Sjældent har jeg været så meget i tvivl om en klumme, som den her. Fordi jeg godt vidste, at den ville kunne stille både mig og de andre mødre i et ærgeligt lys. Og hvem gider stå der? Med spotlight og jeg skal give dig drama?
Vel har jeg svært ved at give slip på mine drenge. Det skal man ikke have læst særlig meget med på min blog for at vide. Selvom jeg er helt med på, at det er den opskrift man skal følge, hvis man gerne vil have velfungerende mennesker ud af sine elskede små pussenussebørneunger. Og det vil jeg faktisk gerne. Det er da blandt andet derfor jeg har lært dem at skifte sengetøj og vaske tøj og lave mad og opvarte damerne. Så andre gider deres selskab, når de ikke længere skal bo herhjemme.
Men alligevel niver det nogen gange lidt i haserne, nårman som mor udsættes for nogle lidt kluntede forsøg på at statuere selvstændighed. Så som at lade være med at tage telefonen. Bare for et nævne et godt brugt eksempel. Som meget hurtigt kan resultere i dårlige nerver, når man sidder i den anden ende af en tavs mobil, og når at tænke mange uhyggelige scenarier igennem. Som en forsmået kæreste, der lidt kujonagtigt bliver fadet ud af en kommende ekskæreste, og kun kan tro at den manglende kontakt skyldes, at kærestens telefon er blevet stjålet af nogle meget voldelige tyveknægte. Eller sådan noget.
Det med at blive voksen, er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Og det med at give slip på eget afkom, er heller ikke noget man kan på rygraden, bare fordi ens børn bliver store. Frihed betyder ansvar. Og det er ikke kun forældrene der skal lære, når børn øver sig i at blive voksne.
I virkeligheden så er vores mor-mafia en slags ventil for alle de frustrationer der hører til, herovre på den voksne side af sådan en adskillelsesproces.
“Jeg kan måske godt forstå, hvis andre synes det lyder lidt forfærdeligt. Som om vi ikke kan give slip på dem, og kører den vildeste overvågning af vores efterhånden ret voksne drenge. Big Mother is Watching You. Men i virkeligheden er det slet ikke sådan det er. Selvom vi lidt selv-ironisk er begyndt at kalde os for mor-mafiaen. For vi hjælper dem også med logistiske problemer, hygger med dem, glædes over deres succesoplevelser og beroliger hinanden, hvis vi bliver lige lidt for overgearede.”
Bare rolig, jeg ikke som Dennis´mor..
Pyha, bliver da helt lettet på en eller anden måde. Føler nogen gange jeg er alt for meget “kontrolfreak” ifht min mindste (17år) Men det er sg svært t bare give slip og lade dem drage deres egen vej. han har en meget stor grad af frihed. Nogen gange håndtere han den fint og andre ikke. Så, må vi op på hesten igen…
Længe siden jeg har været forbi, og har lige læst lidt frem og tilbage, dejligt at komme på “visit” igne. tak for “kaffe”…smiler..
god weekend..
Knus
Du er altid velkommen forbi – med eller uden kaffe! Hvorfor bliver du lettet? Fordi vi er flere der har svært ved at give slip? Vi er nogle skrækkelige kontrolfreaks
Jo da, livet er jo kedeligt hvis vi ikke kan vrisse lidt en gang i mellem i al venskabelighed
Og blive lidt klogere af hinanden….
Der er helt klart de gange hvor jeg gjorde noget uden moderen på skulderen der rykkede mest – jeg overlevede jo også. Men den erfaring jeg gjorde mig dengang er så et grundlag for den måde jeg gerne vil opdrage mine børn (og måske pylre?) – fordi jeg gjorde temmelig åndssvage ting og det var mere held end forstand at jeg ikke fik skåret halsen over og blev smidt ud i en olivenlund omkring de 19 år.
Vi vil jo gerne bare følge med og undgå at de feks. slår andre ihjel med deres fuldekørsel eller bliver knaldet ned af et eller andet gang fordi de ikke forstår hvor de færdes. Når de så bliver lidt mere fuldmodne kan de jo begynde at dumme sig noget mere.
Og så er der også lige den lille hage ved sagen at følelserne for et barn spiller én et puds helt uden at man selv bestemmer om det er ok
Hov, hov – jeg har skam intet imod, at man vrisser af mig. Så længe jeg får lov til at vrisse tilbage
Hvis du spiller vent-til-du-selv-får-børn-kortet så er det lidt spildt på mig. Jeg har aldrig været initiativrig nok til at formere mig, men derfor har jeg lov til at have en mening om personlig frihed. Hvornår er det, man bliver voksen? Hvornår er det at man har en oplevelse, som er ens egen – og som udvikler en? Sgu’da ikke de gange man krøb hjem til mors skørter. Hele konceptet ved at blive voksen er, at man skal have lov til at dumme sig. Man skal finde ud af, at man selv har ansvar – og at der ikke er andre, der reder tingene ud for en. Jeg er helt klar over, at vi ikke bliver enige her. Men jeg spørger jer, D’damer – når I tænker tilbage på oplevelser, som virkelig rykkede for jer. Var det så de gange, at jeres mor sad på jeres skulder og fulgte med?
PS: Roskilde Festival SKAL være lidt overvældende første gang man besøger den. I min optik er det en del af hele konceptet. Rockmusik SKAL sgu’ være farligt og uden sikkerhedsnet.
Mon ikke en “forbrydelse” bliver lidt mere håndterlig når den kommer frem i lyset? Fordi man som oftest ikke er den eneste der har haft fingrene i småkagerne? Og mon vi ikke alle sammen har en forskellig grad af sværhed ved at slippe vores børn – og først opdager det når vi kommer hen i nærheden af den tid hvor det skal ske? Fordi vi ikke vidste hvad det indebar at skulle slippe dem dengang de var helt inde under vores skørter? Mon ikke vores syn på dette emne (og børneopdragelse i det hele taget) ændrer sig rigtig radikalt når vi pludselig har fået børns selv og står overfor dilemmaet? Og mon det ikke er ret nemt at dømme os og sige hvordan vi skal opføre os når man ikke selv er i stuationen?
Spørger jeg bare…..
Det er oftest nemmere at se hvad andre burde gøre anderledes. Det kender jeg så absolut fra mig selv. Men ikke vrisse af Knirke. Det er sådan set fint nok, at hun stiller spørgsmålstegn ved min måde at gøre tingene på. Det giver stof til eftertanke.