Nu kender jeg ikke svaret, men jeg er ret sikker på, at det er så højt, at ingen diætist ved sine fulde fem, vil anbefale det delikate stads, som del af en fornuftig kostplan.

Så skal vi ikke bare sige, at Summerbird spiser vi fordi vi trænger, ikke fordi vi bør.

Man skulle tro, at sådan en fætter her ville vække opmærksomhed, når den lå i baglommen på en flypassager uden mekanik-gøremål om bord.

Bevares, det var en fejl at den var kommet med. Men det undrer mig, at der slet ikke var nogen fra sikkerhedskontrollen der studsede over den, når nu de til gengæld gik bananas over min toilettaske. Selvom jeg altid har nogenlunde det samme med når jeg rejser, så var det første gang jeg blev stoppet på grund af hudplejeprodukter. Sæben røg først, og jeg trak ligegyldigt på skuldrene, da jeg fik tilbuddet om at spunse nedenunder, for at tjekke min bagage ind, så jeg kunne få den med. Herregud, en sæbe.

Men så blev min taske gennemlyst og hevet til side. Og jeg stod og blomstrede på sidelinjen, mens hr. R. stod længere fremme og kastede spørgende blikke i min retning, mens han sikkert tænkte på, hvor sjov jeg ville blive at være sammen med resten af morgenen, når nu vi alligevel ikke kunne nå at spise dyr morgenmad inden afgang. Jeg endte med at få konfiskeret min potentielt farlige skintonic. Og hende der gjorde det, vidste vidst godt, at det ikke var en billig en af slagsen. For hun beklagede og så helt træt ud over reglerne.

Det hjalp ikke på mit styrdykkede morgenhumør, at hr. R. kom med besserwissende kommentarer til konfiskeringen, og heller ikke, at Easyjet flyver fra yderkanten af Amager, så man skal trave i årevis for at komme til boarding. Ingen morgenmad til os. Og et humør der var tæt på dårligt.

Indtil vi kom op i flyveren, hvor en skøn, tysk stewardesse, som næsten ikke kunne være i flyveren for bare energi og røv, bød os velkommen på et cirkustysk, som var en parodi værdig. En mormor med et børnehavebarn på slæb, spurgte den lille om han var bange, og han svarede ja. Efter to sekunder sagde den lille, på selvtrøstende vis, at når han blev voksen, så ville han ikke være bange for at flyve mere. – ork jo, sagde den pædagogiske mormor, den slags går aldrig over, jeg er stadig bange for det…

Og så var der en ung fyr der ikke kunne finde ud af at lukke bagageklappen, og så kom cirkus-stewardessen rendende, og viste ham hvad han skulle gøre. Og sagde – yes, yes, I was looking at you from the behind…Mens hun hev sig sigende i huden under det ene øje, og lavede en dramatisk “I see you”.

Og da så den båndede sikkerhedsgennemgang lød som noget fra Little Brittain, begyndte det at hjælpe på humøret igen.

Vi boede på Andels Hotel, som er pænt, ikke videre dyrt, og så centralt i forhold til sporvogn og s-bahn, at du næsten kan læse skiltene fra værelset. Og der skal vi bo igen. Næste gang.

Men byen er også bare interessant at dalre rundt i, smage på og undres over. For det er ved gud en by, som ikke går i små sko. Der er storslået byggeri nogen steder, dekadent forfald andre steder, skudhuller ALLE steder, og historier som overgår enhver fantasi. Fra verdenskrige, kolde krige, spionerier, angiveri og alt det der med muren.

De bygger en del pt.

Men har da humor til lyserøde byggerør.

Hvem er højest i byen her? Der er i hvert fald flest af de gule..

Skudhuller alle steder. Kig selv. Alle steder.

Lidt skørt.

Mere skørt.

‘ Overblik haves.

TV-tårnet kan man ikke undgå at møde.

Heller ikke om aftenen.

