Oh happy day

I dag er det 5 år siden jeg begyndte at blogge.

Jeg har aldrig haft en særlig skarp bloggerprofil; der har både været plads til pjat, opskrifter og alvorlige ord.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at ordene peakede, da det blev Hr. R´s og min opgave at passe Old Man, de sidste måneder af hans liv. Jeg brugte bloggen til at få styr på vores oplevelser og opdagede at jeg havde en god og vigtig historie at fortælle.

Aldrig, hverken før eller siden, har det givet så meget mening for mig at blogge.

Og aldrig, hverken før eller siden, har jeg haft så meget aktivitet på min blog.

Siden er det kun gået en vej.

Faktisk har det været lidt af en nitte at følge besøgstallene den sidste tid. Nok mest min egen skyld, men med til at skubbe til mine overvejelser om at stoppe, før jeg bliver et ynkeligt ringvrag.

Det bliver så ikke i denne omgang.

Jeg er jo for helvede min blog; folk kalder mig ved dens navn henne i den virkelige verden og Hr. R. refererer til den, som en integreret del af vores liv.

Lige nu er både min hjerne og mit hjerte bare et helt andet sted.

Så jeg tager en pause fra bloggen og håber at komme tilbage med fornyet energi, engang før jul.

Men i aften vil jeg skåle. For bloggen, for mig og også ret meget for dig.

Tak fordi du er her – håber vi ses igen.

SKÅL!!!!

Vinderen må være…

Træt!

Tak til jer som har deltaget i den årlige fødselsdagskonkurrence – det var absolut hyggeligt, både her og på Facebook!

For en gang skyld fandt jeg hurtigt en vinder, selvom jeg plejer at ligge søvnløs af bare vægelsind. Hvilket ikke er så farligt som det lyder, fordi jeg alligevel ender med en løsning, efter at have draget alle mulige mennesker ind i umulige udvælgelsesprocesser, som jeg så alligevel ikke er helt tilfreds med, hvorfor jeg opfinder egne parametre, som altid giver den rigtige vinder. Og så sover jeg fint igen.

Hvis man er vågen om natten, så skal det nemlig helst være fordi man har vigtigere ting at tage sig til end at sove. Ellers er det ikke så godt og så bliver jeg meget mor-agtig og ruller den store omsorgspakke ud.

Så når jeg hermed siger tillykke, så er det med et indtrængende ønske om, at pakken må gøre dig glad – og søvnig!

       EVA!

Hvis du sender mig din adresse i en privatbesked, så sender jeg hygge dig vej – og min bog. (skriv hvis den skal signeres).

“I endnu en søvnløs fuldmånenat sidder jeg og læser her på en af “mine” blogs og glæder mig over, at du gider at skrive indlæg, så jeg har noget at læse, som ikke er grufulde nyheder om ebola, ISIS, dansk politik eller pladder om de kendte.
Om natten skal læsningen være afslappende, men ikke kedelig, give stof til eftertanke, men ikke holde én vågen af angstfuld grublen.
Når jeg oven i købet kan mærke, at der er et rigtigt levende menneske bag ordene, er jeg glad og hygger mig, selv om det ville være smartere at sove…
Stort tillykke med bloggens 5 år d. 15. oktober Fru Z! Jeg kan godt huske den skønne dame på billedet, som vist er fra Cuba – men jeg synes nu, du er kønnere, når du er dig selv :-)
PS. Jeg har allerede læst din bog, men jeg har en god ven, som ville blive glad for at få den som gave, hvis jeg vandt hyggepakken…”

I år er der ikke nogen Fru Z Greatest CD med, fordi jeg er gået fra iTunes til Spotify. Men jeg forsøger at lave en playliste, som så vil blive afsløret på bloggens ægte fødselsdag – på onsdag.

Og som om det her ikke er nok, så kommer der også snart en konkurrence ovre på bogens Facebook-side. Hvis det lyder interessant, så må du jo hellere klikke “like” så du kan holde dig opdateret. For selvom det bliver noget om død, så bliver det rigtig fint og interessant. Hvis jeg selv må have lov at sige det.

Stille død forside

Sådan laver man en forside

Jeg har da lige opdaget, at mit forlag har brugt min bog som eksempel på, hvordan man laver en forside.

Faktisk synes jeg det endte med at blive rigtig fint, men der var godt nok også mange mails frem og tilbage, for der var en deadline og forfatteren var ikke rigtig happy med de første bud.

