Den første aften kunne vi naturligvis slet ikke sove, men lå bare og forsøgte at kapere de dårligste nyheder vi havde håbet aldrig at få. Nu går vi ud som to små snoede kagelys, næsten før kroppen rammer madrassen. Og næste morgen vågner jeg og kommer i tanke om, at den stadig er der. Den åndssvage sygdom, som pludselig har taget al opmærksomheden.
Måske forstår jeg hvordan de kan have haft det i New Orleans, mens de gik og stablede sandsække op om deres hjem. Vi forsøger at ruste os til en kamp vi endnu ikke kender. Og pludselig er det vigtigt at vide alt om statistikker og tidshorisonter. Også selvom det gør det svært at bevare et strejf af optimisme.
R. har taget opgaven som nærmeste pårørende meget seriøst. Har overblikket over hvad der skal være styr på og hvordan det bedst gøres. Helt uden berøringsangst. Helt uden hæmmende sentimentalitet.
Jeg beundrer hans tilgang til en opgave som han bærer ret alene. Selvom jeg er med ham, så er det ikke min far. Men det er drengenes farfar. Og jeg er trods alt glad for at drengene er så store som de er. De er medspillere. På godt og ondt.
Dagene har heldigvis lommer af normalitet, hvor vi næsten kan glemme alt det alvorlige, og glemme at alt ikke er som altid. Det giver plads til både grin, hygge og lavpraktiske gøremål.
Og sådan er det nødt til at være.
For vi ved ikke hvor længe denne undtagelsestilstand vil vare ved.
Og derfor vil den heller ikke komme til at fylde alt her på bloggen.
Trods alt.
♥
Nu er jeg sådan en der fokuserer på det positive, så hver gang nogle får en alvorlig sygdom, er det som om jeg ikke hører det. Som om jeg ikke helt forstår det. Måske fordi jeg bare fokuserer på det positive i livet. Da min far havde kræft tog jeg det som om at det bare var sådan en influenza. Det er nok også let at gøre når han ikke er tæt inde på livet af mig.Og han overlevede da. Blev egentlig mest dårlig på grund af operationen.
Min overlevelsessætning til alt er også “Grunden til at ting sker er fordi vi som mennesker skal udvikle os” så kan jeg selv forstå det. og udvikle mig.
Hvor vil jeg hen? At jeg håber at R’s far kommer helskinnet igennem.
Og så forholder jeg mig i stilhed.
Søde Kristine, du behøver ikke forholde dig i stilhed!
Hvis alting sker fordi vi skal udvikle os, så behøver det jo ikke betyde, at man “bare” skal overleve. Jeg tror på, at det også kan udvikle et menneske at vide, at der faktisk ikke er meget liv tilbage. En slags lean for life. Cut the crap. Ind til kernen. Og så måske slutte livet som et bedre menneske. Det er vel også en slags udvikling?
Det er det næste, som er virkelig mærkeligt. Alt andet går videre, som det plejer. Mens ens verden er så forandret, og aldrig vil være det samme igen. De lavpraktiske ting bliver til et åndehul, hvor man i et kort tidsrum kan glemme bekymringen og den knude i maven, som er flyttet ind. Hold fast i dem. Så kan man føle sig helt normal ind i mellem.
Knus
Præcis – det med knuden i maven. Eller de alvorlige øjne som alle i familien snart render rundt med, især når de ikke ved at man kigger på dem..
Kære Fru Z, det er nemlig hvad det er, undtagelsestilstand – og man gør som man kan bedst. Det lyder som om Hr. R. er en rigtig god støtte for sin far. Kærlige tanker til jeres kamp. Kh