For når jeg selv klatter med neglelak, så får jeg som regel smurt det ud over både de flossede negle og de tykke pølsesfingre. Og lortet begynder som regel at skalle allerede på andendagen.

Så en kommende kæresteweekend var pludselig en super oplagt anledning til at afprøve konceptet, i byens wellness-center. Oh yes, center. Salon kan ikke gøre det.

Og det var sådan set en meget sød ung pige der skulle ordne mine negle. I det der…center. Men hun ville gerne smalltalke. Og det gik faktisk lidt trægt. Fordi jeg måske mest havde lyst til bare at sidde og stene. Og glo lidt ud af vinduet. Eller noget andet blankt. Måske fordi jeg havde haft en overordentlig tankevækkende oplevelse få timer tidligere. En virkelig givende voksensnak, med et helt fantastisk menneske. Som jeg stadig funderede over.

Men den gik ikke. For neglepigen ville ikke bare vide hvad farve jeg mon skulle have på mine negle. Nej, hun ville også gerne vide om jeg skulle noget særligt med de negle. Hvor jeg skulle spise, hvad jeg skulle spise, hvad jeg skulle have på, hvilket hotel jeg skulle bo på, hvem jeg skulle afsted sammen med, og alt det der.

Jeg er sjovt nok typen der svarer når jeg bliver spurgt.

Og således fik hun hurtigt styr på, at jeg skulle på kæresteweekend med min mand. Hvilket så heller ikke er en hemmelighed.

Jeg gik engang hos en kosmetolog som også hev alle oplysninger ud af en, når jeg kom for at blive lækker til sådan noget kærestehejs. Og svarede meget bramfrit. Hun kaldte f.eks. kæresteweekender for knaldeture. Men det er så en anden snak.

Den unge neglepige fortsatte med sine spørgsmål, nåhm havde vi måske nogen børn? Jo jo, det har vi.  Ih, så må det da være virkelig skønt at komme lidt væk hjemmefra, hva? Jo. Det er nogle store teenagedrenge. Så måske er det ekstra dejligt med en lille pause, haha. Nå, er de slemme i den alder? Tjoe, de er 16 og 18. Kan du ikke huske hvordan det var?

Mjoe, jeg er 19. Så det kan jeg sådan set godt huske.

Det viste sig at hun endda også boede hjemme, og snart magtede jeg nærmest ikke hendes forsøg på at smalltalke om min kæresteweekend. Så kunne jeg lige så godt have sludret med en af drengenes venner om moden kærlighed. Eller hey, hvorfor ikke om midtvejskrise og menopause, nu vi er i gang? Og da hun begyndte at fable om at mine nyrøde negle ville gøre min mand nyforelsket og få ham til at fri igen og så ville vi ende med at rejse til Hawaii og jeg skal give dig halløj, så stod jeg af.

Og smilede så bredt at mine mundvige var tæt på at sprække. Af bare overbærenhed.

Men så nævnte jeg en fælles bekendt, og fik drejet snakken hen på Medinakoncert og drinks og damesjov.

Og så klarede vi os i mål. Og neglene blev sådan set fine.

Pølsefingre med shellak

(Det er så ikke kun mine børn der er blevet større.)

Anderledes forholder det sig med min niece, som er gigantfan af børne-MGP. Hun var helt kulret med vinderen sidste år. Den lille henrivende Kastanje.

Hvilket vi havde en fest med sidste år, da vi mødte hendes dansere til en gymnastikopvisning.

Og selvom hun blev småfjollet ved mødet med sine idoler, så er det ingenting i forhold til Sophia Grace..

Se klippet her.

Men samtalen var lige så givende, som havde jeg spurgt en kassedame i Netto midt i ulvetimen. Selvom der ikke var travlt.
Allerede inden jeg nåede hendes bord spurgte damen mig, hvad hun kunne hjælpe mig med. Uden smil og uden dav.
Og det bedste tip hun kunne give mig med hjem var egentlig, at hvis hun var mig, så ville hun  begyndte at søge noget rigtigt arbejde…

(vi kom ikke ind på, hvad jeg selv havde gjort, men der er jo også grænser for hvad man kan nå på fem minutter, med jakken på)

Jeg takker for tippet, HK.

