ååååhhh, boogie woogie woooogie

Kære dagbog!

Startede aftenen med at stå i et baglokale og forsøge at fjerne klistret, boblende neglelak. Med husholdningssprit. Og et viskestykke. Mens smilende små damer i sort tøj, rullede kolde fiskeanretninger forbi mig.

Tog tydeligvis den helt forkerte beslutning, en halv times tid tidligere, da jeg valgte at forsøge at reparere, i stedet for fucking bare at tage konsekvensen af, at have smurt for tykt på.

Fik lyst til at slå Hr. R. bagefter.

- Haha, har du lige skiftet olie på bilen – prøvårhse – hahaha!

Og det var endda  før han besluttede sig for snaps.

Jeg prøvede at holde lidt afstand, når de snottede nasalt lænede sig ind mod mig, for at overdøve Wham & Søren Banjomus. Gik ikke så godt.

Da silden, grønlangkålen og den bløde brie var båret væk, blev der spillet op til dans.

Ved stadig  ikke hvad der gjorde størst indtryk. At se to pædagoger fra ungernes gamle børnehave vrikke rundt, iført små sexede nissekostumer og bare tæer i lyserøde stiletter. Eller at se vores bankrådgiver og resten af crewet fra filialen, klappe i takt til Kim Larsen. Smurt ind i skinnende stof og glimtende bolerojakker.

Først gad jeg ikke danse. Ville hellere snakke fremtidsplaner med en af de nasale. Pudre næse på VIP toilettet. Og holde øje med de sjovfulde. Ham der forsøgte at forhindre en anden i at glide ned fra en stol. Selvom han selv havde problemer med at fange ærmet på sin frakke.

Ham som måske har et forklaringsproblem overfor nogen i dag. Og muligvis undres over de ømme striber på ballerne. Men så må man lære at beholde festbuksen på. Og lære at lade være med at give sit bælte til hende den lille frække kollega.

Alligevel skægt hvad der sker med mange voksne. Når ikke deres børn står på sidelinjen med korslagte arme & løftede øjenbryn. Der blev hoppet og sunget og svinget med arme. Ingen tog patent på de rette moves.

Og så var vi pludselig en del af det. Hr. R.  - og stol – blev trukket ind på dansegulvet, og måtte agere juletræ for en flok ansatte fra et plejehjem. De syntes konceptet holdt, og trak på skift samtlige mandebesatte stole fra vores bord ud til hyldestdans. Og jeg havde gerne grinet mere af det, hvis ikke det var fordi jeg selv havde for travlt. Med at lære en morfar at skubbe til taget. Fremfor pingvindans.

Og vi dansede og dansede. Til julesange. Og syngmedsange. Og også noget der var lige friskt moderne nok til, at vi kunne følge med.  Min stakåndede mand gispede noget med, at det her jo faktisk også var en slags motion.

Ved endnu ikke hvad jeg skal mene om, at jeg pludselig dansede om juletræet. Og var endog meget aktiv i noget boogie woogie. 

Men så var jeg også træt. Og ville hjem. Gad ikke drikke flere rom og colaer. Fra dåse.  Kan forresten slet ikke lide rom. Med cola. Kedelige minder om en stjerneklar aften. Noget med karaoke. Og en hæk der ikke ville give slip.

Hr. R var begyndt at pruste. På den der nu-bør-jeg-ikke-drikke-mere-fordi-så-ender-jeg-muligvis-med-at-besvime-i-en-snedrive-på-vej-hjem-agtige måde.

 - skal vi skride?

Han nikkede. Tøvende. Men alligevel. Kom måske endda i tanke om at han skulle på arbejde. Søndagsarbejde. Hele fucking søndagen. Og falder han i søvn på sofaen bagefter, så risikerer han livet. Jo.

Mens jeg skiftede danseskoen ud med en lavpraktisk Kamik og formummede mig i dynejakke og halstørklæde, gik han tilbage for lige at sige farvel. Igen.

Jeg ventede. Med en tålmodighed som ligner mig dårligt. Grinede endda høfligt af en dårlig vits om mig. Og Muhammed. Og en forklaring som kun gjorde mit smil mere anstrengt.

- alsjår, detfordi, det der…tjørklæde..du har opomnæsen…åsckyld, aij duikk sur, vel?..haha..

Blev først opmærksom på tiden der var gået, da en festkollega kom ud og hentede mig til døren. Så jeg kunne se hvad min mand egentlig lavede. Mens jeg stod og ventede på ham. I rygerkupeen.

Jeg kunne udemærket se det sjove i det. Fra de andres vinkel. Men jeg var træt. Og han var fuldest. Og jeg som er mørkeræd. Og elsker at følges hjem fra fest.

Fnisede, men gav ham alligevel fingeren. Drejede om på kamikken, og marcherede ud i vejret. Trampede gennem dynger af sne. Da jeg måtte erkende, at han ikke kom løbende efter mig på kom tilbaaaage-måden, satte jeg tempoet lidt ned. Og nød faktisk det hvide skær fra snedyngerne. Opdagede at det ikke gjorde så meget, at jeg havde glemt handsker. Løsnede tørklædet der dækkede min næse. Indsnusede den klare kolde natteluft.

Støvlerne knirkede i sneen. Absurd at kommunerne allerede nu har opgivet at holde vejene rene for sne. Men fed træning for lårene.

Et kort sekund havde jeg en lillebitte smule håbet, at der på en måde ville ske mig noget. Så han kunne dø af dårlig samvittighed. Men jeg var ikke bange. Ikke engang da jeg gik forbi kirkegården. Bortset fra den gnavende støvle, var det nærmest hyggeligt.

Kom hjem. Fik en sms. “Din mand er på vej hjem nu. Tihihi.” Opdagede at jeg selv var forholdsvis fuld. Hvis da ikke det var kuldechok der fik mig til at svaje, mens jeg kravlede ud af min fest. Nappede en gulerod og et stort glas vand. Spekulerede på oddsene for, at han ville lande i en snedrive. I sin sjældne snapsekoger. Besluttede at vente på ham. Tjekkede mails.

Har fået godkendt min opgave. Og fået ros. Valgte at sende et fagligsagligt svar. Og opdagede først bagefter, at det var et sært tidspunkt. Dobbelttjekkede heldivis for stavefejl.

Og åndede lettet op, da dansedyret buldrede ind af døren.