“Jeg havde forresten skrevet en tale…”

Det var nat og vi var trætte.

Mit tætspartlede ansigt hang en smule i fuldefolder, og hans skjorte var ikke helt så smooth længere. Vi dinglede hjem ad tomme mørke provinsgader, mens vi småfnisende og med en vis lettelse smed om os med allerede legendariske anekdoter fra en længe ventet fyrreårsting. Min fest.

Og så fumlede han pludselig et lille kort op af baglommen og sagde, at han da forresten havde skrevet en tale til mig. Og endda havde øvet sig på den samme morgen ude i garagen.

- aij, hvad?

(Det hører med til historien at jeg havde punket ham for netop en tale i flere omgange – fortalt ham at han godt kunne regne med at jeg ville blive pæææænt skuffet hvis han ikke, og sårn. For han er slet ikke typen der holder tale, ej heller skriver en sang. Og jeg er begge dele. Og så kan jeg jo sagtens spille smart på ham)

- mener du det? Ihh! Hvorfor holdt du den så ikke?!

Han fablede noget om, at folk hele tiden stod i kø for at hente mad, og så kom kaffemanden alt for tidligt, og så skulle vi danse, og så var øjeblikket ligesom forpasset.

- hvad har du skrevet? Lad mig høre!

På det tidspunkt begyndte jeg helt sikkert at svinge med armene, og smile megafjoget ud i mørket.

Og så læste han op fra det lillebitte kort, mens vi dinglede forbi skolen, kirkegården og det gamle rådhus. Hver gang vi passerede et gadelys stod han svajende et øjeblik, bøjet over det lille kort. Så gik han talende videre, nærmest lidt genert.

- nå ja, men så ville jeg have fortalt om, at vi nærmest altid har kendt hinanden, ikke…og så ville jeg have fortalt om, at der er meget vi er uenige om her i livet – men vi er enige om at hygge os…og så ville jeg have fortalt, at øhm…nå ja!…

Og jeg elsker ham overalt på jorden for de tanker han havde gjort sig. De fine ord han havde skrevet bag på et lillebitte gratisvisitkort fra vistaprint. Og tanken om hvor fantastisk det ville have været, hvis han rent faktisk havde holdt den tale. Hvor stort det havde været. Hvor meget credit lige han kunne have scoret på lige netop den tale.

Egentlig også hos ret mange af gæsterne. For lets face it,  i vores alder er det ikke unormalt at der slækkes lidt på de pæne ord og kærlighedserklæringerne i de  længerevarende forhold. Der går praktisk hverdag og syge børn i den. Eller kedsomhed og smålighed. Og noget. Så der havde været billige point at score. Nok især hos nogle af de kvindelige gæster der måske får alt for få kys i nakken on a daily basis.

Så jeg blev nærmest lidt ærgerlig på hans vegne. Sådan lidt pis oss & helt hallo, mand! Nu har du skrevet sådan en fin tale, og så holder du den ikke?!

Men der er okay nu.

For han holdt talen. For mig. Midt om natten.

Og det er sådan et øjeblik som straks tog plads på min indre amagerhylde.