Fra 0 – 100 på flere skalaer

Så dagen efter mit ynkelig piveri over foredraget, ligger der en invitation i min mailbox, til at deltage i et symposium. Jeg kan komme og være den pårørendes stemme, på en dag hvor samtlige andre på talerstolen kan latinske betegnelser og har licens til at gå med kittel.
Det kan jeg naturligvis godt se er sejt. Så efter at have spurgt lidt ind til detaljerne begynder jeg at tænke over hvad jeg skal have på sådan en dag og går så faktisk ellers bare i gang med at skrive. Helt glad og motiveret – og nu med en slags deadline engang inden jul.
Jeg begynder først at hyperventilere, da jeg får at vide hvor mange mennesker de satser på kommer.

100.

Bare nu hvor jeg skriver det, kan jeg mærke pulsen stramme i halsen og sveden kante sig ind på overlæben. 

Men som R siger, så vil jeg være i gode hænder hvis jeg besvimer.

Så det må hellere blive et ja tak herfra.

Så søg du noget hjælp!

Jeg har fundet den her film på Facebook.

Og straks tænkte jeg på mig selv og det der skide fucking foredrag jeg helt vildt gerne vil – men meget lidt tør – kaste mig over.

Har jo masser af ideer, men dimses lidt i smadder af mega præstationsangst.

Og ren og skær uvidenhed.

Nej, jeg kan ikke bare glemme det, så.

Bucket-liste

Jeg kom til at tænke på det, da jeg købte billetter til en ballet og både sagde og mente, at så kan vi sætte hak ved det. På listen over ting som Hr. R. og jeg har planer om at opleve sammen, inden vi lægger os til at dø, eller hvad vi nu finder på.

Nogen kunne måske tro at det forholdt sig anderledes, men det er faktisk ikke mig som har insisteret på at ballet skulle på listen. Faktisk tror jeg fint jeg kunne leve uden. Men nu er det sådan, at Mads Langer er med indover den her sommerballet og så kan de hoppe og springe så tosset de vil, I dont care. Og hey, måske bliver jeg ligefrem positivt overrasket, som vi f.eks. gjorde da vi så vores livs første opera og blev helt høje af det.

En anden af de ting vi har på vores fælles liste, er en rejse til New York. Jeg ved at der findes folk som rask væk smutter til USA og endda vildere rejsemål, men i vores livrem og seler-verden, er det vældig dyrt eksotisk sådan at rejse uden for Europa.

Men forhåbentlig bliver rejsen til noget, når vi om nogle år kan markere en bryllupsdag som typisk inkluderer æresport, sølvsko og store armbevægelser. For selvom vi måske ikke deler begejstringen for konceptet “sølvbryllupsfejring” så gider vi begge godt at fejre det sammen, på den ene eller den anden måde. Det står vel sådan set også på vores liste.

Og hvorfor skriver jeg så meget om fælleslister, når jeg i stedet kunne plapre om mine helt egne og ganske personlige ønsker for mig, mig, MIG?

Åh, men vel fordi vi efterhånden har fattet, at det kræver arbejde og planlægning fra vores side, hvis vi ikke bare skal nå et fælles sølvbryllup, men ren faktisk også skal gøre det i god stil.

Derfor også ballet.

Bare rolig, jeg har naturligvis også en helt egen liste, med ting som kun er mine ønsker. Ellers havde jeg fx. ikke skrevet bøger, samlet en dameloge, tabt en flok kilo eller fået en tatovering.

Og på min helt egen liste står der stadig noget med sabel og champagneflaske, eget foredrag, overværelse af en fødsel og noget med at turde sove i en skov (ikke alene, eller nej, måske nok bare slet ikke).

Opfølgning:

Efter at jeg havde skrevet de bevingede herover, forsøgte jeg at køre en samtale med Hr. R. om det dybe emne. Men han bed ikke rigtigt på. Sagde bare, at det jo også kunne dreje sig om en dannelsesliste med ting man skulle nå inden man rundede 50. Hvorefter han lignede en der havde opfundet den dybe tallerken.

Og dernæst gik ind fra terrassen for at se en katastrofefilm på TV2 Zulu.

De grå ulve

En midaldrende mand kom hen til mig i receptionen og roste min T-shirt til skyerne.

- hold da op, hvor er den flot!

Jeg kiggede ned ad min ret forvaskede grå T og dernæst skævt i hans retning. Uden at gå i detaljer, så er vi vant til ironiske kommentarer om noget arbejdsrelateret beklædning med et stort spørgsmålstegn på (“vil du spørge om noget?”), men det her var min egen. Og pæn var den egentlig ikke. Mere. Faktisk blev jeg lidt flov over den, for den burde nok være degraderet til malertrøje for flere vaske siden.

Men manden havde julelys i øjnene og spurgte hvor jeg havde købt den. Det kunne jeg ikke huske, men min fliiiinke kollega kravlede op i nakken på mig og fandt et mærke hvor der stod Bonaparte.