(Hvad jeg ikke vidste var, at det var sådan en nutski der endte med at lave den endelige forside)!

Se selv.

Ugen der gik

Det kan godt være det virker lidt voldsomt, når jeg suger al den hjælp jeg overhovedet kan være bekendt ud af mit netværk “bare fordi” jeg skal holde en smule foredrag.

For jo, jeg gad godt være typen der bare kunne stille mig op og improvisere noget skønt. Men nej, det duer jeg ikke til.

Det fandt jeg ud af, da jeg skulle være med til at undervise i noget, som jeg overhovedet ikke havde ordentligt styr på.

Det gik okay.

Men det føltes nogenlunde lige så rart som at gå rundt på en isdækket sø i midten af marts måned.

Så jeg øver og ændrer og skærer til og spørger og udnytter de bedste menneskers hjælp. Mens jeg frustreres lidt over, at størstedelen af min daglige energi bliver smidt henne i arbejdslivet, også selvom det faktisk er på nye udfordringer og spændende ting.

For jeg gad jo godt bare sidde hjemme og finpudse.

Jeg ved ikke helt hvad det er jeg prøver at sige med det her.

Min plan var at fortælle noget om det hyggelige i at bruge formiddagen på at snakke med en 95-årig om at spille “scrabble” på iPad, og aftenen på at modtage nuttede sms-beskeder fra niecens allerførste mobil.

“Haj faster har du det got :)”

Noget med, at når det både er spændende henne i arbejdslivet og hjemme i privaten, så er jeg vist et svin, når jeg bare ville ønske at det hele ikke skete på en gang. Agtigt.

Tror jeg nok.

 

 

 Husk konkurrencen – du kan vinde hygge i stor stil!

 

Erkender min egen verbale begrænsning

Jeg gjorde noget vildt i dag.

Slettede min Twitter – profil, såmænd.

Noget der for alvor viser, hvor overfladisk jeg måske på en måde i virkeligheden er.

For hvor jeg har en fest med at dele billeder på Instagram og netop er begyndt at øve mig på Snapchat, så er jeg aldrig rigtig blevet fortrolig med Twitter.

Stedet hvor ord er væsentlige, stedet hvor selv politiet helst vil opdatere. (I know it, sidst vi havde en vild storm havde jeg svært brug for at holde mig opdateret, men alt foregik på Twitter, hvor jeg ikke var – dengang).

Det er ikke sandsynligt at jeg dropper Facebook lige med det første og jeg er ikke blevet inviteret til hipsterlogen. Endnu.

Men selvom jeg er vild med sociale medier, så skal de give mening for mig.

Ellers er det jo spild af tid.

 

Husk konkurrencen – du kan vinde hygge i stor stil!

Av

I aftes lå jeg i sofaen og havde så ondt i min krop, at jeg var sikker på at en influenza havde sneget sig ind i den. Eller måske sars. Hr. R. var faktisk nødt til at give mig en hånd for at jeg overhovedet kunne komme op og så vraltede jeg ellers ind i sengen og besvimede. Nærmest.

Men eftersom hverken feber, snot eller hoste slog min slagne krop følge, var jeg nødt til at erkende, at ømheden alligevel skyldtes noget andet.

Boksetræning.

Halvanden times sindssyge med høj musik og en meget energisk instruktør, som rent faktisk gik i børnis med Semi, for små 18 år siden. Åh, dengang var hun nuttet.

De første 10 minutter tænkte jeg i loop “AdAdAdDetHerErIkkeNogetForMig”. For træningen foregik i en ægte bokseklub, hvor ægte boksere havde trænet lige før os. Der var søer af sved på gulvet, tis på toiletbrættet og neonlys i loftet. Boksehandskerne smittede sur lugt af på hænderne og selv vægtskiverne og de slidte kettleballs lugtede af sved. Gulvet var råt på den beskidte måde og under opvarmningen havde jeg det lidt som den unge fyr der bare gemte sig bag sandsækkene og ventede på action.

