Det kan gå begge veje

Det værste der kan ske er, at det bliver en kort og kedelig aften, hvor stemningen aldrig når i mål og øllerne mere gør trætte end kække. Så må jeg bare ringe det tidligere til Hr. R. og fortælle akavede historier hele vejen hjem i bilen.

Men det kan jo også være det bliver virkelig sjovt på den der nostalgiske måde, hvor vi ender med at drikke os helt ud på dansegulvet og alligevel kommer hjem med gode samtaler og fine anekdoter i baglommen.

Jeg har f.eks. en idé om IKKE at spørge nogen som helst hvad de laver eller hvor mange børn de så har fået, men mere sådan hvad der gør dem glade. Det kommer formentlig ikke til at holde stik, men tanken er god nok.

Og nu har jeg i hvert fald byttet en vagt, lakeret negle, sat øl på køl og strøget den kjole der får mig til at se meget artig og ordentlig ud. Så ser jeg hvad der sker.

Og hvis du nu sidder og tænker, at 1989 vel bare var sådan et år vi kun kan grine af i dag, så synes jeg lige du skulle tage at klikke på denne ikoniske musikvideo fra det år jeg blev student.

(OBS: vi havde farver dengang, jeg tror bare det er fordi det skal være sådan lidt kunstagtigt at filmen er i sort/hvid.)

I disse eksamenstider

Min søn har netop fået 12 i engelsk.

I sidste uge fik han 10 i tysk.

Jeg blærer mig for vildt med ham, for det gør mig stolt helt ind i knoglerne, at han er så god til både sprog og eksamen og jeg under ham al den succes han kan labbe i sig, efter en skoletid som har været en blandet fornøjelse med alt for mange udfordringer.

Ingen af os tror sådan for alvor på, at det kommer til at gå lige så godt med f.eks. matematikken, men jeg dumpede til matematik i gymnasiet og det er heller ikke der hans far er stærkest, så han har simpelthen ikke matematik i generne.

Hvert år, når mødre begynder at blære sig med deres børns karakterer på Facebook, så er der andre (mødre) som synes de skal lade være med det. Noget med at det er synd for dem der ikke får flotte karakterer.

Det synes jeg er et misforstået hensyn.

Hvis ikke man må juble over en god eksamen, hvornår må man så?

Jeg har selv prøvet at få 12 til eksamen for få år siden og halvdelen af fornøjelsen var sgu da at stå med armene over hovedet og modtage folkets hyldest. Eller, ja. Du ved hvad jeg mener. Jeg brølede ikke sejren ind i hovedet på nogen som havde fået 02, men jeg sendte glade sms-beskeder til venner og familie, købte mig gaver og drak boblevand og blev virkelig glad for al den velfortjente ros jeg fik, efter at have terpet i ugevis.

Min søn har vidst ikke på den måde terpet. Men han er god til at gå til eksamen.

Og lige meget hvad, så bliver jeg glad når han og hans bror klarer sig godt.

Det gider jeg godt blære mig med.

(Og jeg står naturligvis også klar med tudekiks og kram og trøstekage, når det behov opstår).

 

Feriesnacks

Tyrkiet og andet. 2014 047

Har en fest med de ekstra timer i Istanbul.

Tyrkiet og andet. 2014 053

Bling bling i Istanbul (og to af mine i baggrunden).

Tyrkiet og andet. 2014 054

Den var ikke død.

Tyrkiet og andet. 2014 069

“Hvorfor er der aldrig nogen billeder af mig?” Derfor.

Tyrkiet og andet. 2014 082

Idyl.

Tyrkiet og andet. 2014 085

Har ingen anelse om hvorfor.

Tyrkiet og andet. 2014 087

To verdener mødes.

Tyrkiet og andet. 2014 089

Moske og yndlingssupermarked

Tyrkiet og andet. 2014 129

Paradis på jord – og Semi-voksen i raskt trav.

