Bloggen har snart fødselsdag!

Finder en vinder 12. oktober kl. 16 – ish!

Et dundrende jubilæum af de vildeste ligger lige rundt om hjørnet.

15. oktober er det nemlig 5 år siden jeg første gang bloggede som Fru Z.

Crazy, I know.

Vanen tro fejres dette med en hyggepakke til en særlig herlig læser.

Pakken kommer som minimum til at indeholde; et par tykke sokker, lækker chokolade, laber the, et hjemmelavet armbånd, en film fra min hylde, min bog og et eller andet hyggeligt fra mine køkkenskabe, som snart skal tømmes, sådan for alvor.

Og eftersom jeg HAR opdaget, at det især er på Facebook der likes og kommenteres, så vil konkurrencen både foregå her og der.

Her på bloggen skal jeg blot bede om en kommentar fra dig herunder for at du kan deltage.

Vi giver den gas frem til søndag 12. oktober – så der er laaaang tid til at udtænke en særlig kommentar.

Hos mig vinder man nemlig ikke noget ved bare at skrive “tag mig” eller “den gad jeg godt vinde”.

imagesS6V6TSLA

Hvis du husker hende her, så har du været med længe!

 

Læder behandler man med Nivea – i Madrid

Hr. R. kunne godt tænke sig en ny pengepung, så da vi kom forbi en lille læderbiks, skulle vi lige ind og lure.

Duften af læder var besnærende og på hylderne stod rækkevis af fine ting i skønne farver. Der var mørk og lys cognac, grøn, rød og pink. R. fandt hurtigt hvad han ledte efter, mens jeg bare rørte ved ting og opfandt behov. Som om jeg stod og manglede et omslag til en skitsebog med lomme til farveblyanter. Eller et slankt A4-omslag med bindebånd.

Så vi gik igen og Hr. R. var glad. Næste dag gik vi derhen igen. Skulle bare lige kigge. Taskerne der stod på hylderne var lidt for kantede, skoene for klodsede og nej, der var faktisk ikke noget jeg lige stod og manglede. Andet end duften af læder.

Lædermanden stod roligt og skar i læder ved et arbejdsbord. Der var musik, han var ganske flink og det var hyggeligt. Og jeg kunne stadig ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle bruge hans ting til.

Men den sidste formiddag inden vi skulle hjem, ville jeg alligevel lige forbi igen. Bare kort.

Og stod længe og fedtede med det der A4-omslag og forsøgte at regne prisen ud i euro. “køb den nu bare!” Sagde Hr. R. Og det gjorde jeg så. Og glædede mig over en håndskreven regning og et sødt smil fra den unge pige, som passede butikken den dag. Men på vej ud af butikken opdagede jeg en taske jeg ikke havde set før. Jeg var ovre at røre ved den, løfte den, kigge prisskilt og holde i hånd.

Vi forlod vi butikken, men efter max 50 meter vendte vi om. Ellers havde jeg også bare fablet om den fortrydelse. Jeg var jo for helvede draget, selvom det tog mig tre dage at forstå mod hvad.

Og så fik jeg det fine tip, at tasken kan smøres med Nivea når den trænger til kærlighed.

Nu glæder jeg mig over mine fine souvenirs fra Madrid.

Det var en god tur.

Det gav mening at vi var der.

Og nu skal jeg nok stoppe med min Spain-spam.

wpid-img_20140920_134430.jpg

Kastanjer fra Retino-parken, en yndig og oplagt magnet og en velduftende taske.

 

Flamenco i Madrid!

Det var egentlig først da vi var i Madrid, at det gik op for mig, at jeg havde lyst til at se noget flamenco. Altså som i rigtig meget lyst til.

Der var masser af tilbud rundt omkring i byen, vi havde bare ingen anelse om hvad de glittede brochurer og dramatiske plakater dækkede over. Men i vores medbragte tur-bog stod der faktisk noget om et lille sted, som lå klemt inde i et diskret hjørne bag en park.

