Nu var jeg pludselig erfaren,og turde lidt mere end dengang jeg sad og gispede over et strejf af en hånd på et knæ.
Sommeren bragte en festival til byen, og et hav af spændende drenge. Jeg havde endnu ikke fået smag for de flabede drenge, som senere ville tryllebinde mig med den særegne blanding af charme og arrogance.
Så det var naturligvis en pæn dreng, med opslået Lacostekrave jeg kyssede på, da en dejlig varm sommerdag blev til aften. Han havde været ude at surfe og skulle efter planen sove i telt med alle sine drengevenner.
AIDS var det nye sort. Alle snakkede om det, ingen vidste særlig meget. Og få dage efter at min smukke date igen var forsvundet i vrimlen af festivalgæster, så fik jeg blærebetændelse. Men det vidste jeg bare ikke at det var. Og det gjorde min mor heller ikke. Så hun blev meget stram i betrækket & straks skulle jeg hives med til noget gynækolog. Som sad og spurgte om alt muligt mega pinligt, mens min mor sad ved siden af. Mere og mere stram i det, formentlig fordi noget tydede på, at hendes promiskuøse datter havde fået raget noget sygdom til sig, som relaterede til “den gode gamle legekammerat fra gaaaamle dage,” som der ligesom manglede et sted at sove, få dage før.
Nåhm, det var så bare blæren der drillede. Det var nok også bare fordi jeg havde siddet for meget på jorden i alt for lidt tøj og var blevet kold på den der festival. *Brrr*
Og apropos tøj, så skete der ting og sager de næste år. Jeg farvede det filtrede hår med henna for første gang, smurte sort læbestift på de sprukne læber (går totalt godt til tandbøjle, virkelig), flettede uldgarn i håret, gik i morfarundertrøjer, pyjamasbukser i guldlook og oversize habitjakker. Nu var jeg ikke længere en wannabe-poppige. Jeg skilte mig ud.
På godt og ondt.
Pingback: Burning down the house | Fru Z