Tyrkiet og andet. 2014 136

“Hvis du lige stiller dig foran de der flotte lys, så tror jeg det kan blive et skidegodt billede!”

Tyrkiet og andet. 2014 154

Feriesnacks.

Mor til voksne

Vi boede i sådan et lille fællesskab af 4 dobbelthuse omkring en pool. Skråt overfor boede en familie med tre livlige børn; Nedlaura, Nejemil og Holdop-Laværmads. På nabogrunden hærgede små russiske unger rundt i en pool fra tidlig morgen til – helt bogstavelig – meget sen nat.  Og indrømmet;  vi blev lidt trætte i masken når vandgeværerne skød lavt over hovederne på os, eller når de russiske vandlege dominerede lydbilledet i timevis – på den skingre måde.

Jeg kan godt huske hvordan det var dengang vi rejste med små børn, som blev trætte og vandkåde og skulle så tidligt i seng, at vi altid valgte ferielejligheder med altan og en smule udsigt. Og købte chips og sprut til voksennydning efter godnathistorien, mens andre voksne gik på barer og lækre restauranter.

En sjælden gang spiste vi den yngste mæt i yoghurt og vuggede ham i søvn, så vi kunne tage en rolig middag i byen, hvor hans lille storebror nød en børnemenu eller dessert,  mens der blev knaldet brikker i klapvognen og vi voksne spiste med kniv og gaffel.

Dengang var det os der tyssede på vores børn, os der fiskede Sankt N op af poolen, den nervepirrende ferie hvor han troede han kunne gå på vandet og os der somme tider var nødt til at hive de små til side til en kammeratlig snak, når andre voksne sendte lynende blikke i vores retning.

Men det er længe siden.

Nu kan vi som regel lade vores børn sidde med ved bordet, de kan både drikke ferieøller og tyrkisk the, spise voksenmad og nyde en ferievodka på terrassen efter maden. Og de læser bøger og powernapper og henter morgenbrød på skift og laver mad og rydder væk og drikker kaffe og er søde på den der afslappede voksenmåde, som vi synes er det hele værd.

Men når der sker mine børn noget, så vågner dragen i mig, hurtigere end du kan klappe stavelserne i “mor” og skubber alt det voksne af bordet med et snuptag.

Lidt ligesom dengang Hr. R. havde vænnet Sankt N fra sutten på en weekend uden mig og jeg straks mosede en gennemgumlet sut i hovedet på den lille ved det glædelige gensyn, fordi han så så træt og nuttet ud. (Og fordi jeg så ikke lige vidste at han var vænnet fra  – det var før vi delte den slags info via det der SMS-halløj).

På vores hjemrejse fra Tyrkiet, troede vi først at de mange forsinkelser i først biltrafikken og siden den luftbårne trafikvariant igen var vores største udfordring.

Men det viste sig at en af sønnerne lige så stille sad og blev så skidt tilpas, at han dårligt kunne være i sin egen hud. Og så var det pludselig mindre væsentligt at vi ikke kunne nå at spise rolig aftensmad som planlagt, men i stedet var nødt til at overveje, om han overhovedet skulle mere ud at flyve den aften. Oppe i mit hoved lavede jeg alverdens paniske planer og logiske slutninger i løbet af en ret nervepirrende times tid i limboland, dog uden at få brug for nogle af dem.

For mit i panikken rejste han sig bare op og gik med om bord på flyet, hvor han faldt i splattersøvn, midt i larmen fra en udskolingsklasse på vej hjem fra lejrskole. Med hovedet op ad kæresten og pylreblik fra den opkørte mor, som var nødt til at overveje, om det der mor-hurlumhej mon nogen sinde stopper, sådan for alvor.

Men ellers var det nu en god ferie vi der fik holdt os.

Og i morgen smider jeg altså et billede eller tre. Mere så du er advaret.