Regnen væltede ned da vi var på vej. Så vi stod i læ sammen med en masse andre, for klokken var ikke forestilling endnu, så vi måtte hellere vente. Da regnen var stilnet nogenlunde af gik vi over til baren som var proppet og så ud til at have været det længe. Vi havde på en måde nok misforstået noget med hvornår vi var velkomne.

De fandt vores reservering og viste os ned til et bord foran scenen. Som i lige foran. Det fnisede vi lidt af. Et dansk ægtepar med et mut barnebarn som stensikkert ikke var vild med dans, blev vist til bordet ved siden af os. Eftersom vi ikke havde mødt overdrevent mange danskere, ville det have været oplagt at give sig til kende. Men da de meget hurtigt begyndte at snakke meget højt om det mærkelige i at vi skulle sidde og spise mad under forestillingen, så var det faktisk meget sjovere at lytte til dem, end at afsløre at vi forstod dem.

Jeg var ellers enig med dem i, at det var noget underligt noget at få serveret en skøn salat med gedeost, hvorefter lyset blev slukket, så vi kunne sidde og lede efter maden, mens guitaristen, sangerinden og de to dansere slog sig løs fem centimeter fra vores gumlende ansigter. Eller R´s. For han spiste lystigt, mens jeg var overordentlig tilbageholdende. Også fordi den kvindelige danser kiggede så bistert ned på os. Nok som en del af dansen, men tænk hvis hun var tosset over at R spiste? Engang for mange år siden, var jeg til noget børneteater med Semi og en af hans venner. De havde fået slikposer med, som de lystigt gumlede fra, mens en skuespiller stod på gulvet og underholdt. Altså, indtil han pludselig stoppede og spurgte om ikke godt de der slikposer kunne blive pakket væk, for de forstyrrede ham simpelthen så meget. (undskyld, vi var mere til biografture dengang). Det var mega pinligt og jeg hadede ham på stedet.

Nåhm, danserne tog et break og jeg huggede salaten i mig, men så kom tjeneren med vores tapas-tallerken og danskerne ved siden af os kommenterede højlydt, at vi nu fik endnu mere mad og hvor var det dog sært. Vi smilede konspiratorisk til hinanden i mørket. Ja, det var tarveligt, men også ret sjovt. Og egentlig ser vi ret danske ud. Eller i hvert fald skandinaviske. Så de kunne jo for helvede bare være en smule diskrete.

Flamenco er sejt. Vi var blown away. Den kvindelige danser var meget dramatisk og smuk. Men den mandlige danser slog fuldstændig benene væk under mig. Med knivskarpt fuldskæg og begyndende måne, formåede han at danse rundt med en vifte i den ene hånd og danse ret maskulint, nærmest sexet.

Den bar vi besøgte hedder Las Tablas. Jeg er sikker på der findes andre fine steder – som måske også er nemme at finde.

20140918_211205

Hvis vi havde spyttet med maden kunne vi sagtens have ramt danserne. Men så var de nok blevet sure.

 

Laber frokost i Madrid

Nogen gange er sult bare noget der skal stilles med det samme.

Sådan var det heldigvis ikke, den eftermiddag hvor vi dryssede rundt i et tilfældigt kvarter og ledte efter en god frokost. Solen stod højt på himmelen og vi havde lyst til at suge så meget af den til os som overhovedet muligt. Men de udendørs spisesteder gjorde sig mest bemærkede ved at ligne deciderede turistmagneter og det orkede vi ikke sådan for alvor. Eller, det var nok mest mig der ikke gad det.

