Fru Z

Da jeg fandt disse fine billeder gik det op for mig, hvor meget jeg har raget til mig fra mine nu afdøde bedsteforældre. Både hvad angår gener og andet godt.

 Yderst til venstre ser du min farfar. Han var fra Jylland, arbejdede de fleste år af sit liv på Wiibroe, fik dårlige knæ, demens og nåede at blive 90. Han var noget ældre end min farmor, lavede god varm kakao, men holdt sig ellers fra køkkenet. Han sov foran fjerneren og elskede at forskrække oldebørnene med sit flagrende undergebis.

Jeg har de samme korte ben som han, og korte, runde fingre. Men jeg er til gengæld ikke så vild med stærke øl, og jeg er heller ikke så god til at lave ægte, varm kakao.

Ved siden af ham står min Opa fra Tyskland. Han forlod sjældent sit hjem uden en hat, af slagsen som alle ordentlige mænd på hans alder gik med engang. Jeg har de samme mørke øjne som han, men alligevel ligner jeg på ingen måder en latino som han gjorde, med sit sorte hår og sin læderfarvede hud. Det var mit indtryk at han mente at jeg var kvik, og jeg kunne også godt lide ham. Selvom han nogen gange var lidt streng i det, og f.eks. ikke var vild med vildfarne bolde i bedene, når vi spillede mur i gårdhaven. Han var prokurist, god til at finde bær og svampe i naturen, havde både stil og hjerne, og var vant til at få sin vilje.

Det sidste har jeg det også bedst med, og så har jeg arvet hans lange ryg.

I det hvide nederdel og den høje permanent ser du min farmor, i et nydeligt øjeblik. Jeg har aldrig set hende i bukser, til gengæld havde hun engang en rød badedragt, med et stort, frækt kig til maveskindet. Hun vikarierede på skatten, og var en larmende dame, som både grinede højt og skrattende, pruttede, bøvsede, elskede solferier, øl, vin & kulørte drinks, og nød at være kunden, når vi børn legede frisør. Selvom hun gjorde meget ud af at hun var født til noget større (“født Andersen”), så var hun mere en Jensen end min farfar, i hvert fald i den betydning som vores gren af familien var og er det. (Vi kalder det Jensen-humor.) Hun kunne skrive lejlighedssange og lavede en god brun sovs. Og så havde hun flotte ben. Bortset fra de sidste to ting, så ligner jeg hende skræmmende meget. Også på de skæve fortænder, som flere fætre og kusiner er beriget med.

Helt ude til højre, i beige slacks og noget paisley-mønstret, der ser du min elskede Oma fra Tyskland. Hun var køkken-god og verdensmester i at forkæle. Når vi var på besøg, sov jeg altid sammen med hende, og derfor ved jeg hvor højt hun snorkede. Men jeg kan også stadig huske hvor blød hun var at kramme på, og hvor stærke hendes briller var til sidst. Som jeg husker det, sad hun altid og dimsede med et eller andet, når ikke hun var i køkkenet eller i køkkenhaven. Bælgede ærter, skrællede kartofler, eller udfyldte en lottokupon. Og så havde hun en særlig herlig smag i tv-programmer, som hun også nød, når jeg var på ferie hos hende og min Opa.  Hun var kærlig, sensitiv og med hemmeligheder, som jeg ikke kendte til, før hun for længst var død. Og hun døde lige lovlig tidligt, fordi hun ikke gik til lægen, som hun burde. Derfor har jeg aldrig skippet en eneste underlivsundersøgelse i mit liv. Men brillerne har vi tilfælles.

Jeg er altså en skønsom blanding af en stilig prokurist med lang ryg og behov for at bestemme, en pruttende kontordame med skæve tænder og plat humor, en jysk bryggeriarbejder med korte ben & tykke fingre og en omsorgsfuæd, nærtagende hausfrau med dårligt syn.

Og det har jeg alt sammen smidt ned i denne smukke gryde.

Jeg blogger fra den voksne side af 40, hvor det måske nok er for sent at starte forfra, men også for tidligt at give op. Der sker hele tiden noget nyt, også når der ikke sker en skid.