 

Tyrkisk hamam – russian style part. 3

Vi havde valgt at bruge netop denne dag til hamam, da vejret jo var mindre brugbart til solferie. Så vi skævede noget til de dunkle skyer, mens vi gik forbi poolen hen til et overdækket område med liggestole, hvor vi blev bedt om at sætte os og vente. “You, lady – first!”. Og så gik de med min svigerdatter, mens jeg blev ladt tilbage med de to store russere, som dog ikke ænsede mig.

Dernæst var det mig der blev hentet af en ny ung mand, som førte mig til nogle skurvognsagtige pavilloner bag poolområdet. Lidt trashy, men på den spændende måde. Sådan lidt cirkusby-agtigt. Her stod en lille thai-dame klar til at tage imod mig. Hun holdt hænderne samlet foran sit ansigt til en hilsen og jeg trådte ind i en verden som ikke længere føltes specielt tyrkisk.

Hvor de unge mænd i shorts måske nok kunne håndtere skum og vaskeklud, så var her en dame som forstod at finde samtlige ømme punkter på min krop. På et tidspunkt tror jeg faktisk nok at hun stod oppe på briksen og arbejdede, mens jeg lå på maven, men så lå jeg også bare helt stille, indtil hun sagde “skjus me” og gik ud for at komme tilbage med en veltalende ung mand, som forklarede at han nu ville oversætte hvad hun havde fundet ud af ved at massere mig indtil videre, da hun ikke var så god til engelsk. *host host, ikke er ansat til at mersælge*.

Nåhm, jeg havde ømme fødder (yes), trætte lægge (tjek), spændinger i hovedbunden (sikkert) og saltophobninger i skuldrene. (Nå?!). Jeg var nødt til at spørge om han vitterligt mente salt. Og det gjorde han, “ligesom det man putter i maden, yes yes.”. Men no worries, for massøren kunne sagtens få det hele til at gå væk, hvis jeg bare valgte at tilkøbe en ekstra massage på små 40 minutter. Dette takkede jeg høfligt nej tak til, med den spage undskyldning, at jeg var her med en anden. (som på samme tid fik stort set samme sang, dog uden saltophobninger og sikkert derfor hun kun blev foreslået 20 ekstra minutter – men hun er jo også det yngre end mig.)

Stemningen var stadig fin, selvom jeg valgte at beholde mine saltophobninger og jeg mente det oprigtigt, da jeg takkede for en skøn massage til både den lille dame og den nye unge mand som stod og ventede på mig udenfor og høfligt spurgte til massagen.

Nu var det tid til det der chokolademaske.

På billederne lå man på en briks og fik chokoladen smurt på med en form for spartel, men det var meget langt fra virkeligheden. Jeg mødte Velcro, som allerede var færdigsmurt på hele kroppen og hun kunne advare mig om, at det her altså var lidt specielt.

I midten af et lidt grottelignende anlæg, hvor der på den ene side var klart til det mudderbad, som hørte til en af de behandlinger som blev afsluttet med rødvin, stod en lille sort mand med en stor hvid spand fuld af flydende chokolade. “afrikansk massagepakke”. Sort mand. Chokolade. Ahm, vil du holde op.

Som Velcro bagefter sagde, så kunne man snildt have lækret oplevelsen op, ved at chokoladen havde ligget i et labert kar eller noget, men det var der ikke noget af. I stedet skovlede den lille sorte mand chokoladen op med hænderne og klaskede den på krop, badetøj og ansigt, uden den store indlevelse. Det var  både akavet og lidt pinligt – og så var det koldt. Hvis jeg på noget tidspunkt skulle have ringet til ham Stormogulen, som kendte alle i byen og kunne fikse alting, så var det nu. Men i stedet grinede vi af det og takkede ja til varm the, mens vi ventede i cirka 10 kolde minutter, på at chokoladen skulle trænge ind i huden, eller sådan noget.

Nogle russiske damer som ellers havde takket nej til the, nappede vores glas fra bakken, da den lille fyr kom tilbage fra baren med the til de to frysende danskere. Men han hentede bare nye forsyninger til os, mens vi skyllede chokoladen af os i et ret lækkert hjørne af det der grottemiljø, med hele tre brusere med overraskende varmt og rart vand. Desværre hjalp det ikke på den fedtede følelse, der først forsvandt da vi tog et ordentligt brusebad, vel hjemme hos drengene igen.