Vel har jeg svært ved at give slip på mine drenge. Det skal man ikke have læst særlig meget med på min blog for at vide. Selvom jeg er helt med på, at det er den opskrift man skal følge, hvis man gerne vil have velfungerende mennesker ud af sine elskede små pussenussebørneunger. Og det vil jeg faktisk gerne. Det er da blandt andet derfor jeg har lært dem at skifte sengetøj og vaske tøj og lave mad og opvarte damerne. Så andre gider deres selskab, når de ikke længere skal bo herhjemme.

Men alligevel niver det nogen gange lidt i haserne, nårman som mor udsættes for nogle lidt kluntede forsøg på at statuere selvstændighed. Så som at lade være med at tage telefonen. Bare for et nævne et godt brugt eksempel. Som meget hurtigt kan resultere i dårlige nerver, når man sidder i den anden ende af en tavs mobil, og når at tænke mange uhyggelige scenarier igennem. Som en forsmået kæreste, der lidt kujonagtigt bliver fadet ud af en kommende ekskæreste, og kun kan tro at den manglende kontakt skyldes, at kærestens telefon er blevet stjålet af nogle meget voldelige tyveknægte. Eller sådan noget.

Det med at blive voksen, er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Og det med at give slip på eget afkom, er heller ikke noget man kan på rygraden, bare fordi ens børn bliver store. Frihed betyder ansvar. Og det er ikke kun forældrene der skal lære, når børn øver sig i at blive voksne.

I virkeligheden så er vores mor-mafia en slags ventil for alle de frustrationer der hører til, herovre på den voksne side af sådan en adskillelsesproces.

“Jeg kan måske godt forstå, hvis andre synes det lyder lidt forfærdeligt. Som om vi ikke kan give slip på dem, og kører den vildeste overvågning af vores efterhånden ret voksne drenge. Big Mother is Watching You. Men i virkeligheden er det slet ikke sådan det er. Selvom vi lidt selv-ironisk er begyndt at kalde os for mor-mafiaen. For vi hjælper dem også med logistiske problemer, hygger med dem, glædes over deres succesoplevelser og beroliger hinanden, hvis vi bliver lige lidt for overgearede.”

Bare rolig, jeg ikke som Dennis´mor..

Allerede inden vores drenge overhovedet begyndte at tænke på, at fester kunne pimpes med andet og mere end sodavand og skattejagt, blev der afholdt forældremøder på skolen, hvor vi artigt aftalte fælles fodslag, i forhold til teenagelivets charmerende udfordringer.

Det var egentlig ikke så svært at blive enige selvom alt endnu var så teoretisk at det nærmest var absurd. Enkelte forældre luftede smånaive ideer om, at det kun handlede om ordentlig opdragelse. Men de fleste af os var nok godt klar over, at trods nok så mange forældraftaler, regler og formaninger, så kunne såvel piger som drenge sagtens finde på at opføre sig som så mange andre før dem. Noget med at drikke sig i hegnet, snave hinanden i gulvet, og på alle måder “glemme” de rammer vi voksne så sirligt satte op for dem, med egne ungdommelige erfaringer i mere eller mindre frisk erindring.

Inden længe blev det hele meget reelt. Og vi var nogen der døde en lille smule af skræk, hver gang familiehygge med fredagsslik tabte weekendduellen til fordel for klirrende poser, spændende piger med lipgloss og hjemkomsttidspunkter som ikke altid blev overholdt.

Jeg er ikke bleg for at prale af, at både min søn og hans kumpaner har nogle megaseje mødre, som både holder af og bekymrer sig for hinandens drenge. Da vi også respekterer hinandens forældre-skills, selvom vi kører forskellig stil, var det egentlig helt naturligt, at et selvopstået mødrenetværk, langsomt men sikkert, blev spændt ud under vores drenge, uden de store overvejelser. Eller forældremøder. Det blev bare sådan.

Og der er hverken rynkede bryn eller løftede pegefingre involveret, når vores unge fulder sig, glemmer at ringe hjem, dropper uddannelser eller på anden måde udfordrer den gængse rummelighed. På kryds og tværs af familier og bygrænser holder vi øje, hjælper og orienterer.

