Og der var bogfest..

Jeg har slet ikke nået at få fortalt om den der bogfest jeg holdt sidste weekend. De første dage efter gik nemlig med ikke at besvime af træthed og så skete der andre ting jeg skulle forholde mig til og Hendes Verden kom på besøg og sådan noget.

Men det blev en god fest.

Undervejs i planlægningen var jeg ellers lige ved at opgive, fordi der – luxusagtigt, I know – var så mange andre ting der skulle fejres. Sankt N fyldte f.eks. myndig og det blev fejret i flere omgange. Og der var lokaler der ikke kunne lejes før til maj og mad det viste sig at være alt for dyrt at få lavet ude i byen og så kunne jeg heller ikke finde ud af, hvad jeg skulle have på.

Heldigvis tog vi en frisk beslutning om at fejre alligevel, mens telefonen stadig var varm efter samtalen der definitivt dræbte ideen om et lejet lokale. Vi gør det bare selv, sgu. Hjemme i egen stue, med mad fra eget køkken fine kager fra en bager - og levende musik.

Med fornyet energi gik jeg bananas med at inviterede og mistede lidt overblikket over hvor mange og havde vilde planer om pæne snacks men glemte at overveje hvor lang tid det tager at lave pæn mad og hvorfor spurgte jeg ikke bare nogen om hjælp. Heldigvis var der nogen der ikke ventede på at lige det gik op for mig, hvilket resulterede i, at der også kom ordentlig mad på bordet og ikke kun gulerodsstave kylet i kæmpe fade, skåle med dip og popcorn.

Og da dagen endelig var den, havde jeg både en kjole jeg kunne trække vejret i, høje hæle jeg kunne holde ud at have på, en god hårdag, flot solskin og en masse glade mennesker, som kom med blomster og gaver og chokolade. Vi skålede i bobler, Hr. R. læste højt fra bogen (ja, vi hjerter Hr. R. – big time!), damelogen fremførte et digt de selv havde skrevet (dem kender jeg *stolt smiley*) og jeg lavede en Obama, hver gang jeg skulle sige noget til alle. Åbenbart rart med en lille støttepædagog.

Det er jeg i øvrigt lige nødt til at tænke over, hvis jeg rent faktisk skal ud at holde lidt foredrag, hvilket noget tyder på at jeg skal. Måske jeg kan hyre en af niecerne?

For mig var dagens absolutte højdepunkt, da Malene sang for gæsterne. Selv de små kiddos blev og nød de fine sange, inden de kastede sig over gemmelegene og popcornene igen.

Efterfesten var noget med logedamer, naboer, drinks, frostpizzaer og dansk grand prix. Og da alle gæster var gået, dansede Hr. R. og jeg en frisk disco, inden vi opdagede at jeg nu faktisk havde fødselsdag. Den længste og mest trætte fødselsdag jeg længe har haft.

Men så absolut den dejligste bogfest.

Ever.

 

 

Lektørudtalelse – det er det de unge vil ha´

Når bibliotekarer køber bøger, så læner de sig ofte meget tungt op af lektørudtalelser, da de ikke har en chance for at kende til alle bøger på markedet. Stille død har fået sådan en udtalelse nu, den er god og derfor giver det nu mening, at du finder din lokale bibliotekar og plager vedkommende noget så inderligt om at købe bogen hjem.

Ringsted, Mette Ziemendorf
Stille død : om at passe en døende i eget hjem (2014) – BOG

Anvendelse/målgruppe/niveau
En lille bog skrevet særligt til pårørende, som overvejer at passe et døende menneske i hjemmet, frem for på et sygehus eller hospice. En lille bog til pårørende, der overvejer at passe et døende menneske hjemme, frem for på et sygehus eller hospice

