Det gør en forskel

Jeg plaprer formentlig meget mere inde på arbejdet i øjeblikket end jeg plejer, fordi jeg jo skal have dækket mit snakkebehov, inden jeg skal hjem og være alene. Dengang jeg begyndte at læse kommunikation, blev jeg overrasket over, at jeg blev testet ekstrovert, altså sådan en der samler energi ved at være sammen med andre mennesker. For jeg har også et stort behov for at være alene og sidde og fedte eneboeragtigt bag en computerskærm. Jeg elsker at sidde ude i haven med en bog og en the, så meget at jeg næsten kan blive ked af det, hvis jeg pludselig får uventede gæster, og jeg kan nærmest blive lidt irriteret, hvis hr. R. står op med mig om morgenen, fordi jeg bare har det bedst med selv at rumle rundt på hverdagsmorgener. Det virker jo ikke skide ekstrovert, vel?

Men jeg kan mærke det nu, hvor meget mere ro det giver mig, at jeg ikke er alene i aften. Hjemmet lever på en helt anden måde, der er lyde fra badeværelset, kattene kredser om andre mennesker end mig. Jeg nyder den forskel det gør, at jeg har fået besøg.

Og så er jeg tilfældigvis træt som de stedmoderplanter jeg glemmer at vande, for jeg har haft en meget lang arbejdsdag, og det viste sig sjovt nok, at jeg var alt for nærig til at treate mig selv med take-away.

Så ja. Godnat.-ish.

Langsynet

Selvom det bestemt ville have været hyggeligt, hvis der havde været lys i huset da jeg kom hjem fra aftenvagt, ild i brændeovnen, og en min mand i sofaen, med gang i computer og fjernsyn og halløøøij. Så er der nu også noget hyggeligt ved at vække huset til live, sludre med kattene, tisse for åben dør og tale i telefon med hr. R.

Nogen gange er afstand godt for relevansen af det vi bruger ord på.

Home alone

Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, var det direkte sammen med Hr. R.

Da jeg var på højskole delte jeg værelse med en anden, når jeg har været på ferier har det altid været sammen med andre,selv da jeg havde født sov jeg sammen med andre. I hvert fald første gang.

Jeg er ikke sådan en der er vant til at være alene, sådan flere dage i træk. Og på den ene side nyder jeg at jeg kan gøre lige hvad jeg vil; spise den mad jeg har lyst til, se det fjernsyn jeg vil, høre den musik jeg vil – virkelig, virkelig højt – hvis jeg vil.

På den anden side, så savner jeg de andres nok så tavse selskab, når jeg har været alene meget mere end en enkelt aften. Jeg savner deres puslen, deres lyde og efterhånden ligefrem deres rod. (argh…)

I morges sad vi fire mennesker om et valnøddebrød og smalltalkede, men i løbet af eftermiddagen daffede de tre andre i hver sin retning. Sankt N ser jeg først på lørdag, Hr. R. på fredag, og Semivoksen ved man aldrig hvornår man ser.

Så jeg er alene. Med slukket fjernsyn, Mads Langer, et enkelt glas hvidvin, to sløve katte, en tekst der driller og en krimi jeg godt gad læse færdig, hvis bare den ikke var så fucking uhyggelig.

Det er sundt for mig at være lidt for mig selv, det ved jeg godt.

Men kæft, det er også lidt kederen.

Juhuu! restferie!

Hende der ordner løn inde på mit arbejde, har et billede af mig, som sådan en der har styr på mine ting. Det er jeg meget smigret over, og jeg prøver desperat at skjule for hende, at det ingenlunde er tilfældet. Jeg aner intet om min pension, ved ikke hvad jeg får i løn, og vidste f.eks. heller ikke, at jeg havde ferie til gode.

Så hvor glad – og ikke mindst overrasket – tror du lige at jeg blev, da min tidligere arbejdsgiver sendte mig et brev for at minde om nogle feriepenge, jeg f.eks kunne hæve. Det betød godt nok, at jeg var nødt til at indrømme overfor løndamen, at jeg havde “overset” nogle feriepenge, men det tog hun nu pænt.

