Historien om det forfløjne sofamodul – part 3

Den grønne strop, som vi havde betroet den forholdsvis overskuelige opgave at holde sofaerne nede i traileren, lå midt på vejen foran os.

Helt sådan nonchalant og henslængt.

Bilen blev bremset voldsomt og dramatisk op, og R fór ud efter den tarvelige satan.

I den sparsomme belysning granskede han stroppen, og konluderede, at det måtte være svejsningen der havde givet op.

Vi var lige kørt over et voldsomt vejbump, og holdt på en ret oplyst vej, foran et beboelseskvarter med virkelig mange små lejligheder.

Og jeg gider slet ikke fortælle om alle de fordomme der lige pludselig hvirvlede rundt i luften, om de sikkert søde og rare mennesker, der sad inde i lejlighederne, på deres sikkert udemærkede egne sofaer.

Det er simpelthen for pinligt at komme ind på de urimelige billeder af lokale landevejspirater, der i mit hoved stod bag fedtede køkkengardiner og lurede ud på os, mens de godtede sig over stuer fulde af alle de gode ting der var røget af forbipasserende trailere, på grund af det der voldsomme bump, få hundrede meter længere tilbage.

For i virkeligheden kan det lige så sagtens have været to friske krejlere i kassevogn, som har følt sig mega heldige.

Øjne og hjerner sved, da vi slukørede parkerede bilen hjemme hos os selv igen, efter den resultatløse stirren ud og ind i det mørkeste mørke.

Først nu kunne vi konstatere, at det da heldigvis var det billigste modul vi havde mistet.

Yæih.

Vi bar chaiselongen ind i stuen, og mens R fandt en bedre lygte, og hev Sankt N med ud i skoven – igen, pakkede jeg vores nyanskaffelse ud af plastik & pap, og forsøgte at samle de få dele der skulle løfte røven op fra gulvet.

Det lykkedes bare ikke særlig godt.

Ikke kun fordi jeg blev opslugt af dogmefilmen, der fristede fra hjørnet af stuen.

Men også fordi jeg tænkte på de to desperadoer, der cruisede rundt ude i den mørke skov, på jagt efter en sofa, som var pisten verschwunden. Og hvad nu hvis de blev ramt af en bil, eller hvad nu hvis de mødte nogle forbrydere. (ja, sådan nogen gemmer sig jo altid i skoven, det ved alle vi der dør en lille smule af skræk, hver gang vi kører gennem en skov – alene)

Mens vi frydede os en lillebitte smule ved tanken om de eventuelle sofatyveknægtes ansigter, når de opdagede, at de faktisk kun havde fået en halv sofa med hjem, ærgrede vi os også en anelse over, at vores egen del af sofaen – chaiselongen – på en måde heller ikke var helt så brugbar som planlagt uden den resterende sofa.

Så næste morgen kørte vi igen til Ikea.

Fortsættes i morgen..