Vi skulle have været i biografen i sidste uge, men blev enige om at lige den aften skulle vi overhovedet ikke noget. Andet end at sidde herhjemme og fordøje.
Det er vildt så hurtigt vi er kommet ind i en rulle, hvor vi snakker sygdomstal og kører i pendulfart til hospitaler, som en helt naturlig del af hverdagen.
Og så besluttede vi os for en ny biograftur. Et break fra den alvorlige hverdag. Kissemisseri i blandselv-afdelingen. Fråderen på slikposen under reklamerne. Holden i hånd og lænen sig op af hinanden i mørket.
Og en tung knugen i maven, da vi forlod biografen uden at sige så meget som et eneste ord. Selvom det vi lige havde set egentlig var ret godt. For ikke alle film er lige oplagte, når hverdagen er sovset ind i alvorlig sygdom.
Næe, så var det bedre i går, da vi sad og spolede tilbage til de fniseren scener i en ellers ret så ringe film. Fordi det gjorde godt at grine til det syrede i kinderne.
Minder mig om en af de gange, jeg holdt weekend hos min terminalt kræftsyge moster og foreslog, at vi så ‘The Royal Tenenbaums’. Et kvarter inde i filmen kom jeg i tanke om, hvorfor det måske var en dårlig ide…
Altid gå efter dem med garanti ingen sygdom/dødsfald!
Gode tanker til jer.
Egentlig vidste jeg godt hvad filmens tema var, men du har ret – man må vælge sine film med omhu, når man er tyndhudet!!
Og tak for de gode tanker – de kommer i tankebanken…:*