I alle turbøgerne står der, at man skal besøge den jødiske kirkegård i Prenzlauer Berg. Det er muligt at det ville være interessant, men de gange vi har været forbi, har lågerne været låst. Jeg skal ikke kunne vide om det skyldes hærværk, paranoia, nuværende eller tidligere krige. Men der er heldigvis masser af andre kirkegårde i byen. Massegrave i fire lag på Garnisonskirkegården i Mitte, for eksempel; Unge mænd der aldrig kom hjem fra krig, pompøse mindesmærker for gamle familier, og masser af bænke, hvor berlinere sidder og smasker frokosten i sig, inden de dapper tilbage til kontoret.

Pompøst.

Kunstnerisk.

Personligt.

Det kan være fristende at slå sig ned på en af de nydelige udendørsrestauranter, som fylder op på Hackescher Markt. Men det er efterhånden lidt af en turistfælde. Vi havde til gengæld en fest med en lille halvtredsercafé, og især med Ballhaus i Mitte, som er glimmer, glitter, forfald og spøjs mad med stor smag. På en og samme tid. Nogle aftener er der danseundervisning, og havde vi ikke været for trætte, så kunne vi have oplevet noget argentinsk tango tirsdag aften.

Bevares, så har vi da noget at vende tilbage for.

En bette schnitzel.

Pause.

Hvornår har du sidst set guldgardiner på en dansk café?

Ballhaus udefra..

Ballhaus indefra – klar til dans!

Festlig mad på Ballhaus,

Og nogen gange skal man bare følge de fine råd fra guidebøgerne, for så kan man ende et sted hvor der er seriøst højt til loftet og direkte kig til gryderne.

Hvad mener du med modlys?

Lidt skørt.

Der er byer vi besøger, og så er der byer hvor vi føler os hjemme. Amsterdam er sådan en by. Og Berlin.

Og der er sket meget, siden jeg besøgte byen første gang, dengang Øst lå bag en mur og var så langt fra hip, at det er til at dø af grin over, hvor meget alt har ændret sig.

Vi kommer aldrig til ikke at ligne turister, når vi holder pause med R begravet i kortbøger og mig der patter på en vandflaske, mens jeg kigger mig omkring, som om intet rager mig mindre end hvor vi er, eller hvordan vi kommer derhen hvor vi skal. Men eftersom vi allerede har sat hak ved de vigtigste must-sees ved tidligere lejligheder, og endda er blevet fortrolige med logistikken, så er  der efterhånden overskud til at undersøge nye hjørner af den hippe storby, uagtet at jeg hele tiden er nødt til at spørge, hvor vi egentlig er.

Det dekandente KaDeWe, den trashede gårdhave med de originale Berliner-retter på menuen, en rundfart på Spree, med sprød, politisk satire fra guiden og hende her i højtalerne, mens solen klaskede ned over os, det 4-stjernede hotel, med verdens bedste seng, eller middagen på det gamle elværk, klokken allersidste kunder, før kokken gik hjem. Jeg ved ikke hvad jeg holdt mest af. Måske den sære blanding, og ham den skønne rejsepartner, som ikke stillede spørgsmålstegn, når jeg bad ham om at kysse igennem mens flyet lettede, eller drikke boblevand med mig, klokken 4 om eftermiddagen, for at fejre kærestedag.

Og jo, jeg mistede endnu engang noget værdifuldt i Københavns Lufthavn, overhørte nogle spøjse samtaler i flyveren, har flere sære billeder, og måske et link eller to, til dig der planlægger en tur til Berlinos. Så stay tuned..

De medvirkende var så afklarede, at de havde valgt ikke at skifte de belastende efternavne ud med noget mindre dramatisk. Fordi navnet ikke gjorde skammen, men historierne.

Og de havde nogle spektakulære historier at fortælle; en havde mistet kontakten til sin familie, da hun valgte at gifte sig med en israelsk jøde, en anden havde en søster der var flyttet til Sydafrika, fordi hun faktisk likede apartheid-tanken, en tredje havde, simultant med sin bror, valgt at lade sig sterilisere, alene for at stoppe familien Goerings gang på jorden, og en fjerde besøgte den kz-lejr, hvor hans farfar havde haft tjenestebolig lige ved siden af.

Klods op af gaskamre og ondskab, var hans far således vokset op, med vandplaskeri i haven, flot legetøj lavet i lejren og jordbær man lige skulle huske at skylle, fordi de ellers smagte så grimt af aske.