Da theen var drukket, var det også slut med unge guidende mænd og vi forstod at behandlingerne nu var slut for denne gang.

Små tre timer havde vi brugt i dette virvar af mennesker og russiske gloser og det havde i sandhed været sjovt. Da vi havde klædt om og kom op i receptionen igen, fandt kassedamen fra Ringsted os med det samme, for at høre hvad vi syntes om det. Vi sagde noget pænt og smilede ægte til hende, for selvom det var noget bizart undervejs, så var det også virkelig, virkelig sjovt.

Her er en lille video, som stort set viser hvad vi oplevede. Stort set.

Tyrkisk hamam – russian style, part. 2

Bagefter kunne vi sådan set godt se, at det nok ikke var den autentiske version af en tyrkisk hamam vi her havde oplevet. For voksne, tyrkiske kvinder bliver næppe skrubbet af unge tyrkiske knægte i sportsshorts og bar mave.

Men mændene tog os i hænderne og førte os ind i et flisebeklædt lokale fyldt med kvinder i badetøj og unge mænd i sportsshorts, med en stor flisebelagt bænk-agtig ting midt i lokalet og højt til et meget smukt loft. Den knægt der skulle vaske mig, spurgte hvor jeg kom fra og rablede nogle fodboldklubber af sig, da han hørte at jeg var fra Danmark. Men ellers snakkede vi ikke sammen. Han lod mig godkende temperaturen på vandet, hvorefter han overhældte mig med lunt vand, mens jeg sad der på bænken, som et lille barn i en balje (altså, jeg sad ikke i en balje, bare så det lige er klart). Så skrubbede han mine arme og skuldre, hvorefter jeg blev bedt om at lægge mig ned, så han også kunne skrubbe min ryg og mine ben. Min svigerdatter sad lidt længere henne og fik den samme behandling, stort set synkront med mig og ca. 10 andre mennesker. En enkelt mand blev også vasket, dog af en lille thai-kvinde – og med tøj på hele kroppen.

Havde vi haft øjenkontakt, Velcro og jeg, så havde vi nok ikke undgået at fnise. Men som tingene var, kunne jeg ikke lade være med at konstatere, at det måske nok var lidt kitch og ret grænseoverskridende, at det var unge mænd i bare overkroppe der førte vaskekluden – især når nu jeg havde regnet med store tykke damer med knold i nakken og hår på overlæben – men at det faktisk var okay hyggeligt og sjovt at blive vasket på rad og række, som små børn, mens der netop sad små børn i hjørnerne og legede med vand. Der var intet porno over situationen, selvom jeg godt kan høre at det lyder sådan lidt…lummert.

Efter afvaskningen blev vi skrubbet og så var der skum-massage, hvor store stofposer fyldt med sæbeskum, blev kørt hen over ryg, arme og ben, hvilket var ret labert, alt taget i betragtning. Så blev vi skyllet af igen, viklet i tørre håndklæder og dernæst fulgt ud til en ny ventende ung mand - nu med  tøj – som viste os hen til nogle indendørs liggestole, hvor en lille thai-kvinde kom og penslede en ansigtsmaske på os.

Vi havde helt glemt hvad vi skulle nu og var nødt til at sige til hinanden, at det her tog vi bare som den oplevelse det vitterligt allerede var.

Så blev vi vist hen til nogle håndvaske, hvor vi selv skulle skylle ansigtsmasken af, mens andre stod i kø bag ved os. Her havde det måske været mere delikat med en varm vaskeklud eller sådan noget, men nej.

Sammen med to store russiske mænd, blev vi nu ført udenfor. Vi håbede ikke, at det var tid til det der photoshoot nu, som kunne være en del af pakken. For vi magtede ikke at blive fotograferet – og slet ikke sammen med to store russere.