Faktisk havde jeg allerede planer om at afspadsere et par dage, så jeg lige kunne male lidt stue. Men nu var der pludselig også tid til at få skrevet et par dage. Tænkte jeg.

Sandheden er bare, at jeg har malet mine arme i smadder siden i søndags, og først i dag har fået noget der ligner den gode gamle stue tilbage. (selvom vi stadig mangler lidt her og der, og ja, noget loft som ingen gider smadre nakken på at male). Jeg har stået i den samme fucking stue, hele ugen, lyttet til ugens uundgåelige cirka 30 gange, hørt de samme radioprogrammer flere gange, sovet som en hundehvalp og mærket mine knæ, ankler og fødder, på en ny og alarmerende måde.

Men vi har spist gode frokoster, som vi i hvert fald havde fortjent, kysset og grinet, spist kage og næsten ikke snerret. Jeg har fulgt med i afviklingen af lockouten (og vundet et væddemål, yæih!), haft mødrene til varme hveder og kvædethe, og sorteret bøger efter farver. Ikke mindst.

Så jeg må bare skrive i næste uge, hvor Hr. R. alligevel er i Jylland.

*hosthostheltsikkerthost*.

 

Hele stuen samlet i midten. Stramt og moderne.

Såvel hænder som ringe skriger på omsorg.

“tager du jordbærtærte med hjem fra bageren?” Ja det kan du tro. (som om).

Hvidt i hvidt.

Nogen der gider sætte mine billeder op?

Black is back! (og skidesmart bag en brændeovn).

Ahh…

Nymalet – but still the same.

Nu med farvesorterede bøger. Uh, se mig.

Housewarmings-ish.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forældre slutter lockouten på mandag – dr.dk/P4/København/Nyheder/Hovedstadsområdet

http://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/Hovedstadsomraadet/2013/04/23/143341.htm

Men videoen er ikke så god

Mens jeg har gået og malet, har jeg alligevel fået hørt en del radio. Og efter tre dage er det endelig lykkedes mig at finde ud af, hvad det er for et funky Prince-agtigt nummer, som får mig til at rykke urytmisk rundt i malerklatterne, flere gange om dagen.

Det er et stykke musik, som bestemt vinder ved at man IKKE ser på de plastikklædte dukkebørn i videoen her. Men okay, det kan man jo så også bare lade være med.

Forsmag på alderdommen

I weekenden var jeg ude at prøve det der golf. Ikke fordi jeg har planer om at starte, men fordi det var noget nogen i damelogen havde arrangeret, og så bliver det altid sjovt.
Lige inden jeg gik ud af døren, lavede jeg et vred, så noget satte sig forkert under det ene skulderblad. Jeg valgte dog at ignorere det, og gav den lige så max gas på banen som jeg ellers ville have gjort.
Men til sidst følte jeg mig ærlig talt radbrækket som Brian Nielsen i hans sidste kamp, og vel hjemme igen, riggede jeg massagesæde og piller til, for at reparere og dulme. Jeg var ikke nærig med massagen, og om natten, da hele ryggen føltes som et stykke drivtømmer, var jeg i tvivl om det var skulderbladet eller massagen der egentlig var skyldig.

Søndag gik jeg i gang med at male stue, og det er jeg stadig ikke færdig med. Op og ned på trappestien. Væg efter væg, efter væg, efter væg. (Ja, vi har en stor stue).
Nu er skulderen ikke længere et problem.
Det er til gengæld samtlige knogler og muskelgrupper jeg måtte indeholde, i knæ, nakke, ryg, ankler, fødder, håndled, arme, brystkasse og what ever. (Er heller ikke så god til geograf).
Jeg gider ikke tro på, at det handler om gammel krop, selvom jeg lige pt. skal vende hele kroppen, for at se noget der ikke foregår lige foran mig.

Men pyt med det.

For egentlig ville jeg også bare fortælle, at jeg har vundet en præmie ovre Superheltemor, og at Paula Larrain gerne vil dele en citronmåne med mig.