Og mens jeg som en anden primadonna vendte hele kroppen fysisk væk fra et helt torv fuld af parasoller og plastikstole, faldt mit blik på en elegant restaurant en kølig trappe op. De store vinduer ud mod gaden var halvt åbne, som den nedrullede variant af slagsen i en bil og stedet udstrålede en klasse der gjorde, at vi tænkte det nok lå uden for vores budget. Men da vi fik kiggede nærmere på spisekortet der hang ved indgangsdøren, kunne vi se at det var ganske fint og overraskende overkommeligt. Så vi gik ind og sagde at vi da godt gad sidde ved et af de der vinduer. Det var så ikke muligt, medmindre man havde reserveret. Men der var masser af andre pladser og Hr. R. sagde ja tak og eftersom jeg skulle tisse, så gad jeg ikke lede mere efter noget andet.

Hvilket var godt, for vi fik turens absolut største madoplevelse netop der.

Restauranten fyldtes efterhånden ved hvert et bord. Der var forretningsfolk, veninder, ældre ægtepar og artige mænd med modne mødre (Guys, det gider mor her også godt en dag!). Og alle talte spansk. Det er sjovt, ing? Når man som turist helst godt gider at være som dem der ikke er det.

Nåhm, så kom maden og den så ikke ud af alverden. Hr. R. havde bestilt en sandwich med blæksprutte og sort aioli. Ikke noget med smarte salater og pynt og tomatlir. Han var begejstret.

Jeg havde bestilt nogle små kødboller med trøffel på toppen og champignon om benene. Og så nogle grillede grøntsager, fordi jeg havde erfaret, at grønt er noget vi bestiller on the side.

Kødbollerne smagte så godt at jeg var nødt til at sprælle lidt med benene under bordet, gynge lidt frem og tilbage med overkroppen og nu er nødt til at finde ud af hvad man kan opdrive af trøffelvarianter i sådan en lille pisby som min, så jeg kan forsøge at efterabe dem. Ganske enkelt.

Da vi var færdige med hver en krumme af det velduftende og smagfulde brød og der absolut intet var tilbage på nogen af tallerkenerne, fik Hr. R. en lille espresso og så smuttede vi.

Forbi en kø så lang ved indgangen af mennesker som kastede sultne blikke efter ledige borde. Jeg tror vi kom på et heldigt tidspunkt. (No shit, Sherlock) Det var åbenlyst et eftertragtet sted.

Hvis du kommer på de kanter og trænger til noget godt, så kan du altså med fordel svinge forbi Ana La Santa. Og hvis du alligevel skal bestille bord, så nap da for guds skyld et af dem ved vinduerne, hvis der er ledigt.

20140917_141827 20140917_141831

Tørstig for sjov – i Madrid

En lille times tid efter at vi havde forladt vores hotelhummer, stod vi allerede og skålede i røde bobler. Det føltes virkelig dekadent og ekstravagant på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag, hvor jeg normalt ville være på vej til en svømmehal, eller stå bøjet over en køledisk.

Men det føltes overhovedet ikke upassende, selvom hverken R eller jeg er typerne der som sådan drikker. I hvert fald ikke på hverdage. Hvilket nok også var grunden til, at boblerne hurtigt steg især mig til hovedet. Altså på den gode, glade måde, hvor jeg fik lyst til at kysse og hæve flere penge.

Så dappede vi rundt i det her vidunderlige madmekka og købte fyldte oliven, mini-burgere, gazpacho, skinke og små ting i dej. Og maden kom på rigtige små tallerkener, suppen i små glas, alle bobler på stilk. Ikke noget med pap og plastik og tarvelig festivalstemning.

Og vi fik flere bobler og vermouth, med appelsin og isklumper, og et enkelt glas sherry som ikke smagte af mere. Men aldrig fik vi så meget at drikke som den spritstive englænder vi mødte på baren ved siden af vores hotel, da vi den sidste aften sad og nød en slags farvel-vermouth.

