Vi der mingler med de kendte

Egentlig skulle jeg bare lige se min lillebror performe til den årlige gymnastikopvisning.

En oplevelse, der ville have været helt utænkelig for bare ganske få år siden. Han er nemlig forholdsvis genert. Og slek typen der melder sig frivilligt til noget som helst, som andre mennesker har sat sig til rette for at lade sig underholde med.

Men han er så blevet far. Og det indbefatter blandt andet sådan noget forældre/barn-gymnastik. Hvor moren godt kan finde på at lægge sig syg. Så faderen må krybe i en t-shirt str. small. Og ud på gulvet med sig. Til tonerne af noget Rasmus Klump.

En begivenhed jeg ikke ville være foruden.

Og den 3-årige gjorde sådan set også en ganske god figur. Hun virkede såmænd ganske tilfreds med egen indsats bagefter, da hele familien stod i kø for at rose hendes overblik. (og fnise af hendes far )

Jeg er åbenbart en sucker for lige præcis den her årlige gymnastikopvisning. Som plejer at varsle forår. Og som er det rene mingleri. Med gamle klassekammerater. Naboer. Og bunker af gymnastikbørn. Og klappen i takt.

Yngstesønnen har gået der i årevis. Og selvom han nu springer badut med nogle store drenge og piger i en helt anden by, så er han stadig hjælpetræner i barndomsforeningen. Og billetsælger. Og måtteslæber. Og klappeitaktmand.

Jeg kunne sådan set sagtens have forladt etablissementet, da min bror og niece havde overstået deres fornemme optræden. Men jeg hang ud. Bare lidt.

Og gudskelov for det.

For så var det, at min niece opdagede sine pt. meget store idoler.

Kastanies dansere. (udråbstegn, udråbstegn)

Hvis du – som jeg – har minimalt kendskab til børne MGP, så tjek dem ud her. Altså danserne. Vi er nemlig fra samme by. Og jeg kender den ene dansers familie. Så ganske udemærket. Faktisk.

Men det vidste hun jo ikke. Min niece. Altså at det bare var nogen andre voksnes piger. Fra vores by.

Hun var helt forblændet. Og stod bare og glanede efter de to dansere. Som sad ved et bord og sludrede.

Jeg foreslog, at vi skulle gå hen og snakke med pigerne. Måske spørge efter en autograf?

Det ville hun gerne. Den lille. Meget gerne.

Og hånd i hånd gik vi over til bordet.

Men så missede modet. Lige mens vi stod og snakkede om, at vi forresten egentlig ikke havde noget de kunne skrive autograf på.

- aij, jeg bliver helt bange! Sagde hun, og nærmest kravlede op på armen af mig.

Jeg vidste bare, at vi ville fortryde, hvis vi lod os holde tilbage af en smule generthed. Og tidligere på dagen havde hendes far jo faktisk bevist, at man godt kan overvinde den. Genertheden. Og blive glad ved resultatet. Så jeg tog resolut et opvisningsprogram, foldede det på midten, og spurgte den af pigerne, hvis navn jeg kendte, om ikke de gad skrive en autograf til Karla?

De var heldigvis ikke blevet for højrøvede til at værdsætte true fans. Så hun fik en smukt dekoreret hilsen. Med både hjerter, smileys og stjerner. Og autografer. Som kunne læses. Faktisk.

Lykken var gjort. Og med papiret i hånden, styrede hun med det stolteste smil i verden, hen mod sin far.

Som på det tidspunkt faktisk stod og snakkede med den ene dansepiges onkel. Som havde fulgt hele optrinnet ganske nøje. Hvilket resten af dansepigens familie også havde.

Men det vidste Karla jo ikke noget om.

Så da onklen spurgte, om ikke hun kunne tænke sig, at vi tog et billede af hende, sammen med dansepigerne, var hun lige ved at besvime over, hvor sejt et forslag det forresten var. Jo. Det kunne hun pænt godt tænke sig. Nikkede hun. Så vi gik tilbage igen. Sammen med den mand, hvis familiære relationer til dansepigerne forresten ragede hende en høstblomst.

Det blev et meget smukt fanbillede. Med grande smil. På alle tre ansigter.

Årh. Nu var lykken sådan set gjort. Og vi planlagde hvornår jeg skulle kunne nå at sende billedet hjem til Karlas mor, som jo lå syg. Derhjemme.

Men skulle de forresten ikke også optræde, nu de var her, og havde dansetøjet på??

Jo. Det skulle de faktisk.

Så sad vi lidt og ventede på det. Og Karla undrede sig over, hvor pigerne mon var blevet af.

Gisp!! De stod lige ved siden af os!!!

Inden deres optræden, satte de sig på gulvet, på forreste række, og sludrede med noget familie. Som så var før omtalte onkels kone. Og lille datter. Altså den ene dansepiges kusine. Som så sjovt nok var nogen Karla gik til forældre/barn-gymnastik sammen med.  

Nu var hun ikke bange. Længere. Chance of a lifetime, for fanden. Helt ærligt! Så hun slap min hånd, og gik over til de to hun på en måde kendte lidt fra gymnastik. Som altså sad ved siden af danserne. Og hun smilede tilbage til sin far og jeg. Bestemt ikke bange. Mere. Rimelig høj i hatten. Faktisk.

Dansepigerne gik på gulvet. Lidt generte. Smilede ud til deres venner. Deres familier.

Og til Karla.

Som sad på forreste række.

Og slubrede det hele i sig.

Og klappede begejstret i takt.

Selvom hun også sagtens kunne have danset sammen  med dem. For hun havde lige fortalt mig, at hun kunne hele dansen.

Da de var færdige med at danse, bukkede dansepigerne. Lidt generte. Og gled på knæ hen til den enes kusine. Og tante. På forreste måtte. Og de sad jo altså sammen med Karla. Dansepigerne kom altså teknisk set lige hen til Karla. Efter deres optræden. Hold. Da. Op.

En sværm af små unger nærmede sig andægtigt, på glidende knæ. Mens gymnastikopvisningen fortsatte på gulvet. Og Karla sad i indercirklen. Sammen med sine idoler. Og to fra sit gymnastikhold. Hvis familiære relationer til dansepigerne ragede hende langsomt.

Joe, det var i sandhed en fantastisk eftermiddag.