Hash & glimmer

Jeg arbejdede engang sådan et sted, hvor man blev inviteret til rigtig julefrokost. Og forventedes at tage pænt tøj på. Ved den lejlighed.

Og så havde jeg så sådan en kollega, som virkelig var en flotter. Af årsager jeg ikke kender, var hun aldrig blevet fotomodel. Som sine to storesøstre. Men pæn & velformet, det var hun. Trods flere børn. Og Cola. Og lakridser.

Nåhm. Til den der julefrokostfest, der havde hun tænkt, at hun skulle have en flot, gulvlang guldkjole på. Som pæn kontrast til hendes lange mørke hår.

Og så et lille elegant strejf af guldstøv. På de bare arme. Og kravebenene.

Nu skete der så det lidt uheldige, at hendes kæreste kom til at køre en lille smule galt. I en lånt bil. Totalsmadrede bilen. Faktisk. Men kom heldigvis ikke selv noget til. Men var sæføli lidt rystet. Og det var hun sådan set også.

Så om eftermiddagen havde de siddet og røget. Noget. Et eller andet. Beroligende.

Som de blev heeeelt afslappede af.

Og så gjorde min smukke kollega sig klar til fest.

Og jeg skal love for, at hun var gavmild med det der glimmerstøv. Pludselig.

Kunne åbenbart ikke få nok.

Så hun glimtede og glitrede. Også på lang afstand. Og tog det simpelthen heeeeelt roligt, at folk synes hun var mere sådan skægagtig, end hun var decideret lækker. Den aften.

Med glitterglimtende krop. Og svømmende øjne.

Jeg kan stadig godt fnise lidt af det.

Og komme til at tænke på det, når Marie blogger om, at hun godt gad glimte lidt mere. I hverdagen.