- Den er altså gammel… Sagde jeg, lettere skeptisk, om mit net-køb.

Men så forklarede han, at han var med i en gruppe der kaldte sig for “De grå ulve”. Jeg spurgte om jeg kunne være med, men det kunne jeg ikke. For det var en gruppe midaldrende mænd, som alle var tidligere spejderledere.

Så mange kriterier – og jeg passede ikke på et eneste af dem. Men jeg var alligevel lettet.

wpid-img_20140804_202507.jpg

For han kunne godt lide min T-shirt.

Sommeren har været god når..

Jeg har ikke smurt min madpakke og i nat vil jeg formentlig ligge og rulle hvileløst rundt om dynen i min iver efter at få sovet ordentligt igennem, inden hverdagen smasker ind i mit liv igen, med 120 i timen og vækkeur og alt muligt. Og det er ikke fordi jeg ikke glæder mig til at se en del af kollegerne igen og få lidt styr på alt det der kørte af sporet da jeg trådte på en bi og lige havde fyldt en sålegedeviatjegglemtealtomden-kasse med toldfrit slik.

Det er bare fordi jeg har vænnet mig til alt det hyggelige, med daglige badeture både morgen og aften og Hr. R. der hopper ind hos bageren iført badekåbe som det mest naturlige i verden, mens jeg sidder i bilen og venter, som det mest naturlige i verden. (Det var dog sjovest den aften hvor han hentede pizzaer på vej hjem fra stranden og startede med at sige til alle dem der ventede; “nej, jeg er ikke blotter, kommer bare lige fra stranden…”)

Min ferie startede med en koncert og sluttede af med en festival. Den vender jeg tilbage til, for det viste sig at være ret sjovt, på sin helt egen måde.

Naturligvis slutter livet ikke med at kunne være sjovt, bare fordi der kommer et vækkeur indover og de friskeste af timerne bruges på andet end at pille i egne behov. De mennesker jeg ikke nåede at hygge med i ferien kan jeg i teorien stadig invitere over en tirsdag aften eller mødes med nede i byen, til en kop hygge og lidt musik. Jeg kan stadig (blive nødt til at) male lofter i weekender og jeg skal dælme stadig bade. Nu bliver det så nok bare ikke før morgenmaden længere, som så heller ikke længere kommer til at bestå af brød fra bageren med hyldeblomstmarmelade og store kopper the til. Og den der eventuelle middag tirsdag aften bliver nok ikke med vin. Ikke særlig meget, i hvert fald.

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive et eller andet dybt. Men det kører lidt af sporet for mig, ´kan jeg mærke, så du må nøjes med en liste over, hvad der gør en god sommerferie for mig. Også – eller måske endda særligt – når den fortrinsvis er foregået i egen by. Badeby, that is. Nu med egen festival, uhh..

Sommerferien har været god fordi!

  • jeg ikke har tal på hvor mange gange jeg har været i vandet
  • vi ikke har tal på hvor mange gange vi har grillet
  • fjernsynet stort set ikke har været tændt
  • det ikke har kunnet betale sig at sætte hvidvinsglassene ind i skabet efter opvask
  • koncerterne under åbenlokal- himmel netop har været i flertal
  • der er blevet kysset igennem
  • der er blevet spist is
  • der er blevet motioneret, selvom det aftog kraftigt den sidste uges tid, hvor der til gengæld blev malet (gælder det?)
  • der er gainet et par hyggekilo (noget med det der motion og vinen og toldfrit slik, og bagerbrød om morgenen, vil jeg tro)
  • bålfadet har været i gang
  • hængekøjen har aftryk efter min røv
  • jeg har brugt mange penge
  • der både har været tid til familie, venner – og mig
  • bestemte numre vil minde mig om netop denne sommer langt ind i vinteren
  • regn har været velkommen når den kortvarigt kom forbi den gule savanne vi normalt kalder for have
  • vi har siddet under den overdækkede med stearinlys og lunken the HVER aften
  • jeg har ligget i haven og kigget på stjerner sammen med ham der er begyndt at bruge læsebriller
  • med mere..
Det her - hver morgen - kommer jeg til at savne.

Det her – hver morgen – kommer jeg til at savne.

Gik på græsset i bare tæer

Trådte på en bi som blev sur, hvilket straks smittede.

Nu er der naturligvis gået betændelse i stikket, sikkert fordi mine sommerfødder er noget rustikke i det.

Men biens skæbne er dog værre, for den fik jo ikke en chance for at lære noget af det, mens jeg nu har klipklaps på før græsset betrædes.

Må den hvile i fred.

