Klumme - damelogen

Det hele startede med at der var nogle kvinder i mit lokale hood, som jeg godt gad se noget mere til. Men oftest blev det kun til nogle halvhjertede aftaler om at aftale, hvorefter jeg gemte mig bag en vifte af dårlige undskyldninger. For der var også et arbejde som skulle passes, noget træning jeg burde prioritere, venner og familie, hvis liv jeg gerne ville være del af, og et parforhold som også skulle plejes.

Men når jeg endelig ses med veninderne eller familien, så vil jeg egentlig helst bare snakke. Og efter mange år med den samme mand må jeg konstatere, at vores interesser kun delvist lapper  ind over hinanden. Indimellem går vi naturligvis på kompromis, for at gøre den anden glad. Derfor har jeg f.eks. engang brugt det meste af en feriedag på at kede mig halvt ihjel på et krigsmuseum i London, og derfor har min mand indvilliget i at bruge en hel formiddag på at lede efter en bestemt skobutik i Barcelona. Den slags er både fint og sundt og modent, men indimellem er det bare sjovere at dele oplevelser med nogen der også bare er begejstrede. Det er blandt andet derfor, at min mand kan sidde i timevis og diskutere med sine brandmandskolleger, hvorfor røgen fra et bål altid følger en, lige meget hvor man flytter sig hen, eller hvad de nu snakker om. Og det var blandt andet derfor jeg besluttede at tage initiativ til en dameloge, hvor jeg kunne dele min passion for kager og kulørte drinks med nogle ligesindende.

Jeg spurgte lidt rundt, og de fleste var friske fra start, selvom de ikke nødvendigvis kendte de andre, og selvom jeg ikke havde en færdig plan klar. Vi mødtes til noget forventningsafstemning over nogle Mojitos, og det stod hurtigt klart, at ingen af os tændte på akavede optagelsesritualer, og komplicerede regler, eller på at bruge ungernes børneopsparinger på spature til Polen.

Vi ville bare gerne lave noget sjovt, drikke nogle drinks og lære hinanden at kende. Et par gange om året mødes vi og brainstormer over en masse kage og kaffe som gerne nydes af det fine arvestel. Og så bruger vi ellers vores Facebook-gruppe som en slags opslagstavle, hvor vi opretter begivenheder, tilmelder os og aftaler alt det praktiske. Det er ikke nogen der slår hinanden i hovedet med bør og burde. Hvis man har lyst til at deltage i et ekstremløb i mudder, men ikke rigtigt tænder på et aftenbesøg på Louisiana, så hører man ikke et ondt ord for det. Og hvis man kun gider komme når der er drinks og kage, men ikke gider cykle 40 kilometer i stærk sidevind, så er det faktisk også i orden.

Logen er et uforpligtende fællesskab, fuld af potentielle legekammerater. Her er der ikke nogen der bliver fornærmede hvis vi glemmer hinandens fødselsdage, eller dømmer dig, hvis du bestiller  fritter til din salat, når vi afslutter en biografpremiere på nærmeste café. Eftersom vi er 11 meget forskellige kvinder, og alle bidrager aktivt med input, så har vi rig mulighed for at få prøvet noget nyt, som vi måske ikke lige vidste at vi ville synes om. En af logedamerne er f.eks. kunstmaler, og i sommers brugte vi en eftermiddag i hendes atelier, bag hvert vores lærred. Selv de af os som ikke havde rørt en pensel siden formningstimerne i 3. klasse, blev opslugt af at male. Og vi var ikke blege for at rose hinandens værker, da vi sluttede dagen med dame-mad, vodka og en sommernat fuld af fine snakke, som gjorde oplevelsen til et særligt, magisk minde.

De fine snakke og de mange, forskelligartede oplevelser, er med til at gøre det vi har til noget særligt. Både for de nybagte mødre, farmoderen og alle os med de flyvemodne unger. Vores samvær er ukompliceret og fuld af humor, selvom vi møder hinandens måder at tackle tilværelsen og alle dens udfordringer på, med meget stor omsorg, hjælpsomhed og anerkendelse.

Den finurlige bonus er, at når min mand hygger sig med sine brandmænd og jeg hygger mig med mine logedamer, så har vi også noget at snakke om, når vi endelig mødes hjemme ved kakkelbordet.

About these ads