Freaky friday

Mit team går ikke med til den store, fælles firmajulefrokost.

De holder i stedet deres helt egen nytårskur, fordi de bare ikke er til det der fjollede juletam-tam, hvor alle ruller sig i glimmer, og danser kædedans til Søren Banjomus, med rester af risalamande vippende  i fipskæg og lidt for dyb kavalergang.

Så det kom helt ærligt lidt bag på mig, at jeg fik invitation til en nytårskur, hvor man skal komme udklædt.

Som superhelt.

Jo.

Superhelt.

Og først tænkte jeg, at jeg bare ikke følte mig klar til at være grim sammen med dem. Efter så få måneder på storrumskontoret, alligevel. For jeg har selvindsigt nok til at vide, at jeg aldrig har været – og pt. bestemt slet ikke er – god i lycra eller det der ligner. No chance for at shine. Og hvor cool er sådan en udklædningsfest, egentlig?

Jeg mener, i forhold til den julefrokost alle rynker en lille smule på næsen af? (Personligt har jeg hygget mig alarmerende flot til den slags…)

Men så vurderede jeg, at det faktisk også kunne blive okay skægt at se de andre i udklædning. At det var indsatsen og ydmygelsen, og de 350 kroner til mad udefra værd.

Hvis jeg endda fik lov til at se den erigerede fløjlsbuks, den smukke landskabsarkitekt, den milde færing og ham den høje med den overraskende lyse stemme. I lycra. Eller det der ligner.

Også selvom festudvalgtet har været nødt til at melde ud, at man godt må komme udklædt som sig selv. Fordi andre har tøvet lidt for højlydt. Og påstået at de syntes det var for dyrt. (og de får endda løn, modsat visse andre – nej, jeg er IKKE bitter)

Jeg har endda en god idé til udklædning. Og en af de andre har spurgt om vi måske skulle følges, og Hr. R. vil gerne hente mig, så jeg også kan drikke lidt rødvin, og hvad sker der så.

Så bliver jeg syg.

Jo, fanme.

Og pludselig er der ikke noget i hele verden jeg craver mere for, end lige den her udklædningsfest. Pludselig kan jeg ikke overskue, at jeg ikke kan snakke med på mandag. Når de griner af udklædningerne. Og kommer med indforståede fnis. Og hentydninger. Og orv, hvor havde vi det bare skægt.

Så jeg overvejer bådeogoghverkenenteneller-modellen; at tage med, være der et par timer, og så køre tidligt hjem.

Selvom jeg på den anden side udemærket godt ved hvor varmt jeg selv ville imødekomme en gæst, som sidder halvsyg og er med, udelukkende for ikke at gå glip af noget. Især ikke maden, som vi ikke skal glemme, at jeg har betalt 350 kroner for. Men som jeg på den anden kun nipper til, fordi jeg ellers får ondt i maven. Hvilket også vil gælde for drikkevarer. Og især for dans. Som jeg er sikker på, ville få mig til at kaste op. På stedet.

Så hvis jeg skraber egoismen til side, og ser lidt realistisk på situationen, så ender jeg nok med bare at ligge i egen sofa i morgen aften. På offermåden.