 

Tyrkisk hamam – russian style part. 1

Med håndklæder og badetøj under armen entrerede vi det store paladslignende badetempel. Der var ikke sparet på hverken pangfarver eller svungne møbler og efter et par minutter i de svulstige møbler, mødte vi Ada, som viste sig at være fra Ringsted og sidde i kassen i Føtex om vinteren. Hun lirede lidt af om de forskellige massagepakker de havde på stedet og jeg noterede mig, at de to luxuspakker indeholdt muligheden for et glas rødvin til at slutte af med.

Selvom vi bare havde forestillet os at vi skulle have et stille og roligt tyrkisk bad, så endte vi med at blive enige om en såkaldt afrikansk pakke, som indeholdt dobbelt så lang massage – og chokoladekropsmaske.

Nåhm, hvem kan sige nej til det?

Vi betalte, fik et orange armbånd på og blev vist ned i kælderen, hvor ragnarok allerede huserede.

Det virker som om arbejdskraften er ret billig i det tyrkiske. Og at nogen måske opfinder jobs til unge knægte, fordi de skylder nogen en tjeneste.  I hvert fald mødte vi virkelig mange unge mænd, som fordelte små opgaver mellem sig, uden ligefrem at blive overanstrengt. På vores yndlingsrestaurant var der således en til at lægge servietter frem når vi satte os, en til at fjerne vinglassene, en til at vende tallerkenerne og en til lige at feje bordet med en lille fiks kost når vi var færdige. Og ingen af dem fik lov til at tage imod bestillinger, ej heller at servere maden. Panikken bredte sig faktisk, da Hr. R. formastede sig til at bede om regningen, mens den eneste reelle tjener lige var et smut ovre at handle i nærmeste supermarked. Måske fordi tjeneren var den eneste der måtte håndtere penge, havde han ikke sendt en af de unge af sted.

Nåhm, i badetemplets kælder stod en klump af unge mænd og viste vej til både badesko, tørklæder til at binde over badetøjet og til sidst endda kvindernes omklædningsrum. Der var ikke noget brusebad ved omklædningen, hvilket vi studsede lidt over. Så da vi havde skiftet og blev vist ind i et rum med flere unge mænd, en stor jacuzzi og en dør ind til en sauna, spejdede vi efter brusere, stadig uden at finde dem. Mændene snakkede russisk til os og vi blev, sådan lidt hektisk, skubbet ind i en sauna uden udpræget meget plads. Hurtigt konstaterede vi, at ingen af os var deciderede saunatyper, hvilket gjorde det unødvendigt at tilbringe overdrevet meget tid på de varme bænke. Så vi gik ud igen, hvorefter vi endelig blev vist hen til nogle brusekabiner.

Min kabine lugtede af mandesved på den lidt ærgerligt måde.

Ude igen, blev vi vist hen til jacuzzien. En nye ung mand snakkede en smule engelsk og da jeg spurgte ham om badet var varmt eller koldt, sagde han at det var “normal”. Det var så en ret kold variant af “normal”. Men da først vi havde mistet følelsen i kroppen, kunne vi godt holde det ud.

Men så blev vi kaldt op af badet og vist ind i et dampbad. De første minutter syntes vi faktisk ikke det var noget at snakke om, der samlede sig lidt damp omkring pæren i loftet, men ellers var det meget stille og roligt. Det viste sig så, at der slet ikke var tændt for dampen endnu og da den først var i gang, skal jeg da ellers love for, at dampen gjorde sin ting. På et tidspunkt sad vi begge med hovedet mellem benene, for overhovedet at kunne trække vejret nogenlunde ordentligt og jeg prøvede at lade være med at drage paralleller til gasning af jøder. Til sidst fik jeg nok og heldigvis var Velcro også klar til at forlade dampen.