Jeg malede

For hurtigt at få Hr. R. ned i det feriegear jeg har befundet mig i de sidste uger, så havde vi tænkt at starte hans sommerferie med en lille getaway. At det lige endte med at skulle være til noget svensk hytte fik ikke just min puls i vejret, men jeg blev alligevel lidt ærgerlig da vi fik at vide at det var aflyst fordi der var noget der var gået i stykker i hytten.
Især fordi alternativet hurtigt blev noget med trappestiger (med deraf følgende højder hos undertegnede) og maling på en 1000 grader varm terrasse.

image

image

Men om aftenen lå vi på græsset og kiggede på satelitter og fjerne stjerner og syntes at vi havde nået vildt meget. Og det er da også meget godt.

Vi tror vi ved så meget

Min tyske mormor døde da jeg var 14. Når jeg er med Hr. R. i Moderlandet, gider han som regel godt futte med på kirkegården, hvor hun ligger blandt andre anonyme i et fredfyldt hjørne. Nogen gange vælter minderne frem og så fortæller jeg ham alverdens ting om mine barndomsferier hos Oma og Opa og det meste ved han godt i forvejen, men han tager det alligevel pænt.

image

Lige meget hvor meget vi måske forsøger at gå direkte til hendes hvilested, så går vi på en tysk kirkegård, som er præget af 2. verdenskrig. Og selv hvis vi ville, kunne vi næppe undgå at lægge mærke til de mange store fællesgrave og mindesmærker, blandt de mere eller mindre bombastiske familiegravsteder på den gamle del af kirkegården. Der er naturligvis masser af faldne soldater. Unge mænd på alder med Semi, som er faldet i en krig hvor de var the bad Guys.

Men også helt almindelige tyskere, som er døde under bombardementer af byen. Række efter række med tyske navne, som ikke alle dækker over nazi-sympatisører, selvom mange naturligvis gør.

Og så tænker jeg, at dem hører man sjældent om. De tyskere som ikke var en del af, men mere lå under for en krig med bombninger, fattigdom og utryghed til følge. Når jeg f.eks ser ungdomsbilleder af mine bedsteforældre fra krigens tid, så ser jeg to radmagre mennesker. Jeg ved de ikke sympatiserede med lederen, men også at de ikke var aktive i noget modstand. De forsøgte blot at overleve på bedste vis og selv da min bror og jeg var blevet en del af deres liv, var de stadig så selvforsynende på køkkenhavefronten, at de aldrig behøvede gå sultne i seng, om så alle byens butikker lukkede.

Mine bedsteforældre var helt almindelige civile tyskere og det kunne lige så godt være dem der havde fået bomber i hovedet.

Lige nu foregår der absurd mange forfærdeligheder rundt om i verden og det diskuteres hvem der er ofre og hvem der tværtimod helt bestemt ikke er. Men jeg er ikke sikker på at man kan se verden så sort hvid.

Eller, det ved jeg at man ikke kan.

Og helt ærligt, så har jeg svært ved at se at man kan vinde en krig.
image

Jeg tog på roadtrip

Efter at have drukket rom uden cola sov jeg varmt og længe og stod op og løb 3 kilometer. Da jeg gispende var tilbage på egen vej fik jeg opsang af genboen som syntes det var alt for varmt.  “Pas nu på dig selv!” skældte hun og vandede sine blomster, mens hun var viklet ind i et håndklæde. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, så tæt bor vi heller ikke på stranden.
Bagboens dagplejebørn havde gang i en ordløs leg der fik dem til at grine så højt at de lige så godt kunne have været på svampe.
Så snakkede jeg med noget kundeservice, købte lightøl og leverpostej,  tog en dukkert,  spiste opvarmet risotto, lavede en madpakke og ventede på Hr. R.

Han var totalt kuk-kuk da han endelig dukkede op fra jobbis, iført to slags tern og i så højt et gear, at han flippede helt ud over en Sun Lolly som var mere åben end han regnede med og derfor splaskede udover alle hans tern. Straks lavede han U-vending og var en dramaqueen og jeg blev sur og sådan var der så meget, selv efter at vi havde været hjemme efter en ren skjorte og jeg havde kylet hans Sun Lolly ad helvedes til.

Men vi tøede heldigvis op begge to. Han før mig, som altid. Og det var jo kedeligt at køre langt i bil, men vi havde nogle af de der colaer med navne på, hans hed Vibeke og min hed Dennis. Så jeg spurgte ind til hvad Vibeke var for en type og fortalte rigtig meget om Dennis, som var tyndhåret og vild med AC/DC. Det var en genial bilferieleg. Syntes (kun) jeg.

Endelig var vi fremme i det tyske moderland, næsten 3 år siden jeg var her sidst og meget har ændret sig. Men der var tysk hip-hop i radioen og mindst lige så varmt som i Danmark og der lugtede lidt af gødning ude på landet. Og der var kold øl og chips og snak til de tyske myg slog sig ned på mig og min tyske familie. Så gik vi i brædderne i en kælder og sov som små sten.