Beskrivelse
Forfatteren har tidligere skrevet Meget små børn, 2000. Dette er en meget lille fin bog om at dø i eget hjem, og alle de mange tanker og følelser der følger med. Vi følger forfatteren og hendes mand, og børn, hvor hendes svigerfar får konstateret uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen, og efter kort tid bliver meget afkræftet og terminal. Da han bor alene, påtager familien sig hurtigt ansvaret for at passe ham sammen med hjemmeplejen. Bogen beskriver meget åbent og ærligt alle de forskellige lag af følelser og handlinger, der følger med, når man uventet får ansvar for at passe et andet menneske. Den giver et meget fint billede af det at være pårørende, og hvordan det både er hårdt og sårbart, men også hvordan det styrker det nære i livet. Fortællingen aftabuiserer det at dø i eget hjem, fra noget der måske for nogen, kan føles som et stort skridt til noget smukt og naturligt

Sammenligning
Eva Jørgensen har skrevet Kære pårørende : kom vel igennem en svær tid, 2013. Der er flere titler i sammen genre

Samlet konklusion
Det er en fin fortælling, skrevet fra hjertet og med respekt for den døende

 Lektør: Mette Fersum

Mette Fersum – I love you.

 

Carpe fucking diem, så!

Jeg opdagede beskeden mens jeg var ude at gå en tur.

Ja, jeg er typen der tjekker Facebook mens jeg går tur, åbenbart. Men jeg gik også i et kedeligt parcelhuskvarter og beskeden dukkede op i en gruppe som ellers har ligget stille i årevis.

Den gamle gymnasieklasses side. En klasse som i år kan fejre studenterjubilæum, men som reelt ikke har haft meget med hinanden at gøre som gruppe, siden dengang. Og som måske heller ikke kommer til at gøre det store ud af jubilæet ligefrem.

Fuldstændigt uf af det marts-blå, poppede en besked op på siden, fra en jeg mest husker for hendes underfundige smil  - og ret sjove hår. En mild og god pige, som ifølge sine Facebook-billeder var blevet voksen kvinde uden at miste glimtet i øjet.

Der var bare ikke noget muntert ved hendes ord om alvorlig sygdom og en sommer som meget vel kunne blive den sidste.

Hvad bilder skæbnen sig egentlig ind?

Jeg lagde tøj sammen, ryddede op, tastede skattefradrag og nøflede formålsløst rundt på nettet, mens jeg hele tiden tænkte på, hvor helt ufattelig strengt det er, at alle mennesker ikke bare kan blive tudsegamle. Måske især dem med fine, underfundige smil.

I Damelogen griner vi af en fuldemandssamtale vi engang var nogen der havde, om at gribe nuet og leve hver dag som om det var den sidste. Men selvom der hurtigt går Nik & Jay i den, så er det jo også vigtigt at kysse i stedet for altid at passe sin sengetid, at nyde nybagt brød med smør – helt uden at tælle kalorier og at rejse ud i verden, hvis der er steder man drømmer om at se. Når og hvis man kan.

Så tips og tricks om rejser til New York modtages med kyshånd.

Og mirakler, som kan redde underfundige smil. Ikke mindst.

Kommentar fra det nordjyske

Der er kommet en kommentar fra det nordjyske, som er så fin, at den får sit helt eget indlæg. Med tak til Charlotte.