Men i løbet af de tre halve timer, skete der noget. Det var som om det blev mindre og mindre vigtigt hvordan omgivelserne var og mere og mere relevant at holde kadencen. Er du siiiiiindssyg hvor var der smæk på. Vi boksede i sandsække, hoppede og sjippede og løftede på vægte. Og til sidst kunne vi egentlig ikke mere, men vi fortsatte alligevel. Og grinede bare højlydt af vores egen svaghed, mens vi rullede rundt i andres sved og smed ironiske kommentarer rundt i lokalet. Og vi grinede stadig, da vi efterfølgende vaklede ud til bilen, med rystende rygge og svedige knæ.

Man kunne sikkert gå til samme slags træning i et pænt og lækkert center, med rene gulve og god tid til at smide eget håndklæde over de sved-saft-sugende skumliggeunderlag.

Det ville bare ikke have været lige så autentisk.

Der var jo en boksering, for helvede. Og ægte boksersved på det rå gulv. Og neonlys. (og tis, men pyt).

Jeg må derhen igen.

Er åbenbart masochist.

 

Par-liv & parallelle liv

image

Jeg har ryddet op i gamle kladder og fandt den her, som sådan set stadig fortæller hvad der fungerer for os. Aner ikke hvorfor jeg ikke udgav den sidste sommer?

Da vores børn var helt små, indførte vi en aftale om, at vi lagde dem på skift, fast hver anden aften. Andre mennesker syntes at det lød meget nøjeregnende, men for os virkede det netop mod daglige diskussioner om, hvis tur det var til at smække benene op i sofaen efter godnatkysset og hvis tur det var til at børste de små mælketænder, hive de bløde pyjamasser frem og læse en stak billedbøger for de små.

Efterhånden er der ikke helt det samme behov for at en af os ser efter drengene. De er for det meste helst fri. Og så har vi tid til så meget andet.

Vi har fulgt et råd om at huske at give hinanden plads.  Måske har vi endda lyttet lidt for godt efter lige præcis det råd. På den lavpraktiske måde, hvor vi fordeler de fælles opgaver imellem os, så vi kan få tid til alt det vi gerne vil gøre. Hver for sig, med hver vores sær(e) -interesser.

Det har været skønt at have frie tøjler, uden at blive sms-spammet hjemme fra den haltende tosomhed.

Men der kommer alligevel et tidspunkt i ethvert samboende pars liv, hvor man må overveje, om man netop bare er bofæller, som ikke bor sammen men måske mere sådan parallelt i det.

Og uden det store melodrama, så er det da en snak vi har haft. Og så besluttede vi, at vi hellere måtte prioritere de fælles oplevelser. Også på sådan en helt ordinær lørdag.

Kender du det, når en lørdag bliver lige præcis så hyggelig, som sådan en altid burde være? Når rengøringen kun tager en time, når alle indkøb og ærinder foretages sammen, på den smalltalkende måde og små klap på låret. Når ordning af brænde bliver til et lige så fælles projekt, med drikkepauser og hyggelige musikpauser i græsset, flot frokost og fælles glæde over alt det opnåede. Når hjemmelavede pizzaer på grillen bliver til et helt projekt, af slagsen der indbefatter indkøb af pizzasten i nærmeste byggecenter, lidt for meget mozzarella og kølig hvidvin på terrassen?

Det kan virke absurd at det er noget vi er nødt til at planlægge.

Men jeg er ligeglad.

Bare det virker.

Posted in Ikke kategoriseret

Om at nøjes

Ligesom Kopernikus i Mads & Monopolet, så er jeg ret oldschool når det drejer sig om sammenskudsgilder.

De fungerer perfekt til vejfester, logefester og klassefester, men de duer sgu ikke til bryllupper og den slags. Jeg ved godt at det kan være svært at få råd til de drømme man går og har.

Men når jeg hører om gæster der både skal tage mad med til brylluppet, købe pænt tøj, sætte hår, arrangere polterabend, barnepige og de gaver som de køber alligevel, selvom maden skulle være gaven, så tænker jeg, at det er en voldsom pris at betale, for at andre kan få opfyldt deres drømme.

Nogen gange bliver man nødt til at nedjustere.

Da krisen var så ny at omfanget stadig var forholdsvis abstrakt, blev Hr. R. og jeg inviteret til en rund fødselsdag hos en bekendt. Festen blev holdt i et fælleshus og da fødselaren bød velkommen, sagde hun at temaet for denne storslåede fest var “Krisen kradser”, med chili con carne, hjemmelavet is, køleskabskolde håndbajere og dansemusik fra en cd-afspiller. Det blev altså en fin fest.

