Så gik der tid med det?

Torsdag, da jeg stod i varmtvandsbassinet og varmede op sammen med en masse andre bredrøvede badedragter, så var det som om jeg lige havde været der. Slam! Så var der lige gået en uge. Igen.

Når ugerne går så hurtigt, så forstår jeg bedre at der nærmest bare lige er gået endnu et år. Og ja, jeg lyder som en meget gammel dame. Men så er det heldigt, at jeg er gift med en mindst lige så gammel mand. Som også lige synes at vi har siddet og holdt vores egen lille julefrokost på en lokal restaurant. Og kan huske både hvad vi spiste, hvor fodkoldt der var, og endda noget af det vi snakkede med tjeneren om. Som var det i går.

Hvilket det jo ikke var.

Jeg behøver bare at kigge i nærmeste spejl for at se at den er god nok. Eller på ham jeg kysser med.

Tiden går. Og den går stærkt. Det er banalt, men stadig sandt.

På sin egen hudslaskede måde.

Og nu craver Semivoksen for alvor efter at flytte hjemmefra. Han aner slet ikke hvor meget jeg forstår ham. Eller hvor meget jeg har fattet, at han ikke bliver klar til voksenlivet, før han kommer ud i det. Sådan for alvor. Og med alt hvad det indebærer. (suk)

Da Sankt N også tæller ned til flytning af tandbørste og efterskoledrømme,betyder det at vi inden for en overskuelig fremtid er nogen som kommer til at sidde alene med hinanden i hverdagene.  Og det skal vi også nok finde ud af. På den anden side af den bævende Home Alone feeling som sikkert starter med at banke alt mod ud af os. Især hvis begge flytter på en gang. (huh!)

Jeg accepterer at tiden åbenbart går hurtigere, jo mindre der er tilbage af den. Men jeg fatter det ikke. Og jeg var slet ikke klar over, hvor snart det egentlig var.