Jeg kan måske godt forstå, hvis andre synes det lyder lidt forfærdeligt. Som om vi ikke kan give slip på dem, og kører den vildeste overvågning af vores efterhånden ret voksne drenge. Big Mother is Watching You. Men i virkeligheden er det slet ikke sådan det er. Selvom vi lidt selv-ironisk er begyndt at kalde os for mor-mafiaen. For vi hjælper dem også med logistiske problemer, hygger med dem, glædes over deres succesoplevelser og beroliger hinanden, hvis vi bliver lige lidt for overgearede.

En af mødrene er f.eks. frivillig på Roskilde Festivalen, hvor drengene har en fælles lejr, langt væk fra deres fordomsfulde provinsmødre. Og nej, de prioriterer sjovt nok ikke kontakt med forældre, mens de er afsted. Til gengæld så er mor-mafiaens repræsentant på dyrskuepladsen rigtig god til at sende os andre beskeder på mobil og Facebook, når hun har set et glimt af vores sønner. Så vi ved at de har det godt, og vi ved at de nærmest har hende i baglommen, hvis lokummet pludselig skulle begynde at brænde.

I sommers kontaktede jeg en mor jeg faktisk slet ikke kendte, fordi jeg fandt ud af, at hendes 18-årige søn havde kørt sprutkørsel efter en fest hos os. Jeg tror hverken at hun eller sønnen kan have været i tvivl om, at jeg ikke gjorde det for at sladre, eller for at lufte min egen forargelse. Nej, jeg gjorde det fordi jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv, hvis han senere i livet skulle komme galt afsted, ved netop at køre i påvirket tilstand.

Så selvom det kunne se ud som mor-mafiaen kun er til mødrenes pylrede fordel, så ville jeg virkelig tøve med at klage, hvis jeg var en af de berørte drenge. De kan lige så godt lære, at vi rent faktisk vil dem alle det allerbedste.

Da vi stod med vores klistrede velkomstdrinks, og kiggede hinanden an.

I en gildesal på en gård ved en landevej.

Klokken fredag eftermiddag.

Småkejtede som indskolingselever til allerførste klassefest.

Tigerdyret, Dronning Margrethe, kronprinsesse Mary, Karinas farfar, Natasja, Kipketer, et par heltekapper og mig, der var udklædt som kantinedamen. (Det kræver lidt insiderviden at forstå, hvorfor min udklædning var heltesjov, og min udvidede tavshedspligt gør desværre, at jeg ikke så godt kan komme ind på detaljerne her – i hvert fald ikke i dag, og øhm…nope – ingen billeder)

Den høje kontormand, som hver dag går i klassiske grå jakkesæt og hvide skjorter, og slips,  kom direkte fra arbejde iført klassisk gråt jakkesæt, hvid skjorte & slips. Og Bill Clinton-maske. Og gav hånd og nikkede og fik alle til at fnise. Fordi vi kunne genkende ham, og så alligevel blev en mikro smule starstruck.

Og hende der var udklædt som dronning Margrethe. På skiferie. I Norge. Komplet med strikhue, fletninger med røde sløjfer, hjemmestrikkede sokker og en klassisk rød langrendsjakke. Hun var så fin. Og gennemført og velgennemtænkt.

Nå ja, og så var der hende der var udklædt som sin farfar. Med skovmandsskjorte, rummelige jeans, kasket, netundertrøje og smøger i forlommen. Og som i løbet af aftenen transmogryffede totalt.

Til mand.

Stod med spredte ben og røg smøger på gårdspladsen.

Sammen med de kække jyde-drenge.

Som pimpede folkeskolestemingen med frække jokes og flabede kommentarer. Om seje mandeløb og kampsport. Og sådan noget.

Jeg kunne have liveblogget, som Else Marie foreslog. Og havde jeg læst hendes besked inden festen, så var det formentlig sket.

Men kort fortalt, så mindede det hele altså en lille bitte smule om en børnefødselsdag. (bortset måske fra rødvinen, det marinerede kød og ostebordet). Med nørdede quizzer og kejtede fnis.

Men det var fint og ufarligt og hyggeligt.

Og vi sagde tak for i aften på den fornuftige side af midnat.

Og kronprinsesse Mary gav et lift hjem…

- vil du have et lift?

 Joe, det var i sandhed en spændende aften.

Så jeg kan tage med til superheltefesten bagefter.

De holder i stedet deres helt egen nytårskur, fordi de bare ikke er til det der fjollede juletam-tam, hvor alle ruller sig i glimmer, og danser kædedans til Søren Banjomus, med rester af risalamande vippende  i fipskæg og lidt for dyb kavalergang.