Jeg er her FORDI jeg læste artiklen i Nordjyske Stiftstidende idag, om jeres forløb.
Jeg blev så glad! – fordi jeg nu på en eller anden mærkelig måde kunne slutte fred med min egen samvittighed og vide at min mand og jeg OG vores 2 børn på dengang 11 og 13 gjorde NOK for min svigermor…….
Min svigermor døde d. 31 august sidste år. Hun var syg af uhelbredelig kræft og hun var lige en smut indenom sygehuset for 3 år siden og få en operation. Det var et mareridt, hun fik sygehuskuller og kunne slet ikke finde ud af at være indlagt.
Hun og min svigerfar var 3 generation på gården og det var hendes fødehjem. Vi er naboer, men min svigermor og mig har aldrig haft et tæt forhold. Udemærket, men aldrig tæt.
Da det rykkede tættere på at vi vidste at hun skulle dø indenfor relativ kort tid var vi MEGET i tvivl, kunne vi håndtere at hun døde hjemme – kunne vi holde til det???….. Vi havde egentlig ikke noget valg i vores hoveder, fordi vi jo godt vidste at hun ville få et mareridt ud af at skulle dø på sygehuset.
Men jeg vil være ærlig at sige, at jeg absolut ikke så frem til den sidste tid med Søster som hun blev kaldt, men jeg blev enig med mig selv om at det nok skulle gå.
Jeg var faktisk lidt bange. Jeg vidste intet om pleje, er ikke specielt omsorgsfuld, forstået på den måde at jeg føler mig lidt akavet i visse tætte relationer, hvor andre bare befinder sig som fisk i vandet, og hvor det hele bare falder naturligt. Måske også bange for at hun skulle dø på min ” vagt” !!!
Da vi havde meldt beslutningen ud til hjemmeplejen, sagde de at det var en god beslutning og at de ville hjælpe os ALT det de kunne… Så sådan blev det.
Søsters sidste tid kom til at vare godt 3 uger!!!!……
Det er den hårdeste tid jeg nogensinde har haft – og samtidig den bedste. Jeg havde ikke taget sygeorlov, hvilket jeg set i bagklogskabens klare lys ABSOLUT vil anbefale andre at gøre, det var hårdt at gå på arbejde og så tænke over hvad der mon skete hjemme. Men min svigerfar på 83 var der HELE tiden, min mand er landmand og enebarn!! og var også lige omkring, og hjemmeplejen kom hver anden time, men jeg oplevede en samhørighed med min svigermor som jeg ALDRIG havde haft før.
Jeg savnede hende når jeg var på arbejde. Det første jeg gjorde når jeg kom hjem var at køre ned til hende. Og vores børn kom derned når de kom fra skole. De læste avis for hende, og den lille sang for hende og fortalte farmor alt mellem himmel og jord. Den store, der er lidt konfliktsky som hans mor!!!!!…..sad pludselig oppe midt i sengen og hyggede sig med farmor, gav hende et bab på cigaren eller hjalp hende med at drikke.
Når jeg oplever det igen ved at at skrive det her, så var det en proces der for os alle 4 OG for mine svigerforældre blev en helt naturlig afslutning på et langt og godt liv.
Da Søster døde havde vi sovet dernede og min mand var gået ud for at fodre dyrene – min datter var lige cyklet hjem for at ta et bad – min søn og mig var i køkkenet og min svigerfar sad og holdt “pause” mens hjemmehjælpere og sygeplejersken lige var alene i soveværelset, og så døde hun i hænderne på dem.
Vi var der jo 1 minut efter….
Men vi havde det alle lidt træls bagefter fordi der ikke var en af os inde i soveværelset da hun døde, men jeg fik så at vide fra en veninde der er sygeplejerske på sygehuset, at størstedelen af de ældre der dør, dør alene!! Og det var hendes teori at det ville mange folk helst, fordi det som regel skete mens de pårørende var på toilettet, ude at ryge eller lign…. Så også den side af sagen var ok:-)
Vi fik bagefter at vide af hjemmeplejen at de var så betagede af vores børn, at de aldrig havde set børn være så tæt – og nysgerrig og en naturlig del af hele processen omkring det at dø…. Vi var også stolte af dem, måden de håndterede det på, det har været en stor hjælp for dem i sorgprocessen ( og forløsningsprocessen, fordi det var en KÆMPE lettelse og forløsning da hun døde!!!!)….at de havde været med hele vejen. Der var ikke noget de ikke havde set.
Ðet  egentlig ville sige med det her er, at det er SINDSYGT hårdt. Men at det er det hele værd. Ofte sov søster jo når jeg sad hos hende, men bare det at sidde og nusse hendes hånd var også rart.
Og jeg startede egentlig med at tænke ” ok, det her gør jeg for min svigermor” men jeg endte op med også at gøre det for mig selv!!!
Vi startede et sted og landede et helt andet sted end vi troede muligt. Vi lærte meget om os selv og om os som familie. Vi kom styrket og med et stærkere sammenhold ud på den anden side….
Gør det hvis det er muligt, tag orlov fra job imens og lær en hel masse om jer selv, men for guds skyld lad være med at ha dårlig samvittighed hvis ikke I kan – der er 1000 måder der er rigtige at gøre tingene på….

