Pral

Min yngste søn vil gerne være politimand. Ja, jeg burde have set det komme. Da han var lille jokede vi med at han kunne blive en perfekt parkbetjent. Hans retfærdighedssans vil ingen ende tage. Og hvis der står at græsset ikke må betrædes, så er det jo nok fordi det ikke må betrædes, nå.

Og så hørte vi at man kunne komme i praktik hos politiet. Få gange om året. Med et virkelig tjekket praktikprogram. Det var bare herresvært at komme i betragtning. Men kom, lad os da prøve.

Og så skrev Sankt N en ansøgning. (Ja, hans far skrev også en, men den kunne ikke rigtigt bruges.) Han beskrev alt sit gymnastiktrænerhalløj, sine fremtidsplaner og sine mange jobs. Og vi tjekkede for stavefejl. Og stillede ordene pænt. Og hjalp så godt vi kunne, uden ligefrem at overtage. For den slags kan de nok godt gennemskue.

Og han sendte brevet, og vi krydsede fingre. Men vi vidste også godt, at oddsene var hårde. Så da der kom brev fra politiet i dag, åbnede han det med forventningen om et afslag. Og jeg kiggede spændt på ham, mens jeg forsøgte at lægge mit ansigt i de helt rette folder. Du ved, ikke for happy, ikke for ærgerlig. Der er ikke noget der hedder bedre held næste gang, for næste gang er han på efterskole. Så det var nu eller aldrig.

Han screenede brevet uden at fortrække en mine, og så læste han højt, at de bød ham velkommen i praktiskforløb den og den dato, klokken sådan og sådan og gratis morgenkaffe. Bum.

Og nej, vi har ikke malet med den brede ADHD-pensel. For nogen gange skal han have lov at møde verden uden forhåndsbeslutninger om, hvad han mon er for en.

Og han er også – mindst lige så meget – en hårdtarbejdende servicemedarbejder, som bruger en stor del af sin fritid på at træne og undervise i springgymnastik.

Det er sgu okay,

Han kan også godt lide citronmåne.