Den gang Hr. R. og jeg blev gift, havde vi hverken råd eller overskud til en stor fest. Men 12 år senere havde vi mulighed for at fejre vores bryllupsdag med al det fest og halløj vi magtede og flere mennesker i baghaven end vi nærmest kendte dengang vi blev gift.

2 ud af 3 i Mads og Monopolets panel syntes det var en god idé at lade gæsterne komme med mad i stedet for gaver. Kun Kopernikus mente, at man må fejre som man har råd til, eller vente til man har råd. Derfor kaldte han sig oldschool.

Det er vi så to der er.

Farmors underbenklæder

Jeg har fundet den her i kladdehæftet. Den er helt tilbage fra april 2011. Nu slipper jeg den fri.

Når jeg hænger vasketøj op på tørresnoren ude i min have, så kommer jeg nærmest hver gang til at tænke på min farmor.

For hun lærte mig noget meget relevant om netop vasketøj. Engang hvor jeg ville hjælpe hende med at hænge hendes på tørresnor.

Egentlig havde hun helst set, at jeg holdt snitterne for mig selv.

Men fordi jeg insisterede på at hjælpe hende, så gav hun sig.

Bare jeg sørgede for, at underbenklæderne kom til at hænge inderst.

Helt diskret og undercover.

Bag alt det andet vasketøj.

Posted in Ikke kategoriseret

Dramaqueen

Jeg rydder op i gamle kladder og fandt den her. Aner ikke hvorfor jeg ikke bare udgav den i august sidste år, hvor jeg skrev den. Måske var jeg stadig lidt sur?

Egentlig tror jeg ikke at jeg går for at være en særlig dramatisk type. Jeg vil helst at alle er glade og smiler mig oftest ud af potentielle konflikter, for at undgå dårlig stemning. Som den friske teenager, der spurgte om han måtte spytte i mit vandglas, mens jeg passede mit arbejde. Det sagde jeg stille og roligt nej til (det var så også en meget mærkelig arbejdsdag og han var ikke nødvendigvis dagens mest ubehøvlede.)

Jeg kan til gengæld sagtens blive virkelig tosset på Hr. R.  – nogen gange med rette.

Den anden morgen blev han kaldt til brand, mens vi lå og sov. Yes, han er jo brandmand. Af slagsen som udelukkende bliver tilkaldt når der skal gang i noget udrykning.

Han tog bilen ud til Falck og glemte tilsyneladende alt om, hvad tid jeg skulle bruge den.

Nu har jeg det i forvejen stramt med tidlige morgener og det havde oven i købet været en virkelig ærgerlig fuldmåne-nat, og så hjalp det jo heller ikke at han kørte til brand klokken knapnokblevetlyst og efterlod mig halvvågen, uden varm krop at falde til ro op ad. Lunten var med andre ord kortere end den kunne have været, hvis jeg bare havde fået min nattesøvn.

Vi har en slags aftale om, at når Hr. R. er til brand til langt ud på morgenen, så giver han besked, hvis IKKE han kan nå hjem med bilen, inden jeg skal bruge den.

Men han havde åbenbart ikke lige tænkt på, at jeg skulle møde en time tidligere end vanligt, og så blev jeg pludselig nødt til at køre meget stærkt på cykel, for at komme ud til min bil på Falck, som – bevares – ikke ligger langt væk. Men alligevel var jeg nødt til at køre stærkt og alligevel var jeg pludselig alt for sent på den.

Som hævn låste jeg cyklen, så han ikke kunne tage den hjem.

Ja, jeg ved det. Patetisk. Men jeg var jo sent på den og havde ikke sovet så meget.

Oppe i mit hoved stod de vrede ord i kø for at komme med i en sms, men heldigvis havde jeg ikke tid til at fighte, da jeg jo var sent på den, så jeg pakkede mobilen i lommen og dampede af.

Og derfor blev der blev ikke brygget mere surhed på den karklud. Da vi sås igen, senere på dagen, grinede vi begge af den låste cykel og hans måbende kolleger, som slet ikke kunne forstå, at jeg kunne blive så sur.

Alligevel kom jeg til at tænke på mit sydlandsk-agtige temperament, da jeg sad i biografmørket og fnisede af Julie Delpy, som ægte fransk dramaqueen, i en film som i øvrigt er overraskende interessant, selvom den stort set består af to mennesker der snakker.