Kemo & Comedy

Det er ikke fordi jeg ser særlig meget stand-up. Det er blevet til lidt Anden, lidt Gintberg og ellers kun småtterier. Og hvis der er en mand jeg aldrig har syntes var sjov, så er det Geo. Det mærkelige hår, de mærkelige bevægelser og alt for høje lyde gjorde, at jeg slog væk, hvis han dukkede op i mit fjernsyn. Not my kind of fun. Alt for mærkelig.

Men så skrev han en bog om sit sygdomsforløb og af en eller anden grund, så gjorde den mig nysgerrig. (Det var kort efter Old Mans død, temaet var ligesom slået an). Jeg havde netop læst Charlotte Bircows bog, som var alt, alt, alt for lyserød til min smag. Noget med “bare” at spise sundt og dyrke en masse motion, så skal du nok blive rask. Agtigt. Wehuu!

Den bog Geo havde skrevet var både ærlig, rørende og ret sjov. Jeg endte faktisk ligefrem med at købe den og fik en respekt for ham, som ikke havde noget som helst med fjollede lyde eller mærkeligt hår at gøre, tjekkede interviews og begyndte at følge ham på nogle sociale medier.

Og da han proklamerede sit engangsshow på Bremen, skyldte jeg mig at købe billetter, uden at ane hvorfor det var så vigtigt for mig.

Det ved jeg nu. Efter en lørdag aften med en småsløj Sankt N under armen og et show der sparkede røv.

Aldrig nogensinde har jeg grinet så meget af en sygdomshistorie! Klaskede mig på lårene og hulkede af grin over manglende privatliv på Rigshospitalet, manglende testikel, gamle læger, unge læger, manglende sexliv, manglende indtægt. Det lyder mærkeligt, det var det også – men det føltes rigtigt.

Crazy, crazy, crazy. Men også ærligt. Og rørende. Og i den grad med til at bryde et tabu. Kræft er ikke sjovt, men en del af manges liv. Og nogle af de ting man oplever, når man lever med kræft, tåler at vi griner af dem. Sammen. Med respekt.

cropped700468-Geo-Kemo-og-Comedy-show

På et tidspunkt kommer showet i fjerneren. Måske bliver det også sjovt. Og hvis du hører en der griner meget højt på mor-måden, så må det naturligvis være en andens mor – ikke Sankt N´s.

 

Vinder af “Stille død”

Tak for de fine besvarelser. Der var nogle rørende historier imellem, som nok godt kunne trænge til at blive fortalt, sådan for alvor.

Eventyret om min egen farmor ville stensikkert ikke være kedeligt.  selvom jeg gætter på, at hun ikke ville nå din farmor til sokkeholderne, kære vinder. For jeg har hørt om hende før – så måske du skulle gøre alvor af historien

Tillykke Hanne! Send mig en pb, så sender jeg en bog.

Det er virkelig vildt

Egentlig skulle jeg fortælle om det der Geo-show jeg var til lørdag aften. Af alle de ting man kan lave en lørdag aften, valgte jeg at bruge en aften i Bremen, sammen med Sankt N. Og Geo.

Men han må vente, for mens vi stod i baren og hang ud, modtog jeg to beskeder, af de sejeste slags.