Det var absurd. Og jeg hulkede lidt med efterkommeren, da han stillede op til spørgsmål fra nogle israelske skolebørn på ekskursion, og blev krammet af en gammel jøde, som havde overlevet Auschwitz.

Han delte deres sorg, men de delte ikke hans skam.

I min tyske familie har der også været en enkelt nazisympatisør, men det er ikke ham der har fyldt mest – han var vidst uden for pædagogisk rækkevidde. Derimod husker jeg ophedede skænderier i mine bedsteforældres hjem, fordi min diskussionslystne moster ikke troede min morfars ord om, at almindelige, ikke-nazistiske tyskere ikke vidste meget om jødeforfølgelserne under krigen. Selv ikke, når de gik gennem lokalområdet.

Den tyske del af mit hjerte, mærker en snert af den skam diskussionerne var smurt ind i.

Den danske del af mit hjerte, som trods alt fylder mest, rammes indimellem af en underlig flovhed.

Fordi jeg synes at vi i Danmark nedtoner de mindre charmerende historier. Om danske fiskere, der ikke bare sejlede jøder til Sverige for god karma og rene hjerter, men rent faktisk krævede cash af de flygtende. Om danske kvinder, der blev kronraget af brave danske mænd, fordi de havde kysset med de forkerte. Og om de ufatteligt mange mennesker, som pludselig mente at have været del af noget stort, da det blev tid til at hylde heltene. Jo jo, min egen farfar har faktisk også fortalt mig historier om egne bedrifter.

Jeg vælger selv, hvilke af familiens historier jeg tror på, hvilke jeg giver videre og hvilke jeg fortier.

Ligesom mine bedstefædre gjorde, og ligesom Goerings og Himmlers efterkommere gjorde.

Måske er det fordi jeg er blevet sparet ud af klummeriet, så jeg rent mentalt har fået plads til det vigtigste skriveri lige nu.

Fik jeg sagt at jeg fik bagt?

Åh jo. Og smidt billeder af det blærede bagværk på Instagram. The place to be, hvis du spørger mig. Der er herrehyggeligt.

Nå, men jeg lovede en opskrift på de der snurrer, og den kan du se ved at trykke her.

Livet er godt, ing?

Men jeg kan mærke det nu, hvor meget mere ro det giver mig, at jeg ikke er alene i aften. Hjemmet lever på en helt anden måde, der er lyde fra badeværelset, kattene kredser om andre mennesker end mig. Jeg nyder den forskel det gør, at jeg har fået besøg.

Og så er jeg tilfældigvis træt som de stedmoderplanter jeg glemmer at vande, for jeg har haft en meget lang arbejdsdag, og det viste sig sjovt nok, at jeg var alt for nærig til at treate mig selv med take-away.

Så ja. Godnat.-ish.

Nogen gange er afstand godt for relevansen af det vi bruger ord på.

Da jeg var på højskole delte jeg værelse med en anden, når jeg har været på ferier har det altid været sammen med andre,selv da jeg havde født sov jeg sammen med andre. I hvert fald første gang.

Jeg er ikke sådan en der er vant til at være alene, sådan flere dage i træk. Og på den ene side nyder jeg at jeg kan gøre lige hvad jeg vil; spise den mad jeg har lyst til, se det fjernsyn jeg vil, høre den musik jeg vil – virkelig, virkelig højt – hvis jeg vil.

På den anden side, så savner jeg de andres nok så tavse selskab, når jeg har været alene meget mere end en enkelt aften. Jeg savner deres puslen, deres lyde og efterhånden ligefrem deres rod. (argh…)

I morges sad vi fire mennesker om et valnøddebrød og smalltalkede, men i løbet af eftermiddagen daffede de tre andre i hver sin retning. Sankt N ser jeg først på lørdag, Hr. R. på fredag, og Semivoksen ved man aldrig hvornår man ser.

Så jeg er alene. Med slukket fjernsyn, Mads Langer, et enkelt glas hvidvin, to sløve katte, en tekst der driller og en krimi jeg godt gad læse færdig, hvis bare den ikke var så fucking uhyggelig.

Det er sundt for mig at være lidt for mig selv, det ved jeg godt.

Men kæft, det er også lidt kederen.