Så det kom helt ærligt lidt bag på mig, at jeg fik invitation til en nytårskur, hvor man skal komme udklædt.

Som superhelt.

Jo.

Superhelt.

Og først tænkte jeg, at jeg bare ikke følte mig klar til at være grim sammen med dem. Efter så få måneder på storrumskontoret, alligevel. For jeg har selvindsigt nok til at vide, at jeg aldrig har været – og pt. bestemt slet ikke er – god i lycra eller det der ligner. No chance for at shine. Og hvor cool er sådan en udklædningsfest, egentlig?

Jeg mener, i forhold til den julefrokost alle rynker en lille smule på næsen af? (Personligt har jeg hygget mig alarmerende flot til den slags…)

Men så vurderede jeg, at det faktisk også kunne blive okay skægt at se de andre i udklædning. At det var indsatsen og ydmygelsen, og de 350 kroner til mad udefra værd.

Hvis jeg endda fik lov til at se den erigerede fløjlsbuks, den smukke landskabsarkitekt, den milde færing og ham den høje med den overraskende lyse stemme. I lycra. Eller det der ligner.

Også selvom festudvalgtet har været nødt til at melde ud, at man godt må komme udklædt som sig selv. Fordi andre har tøvet lidt for højlydt. Og påstået at de syntes det var for dyrt. (og de får endda løn, modsat visse andre – nej, jeg er IKKE bitter)

Jeg har endda en god idé til udklædning. Og en af de andre har spurgt om vi måske skulle følges, og Hr. R. vil gerne hente mig, så jeg også kan drikke lidt rødvin, og hvad sker der så.

Så bliver jeg syg.

Jo, fanme.

Og pludselig er der ikke noget i hele verden jeg craver mere for, end lige den her udklædningsfest. Pludselig kan jeg ikke overskue, at jeg ikke kan snakke med på mandag. Når de griner af udklædningerne. Og kommer med indforståede fnis. Og hentydninger. Og orv, hvor havde vi det bare skægt.

Så jeg overvejer bådeogoghverkenenteneller-modellen; at tage med, være der et par timer, og så køre tidligt hjem.

Selvom jeg på den anden side udemærket godt ved hvor varmt jeg selv ville imødekomme en gæst, som sidder halvsyg og er med, udelukkende for ikke at gå glip af noget. Især ikke maden, som vi ikke skal glemme, at jeg har betalt 350 kroner for. Men som jeg på den anden kun nipper til, fordi jeg ellers får ondt i maven. Hvilket også vil gælde for drikkevarer. Og især for dans. Som jeg er sikker på, ville få mig til at kaste op. På stedet.

Så hvis jeg skraber egoismen til side, og ser lidt realistisk på situationen, så ender jeg nok med bare at ligge i egen sofa i morgen aften. På offermåden.

Og jeg kan endelig byde ind med noget fornuftigt, som mine kolleger kan se pointen i, når jeg deltager i et af de utallige møder vi holder, på kryds og tværs af systemet.

Men jeg er også begyndt at sige fra, som konsekvens af mit muligvis ikke allersmarteste kataktertræk; Retfærdighedssansen.
Som blusser op når en kollega ikke behandles fair, når en sag blive tacklet lige lovlig politisk-taktisk, eller når kantinedamen omtales i lidt for grimme vendinger. Eller sådan noget.

Når man tænker på, hvor ny jeg egentlig er. Og hvor meget jeg efter planen kun er på træk.

Så ville det nok være på sin plads at jeg lukkede i, og nøjedes med at notere mig tingenes tilstand.

Men prøv lige at høre her.
Det er jeg bare ikke særlig god til.
Jeg har arbejdet sammen med alkoholikere, pillemisbrugere, hygiejneudfordrede, flere alkoholikere, dårlige ledere og en enkelt psykopat.

Min erfaring siger mig, at det er skidesmart at sige fra. Eller som minimum støtte de der tør. Før man selv ender i uoverskuelig suppedas.

Og det jeg ser her, er overhovedet ikke nær så skrækkeligt.

Men prøv at forklare min retfærdighedssans det. Den hører overhovedet ikke efter, når jeg siger noget.

Og så crashede den.
Computeren.
Fanme flot.

Som om jeg gider sidde og skrive lange falbelader på telefonen.

Typisk.