Vel ude, blev vi igen dirigeret mod først bruserne og dernæst jacuzzien. Vi prøvede at forklare at vi allerede havde været der, men det vidste de skam godt. Så ned i kulden med os. Og 10 tykke russere. Så skulle vi i dampen igen og denne gang i selskab med de festlige russere, som sikkert grinede halvhånligt af os, da vi igen måtte give op for varmen og en snigende klaustrofobi – altså for mit vedkommende.

Efter endnu en shower, blev vi kaldt over til nogle nye unge mænd, som stod og ventede op os ved en dør. Nu havde jeg ikke briller på, så ved første øjekast så jeg slet ikke hvor afklædte de her mænd egentlig var. Men det gjorde Velcro. Hun grinede og sagde noget om, at det her behøvede Semi-Voksen så ikke at få forklaret i detaljer.

 

Når regnen falder på en solskinsferie

Youtube er lukket land i Tyrkiet. Det vidste vi godt, ligesom vi vidste at spiritus er så absurd dyrt i supermarkedet, at det overhovedet ikke giver mening at glemme at købe noget toldfrit med fra lufthavnen. Men heldigvis var der så meget andet man kunne fornøje sig med, som nu f.eks. sol, vand, lammekebab, vandmelon, krimier, kæmpebølger, pool, gåture i flot natur, lige lovlig spændende cykelture i en trafik hvor færdselsloven kun ses som vejledende – og nydning af luxustid med eget, ret voksent afkom.

Men jeg lovede jo, at jeg ikke ville kede med basic solferieberetninger.

Det var således, at selvom vi havde planlagt en solferie, hvor jeg skulle gå med hat og alle solbriller skulle i brug, så havde vi faktisk halvanden dag med uvelkommen regn. Og tordenbyger så bragende som de kun forekommer mellem bjerge. Den første halve dag tog vi det pænt. Det var dagen efter vi var kommet og vi var stadig bare glade for ikke at være i lufthavnen i Istanbul længere. Men på den næstsidste dag truede vejrudsigten igen med sløjt vejr, ja faktisk med decideret tordenstorm og udråbstegn og regn. Så allerede et par dage i forvejen, spurgte jeg om de andre evt. ville være friske på at prøve sådan noget tyrkisk bad, nu vi var her. Og i stedet for at sidde og bitre den indenfor.

Det kom egentlig ikke bag på mig, at drengene rystede takkede nej, som om jeg havde spurgt dem, om de ville med en tur på det lokale bordel eller sådan noget. Deres far, som ellers har overlevet en par-massage i det pureste klinke-klankeland, han skulle heller ikke nyde noget og det var måske mest for at være solidarisk med sine sønner, det ved jeg ingenting om.

Men her var det så, at svigerdatteren kom på banen og klart meldte ud, at det gad hun så altså godt være med til. Hun havde endda prøvet det før, var engang blevet skrubbet i smadder af en stor dame i Paris. Så vi googlede lidt rundt, men endte med at spørge den lokale stormogul til råds, for at være sikre på at komme til et ordentligt sted.

Stormogulen er en fyr som kender alle der er værd at kende i byen, som fikser alt det der skal fikses og står for alt det praktiske i det hus vi havde lånt. Han vidste naturligvis lige hvor vi skulle hen og ville sådan set også gerne køre os, hvis det var. Det var det dog ikke. Vi havde en lejet bil og selvom jeg kun turde køre rundt i trafikken på cykel (I know, very logisk) så havde vi Hr. R. som kunne køre og hente os igen og som ikke havde så meget andet på regndagsprogrammet. Men vi lovede stormogulen at ringe til ham med det samme, hvis der var noget vi var utilfredse med, hvis prisen f.eks. var for høj eller massagen ikke tilfredsstillende. Han kendte nemlig (naturligvis) ejeren, så det skulle han naturligvis nok fikse.

Således beroliget, turde vi godt kaste os ud i den der hamam.

