummert.

Efter afvaskningen blev vi skrubbet og så var der skum-massage, hvor store stofposer fyldt med sæbeskum, blev kørt hen over ryg, arme og ben, hvilket var ret labert, alt taget i betragtning. Så blev vi skyllet af igen, viklet i tørre håndklæder og dernæst fulgt ud til en ny ventende ung mand - nu med  tøj – som viste os hen til nogle indendørs liggestole, hvor en lille thai-kvinde kom og penslede en ansigtsmaske på os.

Vi havde helt glemt hvad vi skulle nu og var nødt til at sige til hinanden, at det her tog vi bare som den oplevelse det vitterligt allerede var.

Så blev vi vist hen til nogle håndvaske, hvor vi selv skulle skylle ansigtsmasken af, mens andre stod i kø bag ved os. Her havde det måske været mere delikat med en varm vaskeklud eller sådan noget, men nej.

Sammen med to store russiske mænd, blev vi nu ført udenfor. Vi håbede ikke, at det var tid til det der photoshoot nu, som kunne være en del af pakken. For vi magtede ikke at blive fotograferet – og slet ikke sammen med to store russere.

 

Tyrkisk hamam – russian style part. 1

Med håndklæder og badetøj under armen entrerede vi det store paladslignende badetempel. Der var ikke sparet på hverken pangfarver eller svungne møbler og efter et par minutter i de svulstige møbler, mødte vi Ada, som viste sig at være fra Ringsted og sidde i kassen i Føtex om vinteren. Hun lirede lidt af om de forskellige massagepakker de havde på stedet og jeg noterede mig, at de to luxuspakker indeholdt muligheden for et glas rødvin til at slutte af med.

Selvom vi bare havde forestillet os at vi skulle have et stille og roligt tyrkisk bad, så endte vi med at blive enige om en såkaldt afrikansk pakke, som indeholdt dobbelt så lang massage – og chokoladekropsmaske.

Nåhm, hvem kan sige nej til det?

Vi betalte, fik et orange armbånd på og blev vist ned i kælderen, hvor ragnarok allerede huserede.

Det virker som om arbejdskraften er ret billig i det tyrkiske. Og at nogen måske opfinder jobs til unge knægte, fordi de skylder nogen en tjeneste.  I hvert fald mødte vi virkelig mange unge mænd, som fordelte små opgaver mellem sig, uden ligefrem at blive overanstrengt. På vores yndlingsrestaurant var der således en til at lægge servietter frem når vi satte os, en til at fjerne vinglassene, en til at vende tallerkenerne og en til lige at feje bordet med en lille fiks kost når vi var færdige. Og ingen af dem fik lov til at tage imod bestillinger, ej heller at servere maden. Panikken bredte sig faktisk, da Hr. R. formastede sig til at bede om regningen, mens den eneste reelle tjener lige var et smut ovre at handle i nærmeste supermarked. Måske fordi tjeneren var den eneste der måtte håndtere penge, havde han ikke sendt en af de unge af sted.

Nåhm, i badetemplets kælder stod en klump af unge mænd og viste vej til både badesko, tørklæder til at binde over badetøjet og til sidst endda kvindernes omklædningsrum. Der var ikke noget brusebad ved omklædningen, hvilket vi studsede lidt over. Så da vi havde skiftet og blev vist ind i et rum med flere unge mænd, en stor jacuzzi og en dør ind til en sauna, spejdede vi efter brusere, stadig uden at finde dem. Mændene snakkede russisk til os og vi blev, sådan lidt hektisk, skubbet ind i en sauna uden udpræget meget plads. Hurtigt konstaterede vi, at ingen af os var deciderede saunatyper, hvilket gjorde det unødvendigt at tilbringe overdrevet meget tid på de varme bænke. Så vi gik ud igen, hvorefter vi endelig blev vist hen til nogle brusekabiner.

Min kabine lugtede af mandesved på den lidt ærgerligt måde.

Ude igen, blev vi vist hen til jacuzzien. En nye ung mand snakkede en smule engelsk og da jeg spurgte ham om badet var varmt eller koldt, sagde han at det var “normal”. Det var så en ret kold variant af “normal”. Men da først vi havde mistet følelsen i kroppen, kunne vi godt holde det ud.

Men så blev vi kaldt op af badet og vist ind i et dampbad. De første minutter syntes vi faktisk ikke det var noget at snakke om, der samlede sig lidt damp omkring pæren i loftet, men ellers var det meget stille og roligt. Det viste sig så, at der slet ikke var tændt for dampen endnu og da den først var i gang, skal jeg da ellers love for, at dampen gjorde sin ting. På et tidspunkt sad vi begge med hovedet mellem benene, for overhovedet at kunne trække vejret nogenlunde ordentligt og jeg prøvede at lade være med at drage paralleller til gasning af jøder. Til sidst fik jeg nok og heldigvis var Velcro også klar til at forlade dampen.

Vel ude, blev vi igen dirigeret mod først bruserne og dernæst jacuzzien. Vi prøvede at forklare at vi allerede havde været der, men det vidste de skam godt. Så ned i kulden med os. Og 10 tykke russere. Så skulle vi i dampen igen og denne gang i selskab med de festlige russere, som sikkert grinede halvhånligt af os, da vi igen måtte give op for varmen og en snigende klaustrofobi – altså for mit vedkommende.

Efter endnu en shower, blev vi kaldt over til nogle nye unge mænd, som stod og ventede op os ved en dør. Nu havde jeg ikke briller på, så ved første øjekast så jeg slet ikke hvor afklædte de her mænd egentlig var. Men det gjorde Velcro. Hun grinede og sagde noget om, at det her behøvede Semi-Voksen så ikke at få forklaret i detaljer.