Den ene var fra en Facebook-ven, som skrev at det sørme da var en fin omtale min bog havde fået i Kristeligt Dagblad. Ehm…hva? Det havde jeg så ikke hørt noget om. Men da jeg læste artiklen på biblo i dag, blev jeg både glad og stolt. Og taknemmelig, fordi journalisten i den grad har læst bogen som jeg havde håbet at den kunne læses.

Med henvisning fra forsiden og alt muligt.

Med henvisning fra forsiden og alt muligt!

Den anden besked var fra en kvinde jeg kender perifert, fra dengang vores børn gik i børneren sammen. Det var et tak for bogen, som gjorde mig så glad, at jeg var nødt til at true hende med kram, næste gang vi mødes over en køledisk.

Det var så bare det jeg lige ville sige. Skal nok vende tilbage til ham Geo. (Og en vinder af bogen!)

 

Jeg holder forhåbentlig aldrig op med at blive glad for ros

Jeg blev interviewet igen i dag.

Af en kvinde uden krukkede fornemmelser, hvad angår citatgodkendelse. Faktisk var det hende selv der sagde, at jeg naturligvis ville få teksten til godkendelse inden den blev trykt nogen steder. Den slags kan jeg lide. Også fordi jeg bliver så ivrig når jeg snakker med en der er god til at stille de rette spørgsmål, at jeg måske får sagt for meget. Eller formulerer mig kluntet.

Den slags er virkelig rart at få luget ud af en tekst der helst hverken skal få mig til at fremstå arrogant, bedrevidende eller Messias-agtig.

Det gør mig godt at jeg har et lav-praktisk arbejde at passe, når sådan et interview er slut. Og en familie som holder mig fra den værste selvhøjtidelighed.

Jeg fik sjovt nok den samme reaktion fra både Hr. R. og Frk. Svigerinde, da jeg postede et billede af den sendevogn TV2 har smækket op foran min arbejdsplads i dag. – Er de kommet for at interviewe dig?

Således grounded, kan jeg forhåbentlig bære den ros og positive opmærksom, som jeg labber i mig i disse dage.

Dorte fra Banehuset har skrevet pænt om bogen her.

Seje Helle har skrevet pænt – og udlodder et eksemplar - her.

wpid-IMAG2797_1.jpg

Jeg har snakket med pressen igen i dag – dog ikke dem her.

 

 

 

 

 

Men jeg er jo også blevet gråhåret

Nu bliver vores yngste søn 18.

Det lillebitte menneske, som væltede vores verden og fyldte os med bekymringer vi end ikke havde overvejet i vores 2½ år lange karriere som forældre, han har nu stemmeret, kan tage kørekort og lovligt købe cigaretter i butikkerne. (Hvis han turde for sin mor).

Jeg skal lige overveje hvad det betyder for mig, at jeg ikke længere har det juridiske ansvar for nogen.

Om det gør mig mere voksen.

Eller bare gammel.

Æij, hvor tiden går stærkt her i huset.

wpid-IMAG2790.jpg

Far og søn for 18 år siden.

wpid-IMAG2788_1.jpg

Far og søn nu.

 

 

Velkommen på forsiden

Selvom min mor havde ringet og fortalt mig at jeg faktisk fyldte en del på forsiden, så blev jeg lidt overrasket, da jeg vendte mig mod aviserne på tanken og så lige ind i mine egne briller. Åh nej, fuck. Jeg hev diskret avisen til mig, foldede den med bagsiden udad og lagde den sådan på disken. Hvorefter ekspedienten vendte den, så jeg lå der og smilede op til ham, med Kronborg i baggrunden. – det bliver 14 en halv, sagde han til min skulder, mens jeg forlegent prøvede at være cool og afslappet, mens jeg betalte. Jeg tror ikke det lykkedes særlig godt.

wpid-IMG_20140222_124853.jpg

Men det gode er, at resten af dagen i dag slet ikke handler om mig. Jeg har en søn som runder atten lige om lidt og der er dømt festlig aften med både nachos, øl og kage.

See you on the other side.