Stuck in Istanbul

De hektiske mennesker fra flyselskabet havde sådan set allerede ombooket os, da vi fandt dem efter lidt forvirring i ankomstområdet. Vi havde endda fået plads på først ledige fly, som altså bare desværre først fløj 8 timer senere. Men hvis vi lige smuttede over i indenrigs, så skulle vi også nok få noget morgenmad på deres regning. Aij,  tak skal I have.

Her kunne vi jeg sagtens have basket et skænderi i gang,  om hvad der er tjent ved at spare penge og flyve med skodselskaber midt om natten. For ferien var allerede blevet kortet af i den anden ende på grund af et aflyst fly og vi var trætte og jeg savnede min tandbørste og havde ikke været med til at bestille de lorte-billige lorte-billetter. Men heldigvis blev skænderiet liggende på tegnebrættet, selvom jeg tror at både Hr. R og jeg var indstillet på at det måtte komme.
Måske var det trætheden der spillede ind og som også gjorde os så milde og medgørlige, at vi både glemte at brokke os OG spørge hvor vi så kunne få det der morgenmad.

Og da vi begyndte at spørge folk der burde kunne hjælpe os, opdagede vi at personalet i lufthavnen var overraskende dårlige til engelsk, men til gengæld ret gode til at ekspedere problemer videre.  “Go to the left and then to the right,  (out of my sight, bye bye).”

Til sidst tog R et ansvar vi andre ikke magtede. Og mens vi stenede i nogle plastikstole,  gik han tilbage for at få ordentlig besked om både det ene og det andet.
Vi kunne faktisk godt få pladser på et tidligere fly.  Altså to af os, hvilket han så valgte at takke nej til.
Og morgenmaden? Den kunne vi få på McDonalds. Det vidste de så bare ikke på McD.  Eller også vidste de bare ikke hvad de skulle stille op med alle os ihærdige udenrigsturister. Det tog i hvert fald noget tid, hvor vi bitchede, sammen med en dansk/tyrkisk familiefar, som også var stucked med sin familie.

Hvad skal man lave, når man pludselig har 8 sprøde timer i en inderigsterminal i en nok så international lufthavn? Vi var overhovedet ikke gearede til at kigge i det sparsomme udvalg af butikker, bogstaverne flimrede i bøgerne og de landende fly kunne vi ikke rigtigt piske en stemning op omkring i længden.
Så vi sov, sådan lidt på skift.  Jeg vil faktisk vove den påstand,  at den lur jeg tog henover to plastikstole med et plastikbord i mellem, var bedre end den i flyet.  Måske fordi jeg trængte mere til den. Det vil jeg faktisk slet ikke afvise. Men jeg følte mig nærmest både frisk og udhvilet og det ragede mig langsomt om min mund så havde stået åbent og jeg havde sove-savlet – spillede ingen rolle.

For da jeg vågnede havde viserne endelig taget et ordentligt ryk på Sankt N´s old-school armbåndsur og sørme om ikke vi var klar til at spise frokost.
Så vi futtede tilbage til McD, som nu heldigvis havde fjernet æggeretterne fra menuen, men stadig ikke forstod engelsk.  Bag disken stod en flok teenagere og forsøgte at få hinanden til at prøve at kommunikere med os, hvilket ingen sådan for alvor var klar til – end ikke ham der havde slips på.

Derfor endte Sankt N med at smække en brugt vandflaske på disken, da det ikke lykkedes mig at forklare med nok så internationale ord, at vi ikke alle skulle have cola til vores menuer. Senere fik jeg så googlet mig til, at vand hedder “su” på tyrkisk - så måske kan jeg godt se at forvirringen har været til at tygge i for den stakkels pige, som ikke forstod engelsk.

Men det kom også bag på dem, at fem mennesker ikke ville nøjes med to menuer. Og sådan var der så meget. Men endelig kunne vi gå til gaten og da vi kom til vores endelige destination, mødte vi to mennesker som havde været heldige at få de der pladser på det tidligere fly, men som til gengæld havde hængt og ventet på deres baggage i den næste lufthavn, da den kom sammen med os andre – 8 timer senere.