Han kom sidelæns sejlende ud fra stedet, med et kæmpe vinglas fuld af gin, spurgte om han måtte sætte sig – vi skulle bare sige nej hvis vi ikke gad ham – glemte at vi lige havde fortalt vi var på vej og fortalte en lang historie om vennerne der var væk og mobilen som stadig lå hos konen i England og datteren som havde grinet af at han var på kultur-tur.

Næste formiddag mødte vi ham i elevatoren. Han havde skrammer i panden, men sagde høfligt godmorgen. Anede tydeligvis ikke, at vi havde snakket sammen aftenen før.

Jeg kunne godt lide at drikke bobler på alle tider af døgnet, mens vi var i Madrid. Men da jeg tog den første løbetur efter ferien, protesterede min krop på det vildeste. Tænk, at fire dages løssluppenhed alligevel betyder så meget.
Øl, vin, nok så skønne bobler og sprut, bliver aldrig en del af min hverdag. Af flere grunde, men også fordi det tydeligvis er mere end min krop magter.

Jeg drikker kun for sjov.

Madrid var ret sjov.

20140916_192030 20140919_101729

Kulturella i Madrid

Egentlig ved jeg ikke, hvorfor det lige blev Madrid.

Vi havde nemlig snakket om at vi snart trængte til noget Italien. Der har vi holdt nogle skønne ferier med drengene, dengang de var overskuelige og lejlighedsvis kunne puttes i en pool eller sættes foran en skål med god spaghetti.

Og da vi sådan begyndte at spørge omkring, var der også klart flertal for det italienske. Alligevel endte vi med at beslutte os for Madrid. Vi blev vel draget.

Men når jeg så hørte lovprisninger af alle byens fine museer, blev jeg næsten lidt i tvivl. For godt nok kan jeg godt se det sjove i at besøge et museum, men det skal godt nok være et særligt et af slagsen, hvis jeg skal bruge min tid på det, når jeg besøger en pulserende storby, fuld af mennesker, butikker, sol, restauranter – og sprog jeg ikke helt forstår. Og det er vi to om at synes.

Så aftalen var, at vi ville bruge tid på museer hvis det enten blev overdrevet varmt eller meget ærgerligt vejr. Og det gjorde det ikke.

Men vi så en kæmpe flok fodboldfans vandre syngende og klappende gennem byen, omgivet af politi og med en ambulance i følget. Jeg fik kuldegysninger da de passerede os. For jeg kunne godt forestille mig hvor fedt det måtte være at gå der i flokken og være en del af noget ganske særligt, og synge så højt og kraftfuldt at de kunne høres længe før vi så dem. Men jeg anede ikke hvad de var for nogle fætre og det store politiopbud tydede på, at nogen i hvert fald syntes de var værd at holde øje med. Og så blev der skubbet til et par tilskuere, som stod og filmede dem helt tæt på.

Den dag vi besøgte kongeslottet var det lukket for besøgende, fordi der foregik noget officielt. Det gjorde nu ikke os så meget, vi havde en fest med at sidde på kirketrappen overfor og kigge på turister og vagtskifte og tonede ruder. Det var faktisk mere interessant end at besøge kirken. Altså, den var da fin og alt det der. Men jeg har det måske bare lidt stramt med en religion der går så meget op i skyld og syndsforladelse og egentlig selv har så meget at undskylde. Det er måske ikke synderligt kulturelt.

Næe, så var det meget sjovere at besøge Retiro-parken. Jeg havde min egen lille fest med at amarOrama gik rundt i samme park i sommers. Hendes anbefaling havde lokket. Og måske faldt også A bare en lille smule i svime over den magiske skønhed, der hvilede over området omkring Palacio de Cristal. Og der var skildpadder i søen.

Vildt, alligevel.

Men er det kulturelt?

Flamenco er selvfølgelig også en slags kultur. Det kommer vi tilbage til senere.

20140917_125509 20140917_130150

Palacio de Cristal

Kærester i Madrid

Madrid er en god by at holde i hånd i.

Også for heteroseksuelle par.

