Iiiiiindianer!

Jeg skal feste i morgen. Mødes direkte fra arbejde, over udbragt pizza og selvbragte øller. Det vil altså sige, at jeg skal stå i morgen tidlig og vurdere hvor mange øl jeg kan og vil drikke om aftenen. Og så skal jeg pakke dem i tasken, inden jeg går til toget. Måske skal nogen låne øjenskygge af hinanden, og måske er der nogen der bliver så fjollede, at vi må ringe efter nogen andre der kan hente dem. Deres far eller sådan noget.

Og så skal vi til koncert med Tøsedrengene og hjem med det sidste tog.

Firserne, here I come.

Posted in Ikke kategoriseret

Ord-overvejelser

Jeg er lidt træt af egne ord i øjebikket.

Fordi jeg ikke har tiden til at fylde dem ind, der hvor de skal være, og overblikket til at vurdere hvor de kan spares.

Så lad os i stedet gen-nyde denne entusiastiske dirigent, og publikum der sidder der i deres overtøj og ikke aner hvor heldige de er.

Posted in Ikke kategoriseret

Klumme: Må andre skælde ud på dine børn?

Noget af det værste jeg ved er at blive skældt ud. Lige meget om det er fair eller ej, så efterlader det mig altid med sådan en fad smag i munden, og en ærgerlig følelse af at være den lille. En anden af de værste ting jeg ved er, når andre skælder mine børn ud. Dels fordi jeg tror at jeg ved hvordan drengene har det med det, men også lidt fordi det falder tilbage på mig som mor. Jeg har ikke opdraget mine børn godt nok-agtigt.

Alligevel synes jeg det er ok at vi nogen gange siger noget til hinandens børn. Selvfølgelig så ordentligt som muligt, men også så troværdigt, at budskabet fiser ind på de små lystavler.

Engang da jeg skulle hente min yngste fra skolefritidsordningen, var han smuttet uden for skolens område, sammen med en kammerat og stod og smed tomme flasker på togskinnerne.Det var jo en virkelig åndssvag ting at få tiden til at gå med, og jeg havde mest lyst til at skælde dem begge ud. Men der var netop blevet indført regler om at forældre ikke måtte skælde ud på hinandens børn, så jeg var nødt til at bede de to friske gutter følge med hen til en ansat, som kunne sige noget til dem på en mere pædagogisk måde end jeg sikkert ville have formået. Reglen var indført fordi der var nogle forældre som var kommet til at blande sig lidt vel rigeligt i deres børns konflikter, når de kom for at hente, og det var fint nok at det blev stoppet. Men jeg er nu ret overbevist om, at det havde haft god effekt på de to flaskesmidende banditter, hvis de havde fået en skideballe, mens de stadig stod med de tomme flasker i hænderne.

Der kan nemlig godt være for langt mellem handling og konsekvens. Som dengang hvor jeg fik en mail fra klasselæreren, fordi den anden søn havde været med til en omfangsrig vandkamp på skolen. (yes, de var nogle friske fyre dengang) Læreren kunne godt lige tænke sig at jeg tog en alvorlig snak med min søn om det, og det prøvede jeg faktisk også. Problemet var bare, at jeg godt kunne se det sjove i den der vandkamp, da han begyndte at fortælle om den. Der var ingen tvivl om at han og hans kammerater skulle have en skideballe for at overtræde skolens regler, det var bare ikke mig der skulle give den. For det var ikke mine grænser der var blevet overtrådt.

Ikke alle forældre i klassen var enige med mig i at lærerne godt måtte sige noget til vores børn, dengang de havde den der energiske alder, lige inden de sløve teenageår træder i kraft. Det ved jeg, fordi jeg har deltaget i så forfærdelig mange forældremøder, hvor de vigtigste punkter på dagsordenen handlede om hvordan lærerne talte til vores børn. Det var som om nogle af forældrene helt ignorerede det faktum, at vores børn faktisk kunne være ret så larmende, provokerende, dumme og irriterende - især når de i samlet flok fik pisket en stemning op.

Vi forældre skal passe på at vi ikke bliver så nærtagende på vores børns vegne, at vi ikke anerkender det, når de overskrider andres grænser.

En af mine kolleger modtog en gang en skriftlig klage, fordi han havde bedt nogle små unger om at slappe lidt af. Selvom han først sagde noget efter 10 minutters konstant larm, blev moren skidesur. Hun forholdt sig udelukkende til, at han blandede sig i noget som hun mente var hendes opgave. Og ikke til at larmen fra hendes børn var ved at drive tre voksne medarbejdere til vanvid.

Jo, det er okay når andre sige fra over for mine drenge. Men da en ældre dame med vilje cyklede ind i min efterhånden ret store søn, fordi hun blev provokeret af at han gik over for rødt på en mennesketom gade, kneb det alligevel noget med forståelsen fra min side.

Der gik min grænse, alligevel.

Posted in Ikke kategoriseret

Og så var den der …

Nogen havde tilsyneladende forberedt sig på det øjeblik, hvor Gangnam Style ville brage ud over dansegulvet. Og det kan godt være at vi er nogen der har en regel om, at når et musikstykke først er røget på Hits For Kids, så er vi færdige med det. Men ikke desto mindre tager jeg hatten af for folk der forbereder sig.

De to herrer som forlader dansegulvet i starten af det klip, som jeg ikke kan uploade på bloggen (så velkommen på min Facebook-side), gav den max gas få sekunder før. Og det ses på timingen, omkring 14 sekunder inde  i klippet, at de så udemærket kendte sangen.

Overdriver jeg, hvis jeg siger at det var festens højdepunkt?

Næ. Ikke nødvendigvis. Men på fredag er der endnu en fest. Og den er med Tøsedrengedamerne. #deterjuldetercool

Det sjove er

image

at jeg faktisk blev grebet af stemningen, og drak en del drinks. Og at jeg ikke skammer mig over at være helt mast af træthed på nuværende tidspunkt. I en grad så kroppen nærmest knirker. God nat..

Posted in Ikke kategoriseret