I dag havde jeg besøg af en gammel skolekammerat.
I gymnastiet var jeg en flipperrøv, og hun var en partygirl med meget dyrt hår.
Nu arbejder jeg på et storkontor fuld af akademikere, mens hun er ovre i det kunsteriske, og iklæder søndagen en laber pailletkjole.
Hun fotograferer.
Og jeg havde forelsket mig i et af hendes fine billeder.
Som jeg havde set på Facebook.
Off all places.
Jeg købte det.
Hun aflevererede det personligt.
Og der var masser af tid til the og snak.
Heldigvis havde jeg legetøj, for hun havde sin søn med.
Som er fire trekvart år gammel.
Hvilket er udfordrende at at vise med fingrene.
Det der trekvart.
Han havde mange spørgsmål, ham Linus.
Tegnede en fin tegning, og havde behørig respekt for både tykke katte og de meget store mennesker jeg kaldte for mine “børn”.
Men pludselig begyndte han at græde.
Efter at have spurgt om jeg havde skudt det dyr der hang på min væg, og skåret hovedet af det?
Vi var nødt til lige at gå over og røre ved det, før han troede på, at det faktisk bare var en slags bamse. Hvis gevir var lavet af plastik.
Pheuw.
Og han kunne godt lide hyldeblomstsaft, og gad på en måde godt prøve trampolinen. Og han syntes det var sejt at vi faktisk havde hele to toiletter. Inde i huset. Men hans familie bor så også i en sådan lidt Christianiaagtig bydel på Islands Brygge. Uden toilet og bad.
Så er det nemt at imponere med noget så basic som et toilet.
Tillykke med dit nye billede. Det fortæller en fin historie, synes jeg.
Det gjorde dit vægophæng så ikke – for en lille purk på fire trekvart. Godt du fik ham overbevist om, at du ikke har jagttegn!
Ja, selvom jeg kender den ægte historie bag, så løber fantastien af med mig, når jeg digter mine egne historier om de dansende..
Og puha ja, godt jeg rent faktisk ikke havde skudt dyret selv..