Jeg ville faktisk gerne forsøge at være sådan lidt mere optimistisk i det.
Du ved, naaij, hvor bliver verden lys af al den sne, og sådan noget. Og trods en snert af tømmermænd, en snert af tilbagevendt hoste, kombineret med et lammende overload af træthed, så bagte jeg faktisk æbleskiver i går. Og de var rimelige.
Men R ligger og stønner om natten, på den ikke særlig frække måde, der indikerer øm krop. Det meste af familien nyser, så smitsom snot står i kaskader omkring os. Jeg har ladet bilen stå, og iklædt mig alt det vintertøj jeg kunne finde, for at køre med det offentlige. Sokkerne er rutsjet ned i bunden af støvlerne, men jeg gider ikke sidde med bare tæer i toget for at rette på noget, som sikkert går galt igen det øjeblik jeg forlader toget.
Summa summarum.
Jeg. Hader. Vinter.
Got it?
Jeg kæmper selv lidt med optimismen i disse dage (læs: måneder). Har virkelig prøvet. Indtil jeg fandt den her:
http://politiken.dk/debat/ECE1815756/jeg-gider-fandeme-ikke-smile-naar-livet-krakelerer/#.UKoY4tYYOl6.facebook
Fandme nogle gode argumenter.
Yes, det har jeg læst. Er dog ikke som sådan i krise, bare ikke glad ved vinter, med transportudfordringer, fem minutters lys pr. dag, snot, hoste og kulde.