Jeg ved godt at jeg har skrevet det mange gange, det der med vigtigheden af at gøre sig umage med stadig at være kærester, selvom man f.eks. har været gift i 1000 år. Men jeg mener det faktisk stadig. Vi prioriterer de her kæresteture ret højt, fordi vi har fundet ud af at vi har brug for dem. Selv uden blebørn og forældermøder kan der nemlig sagtens gå hverdag og pulversovs i den og alt for mange aftener hænger vi bare i sofaen over hver sin computer, mens der kører en eller andet random ligegyldighed på en tredje skærm.

Men alt det lader vi bag os, når vi pakker vores nussede sportstasker og header mod en ny destination. Vi er oven i købet holdt op med at skændes særlig meget undervejs, selvom det er noget vi plejer at være gode til.  Da Hr. R. f.eks. tissede i en håndvask i lufthavnen, for at spare tid vi egentlig havde nok af, grinede jeg med ham (selvom jeg syntes og synes det var virkelig klamt. Jo, også selvom han skyllede grundigt efter sig!). Hjemme ville jeg havde vist min væmmelse så tydeligt at jeg ville have været grim i flere dage efter, men når vi er på den her slags ture, så gælder en anden agenda. Vi sover op ad hinanden i flyveren, deler lunkne colaer undervejs og har begge forlængst erkendt, at når jeg ikke bidrager til at finde vej på et kort, så er det ikke fordi jeg ikke gider. Det er fordi det ikke er en hjælp.

Til gengæld er jeg den bedste af os til at finde på noget sjovt, hvis jeg selv skal sige det. Det var derfor ikke min skyld at vi endte med en virkelig kedelig guidet bustur rundt i byen, hvor jeg brugte mest tid på at lytte til en meget højttalende amerikansk mand, som kunne have været med i en eller anden komisk julekomedie med alt for store juletræer og strømsvigt og falden-på-hale-halløj. Sammen med sine halvvoksne sønner og solbrilledækkede kone, sad han på allerforreste række og var ret ligeglad med den udsigt som ivrigt fotograferende iPad-turister med ærgerlige vinkler forsøgte at fange bag ham, mens han ringede til flere forskellige mennesker back home, for at få nogen til lige at genstarte en alarm der var gået på første sal. “You see, we are in Spain right now, hargh, hargh, hargh..so. ahm..could you?”

Det var til gengæld mig der fandt på at vi skulle se noget hardcore flamenco. Mere om det senere.

På et tidspunkt stod vi midt i et inferno af mennesker og snakkede om hvor heldige vi er, at vi stadig gider hinanden så meget. Ja, jeg ved det lyder patetisk, men faktisk blev vi så glade og rørstrømske lige der, at vi formentlig har lignet nogen der lige var blevet kærester. Selvom vi har været det i 26 år. Uden pauser.  Og det var seksogtyve. År.

Det er derfor vi gør det. Det gør os godt.

20140916_192149

Feriesangen.

Lykken er som en stille rus
Som champagnebrus og den bobler i mit bryst
Lykken er som det skarpe shot
Og den varmer godt lige midt i et kys
Lykken er når du klemmer mig
For så glemmer jeg alt det triste og det grå

Barbara Moleko

Ferien jeg ikke rigtigt ville hjem fra

I formiddags sad jeg på et marked i Madrid og spiste fyldte oliven og drak rød cava.

Det var sådan en slags farvel.

Både til byen og til den lidt dekadente omgang med lækker mad og alkohol, som jeg næsten var ved at vænne mig til.

Allerede på førstedagen røg Madrid ind på min helt egen top 3 over yndlingsagtige byer jeg har besøgt, selvom turen startede med at Hr. R. tissede i en håndvask, vejrudsigten både lovede regn, torden og storm og vores værelse viste sig at være på størrelse med en elevator og det eneste dagslys kom fra et ovenlysvindue.

Få timer efter at vi var landet, stod vi for første gang på det der marked og skålede i røde bobler og optursfølelse på en helt almindelig tirsdag. Jo jo, du kan roligt regne med både links og billeder og små historier. Så er du ligesom advaret.

20140919_104137

Throw back sunday

Jeg holdt tilbage for en ung pige, da jeg skulle dreje til venstre. Hun svajede en lille bitte smule, så jeg valgte at lade være med at vinke hende frem, selvom færdselsreglerne og alt det der. Det så bare ikke ud som om hun nødvendigvis kunne overskue at gå over vejen, mens en bil ligefrem holdt og ventede. Så hun blev stående, mens jeg stille og roligt kørte forbi. Den sorte make-up om hendes øjne var voldsom og kraftfuld og meget dramatisk og kun skredet en smule.

Om det var de sorte øjne eller den lette søndagssvajen der gjorde det, ved jeg ikke. Formentlig en kombination.

I et skræmmende glimt så jeg mig selv der hvor hun var. Huskede tidlige tiders søndage, dengang de aldrig handlede om det samme som nu. Aldrig om at lave mad til fryseren, aldrig om at handle, aldrig om at prøve absurd dyrt tøj i lækre forretninger eller om at tænde for TV2 præcis når den genudsendelse jeg venter på kommer, for at slukke det igen lige efter og lægge vasketøj sammen. Søndage handlede ikke engang om at tage et bad og i hvert fald aldrig om at tage deodorant og BH på. Ever.

Selv med tømmermænd er mine søndage mere strukturerede nu end de var. Dengang jeg mest brugte dem på bare at sove. Ofte med mascara og eyeliner ud over alle kanter. Dengang det var surt show hvis man ikke havde sørget for chips eller cola på forhånd – hvilket jeg sjældent havde. Dengang jeg ikke bare kunne hente en burger rundt om hjørnet – og i øvrigt heller ikke kunne finde på at bruge penge på noget så luksuriøst som take-away.

Dengang jeg somme tider vågnede i en anden by eller bare i en anden seng.

Og vaklede hjem gennem den søvnige søndag, mens voksne kørte rundt i biler og lavede voksenting. Jeg skulle bare hjem og sove. Og se Dollars. Og høre P4 i P1.

Been there, done that – got the fucking T-shirt!

Jeg tror det er 10 år siden jeg sidst var ved Møns Klint.

Solen stod højt på himlen og Gucci-Helle fra EU blev interviewet til TV2, af ham med de dårlige tænder.

Vi holdt efterårsferie i nærheden og slæbte vores to små skoleknægte med op til dronningestolen for at kigge udsigt. Ikke på noget tidspunkt overvejede vi at tage trappen ned til stranden. For hvis vi tog den ned, var vi jo også nødt til at tage den op igen og det gad vi ikke. Det var ikke noget jeg var ked af, sådan var det bare.

Dengang vejede jeg tæt på 20 kilo mere end i dag.

Så da vi i weekenden havde en date med Møns Klint igen, besluttede jeg allerede hjemmefra, at jeg ville naile de der trapper. Faktisk kunne jeg ikke leve videre med forstanden i behold, hvis ikke jeg lige kom ned på stranden. Og altså også op igen. Af de 497 trin.

Det var egentlig ikke som sådan en udfordring, selvom den gav sved på panden og forholdsvis svedig ryg.

Og så alligevel.

For andre betyder den trappe ikke alverden, for mig betød den overraskende meget.

Ja faktisk så meget, at jeg benyttede den svedige ryg som undskyldning for at iføre mig en meget, meget kitched T-shirt, som jeg nærmest blev lidt stolt af.

Sjovt nok.

wpid-20140907_125528.jpgwpid-20140907_132416.jpgwpid-20140907_132619.jpgwpid-20140907_131503.jpgwpid-20140907_133140.jpgwpid-img_20140907_215721.jpg