Lad mig lige starte med at slå fast, at i bund og grund elsker jeg egentlig min mand. Det er bare sådan, at selvom man elsker en person, kan man sagtens hade nogle af de ting den person holder meget af.
Vi kører en battle herhjemme, den gode Hr. R og jeg.
Det er nemlig sådan, at han er pjattet med at sove. En god slumregøjser i hjørnet af noget sofa, eller halvvejs sammensunken i en stol, er tophygge for ham.
Af en eller anden grund, så ser jeg rødt, når han ser øjenlåg, på ureglementerede tidspunkter af døgnet. Og det bliver kun værre, hvis et lille tæppe og måske oven i købet en pude er involveret. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke under ham en lur, hvis han er sløj, eller på anden måde “lovlig” træt, men sådan en hyggelur pisser mig af. Af årsager jeg ikke helt kan forklare.
De to unge herrer vi deler adresse med, bliver også trætte indimellem. Mest den ældste. Jeg tror faktisk han sover det meste af den tid han tilbringer hjemme. Resten af tiden hører han jazz og musik fra en svunden tid. Somme tider gør han begge dele på samme tid. Sover og hører musik. Og jeg rammes af umiddelbar, og helt uforstyrret omsorgstrang, når jeg finder ham eller hans bror henslængt i et møbel, med lukkede øjne. Straks får jeg smidt noget tæppe over dem, står måske endda og kigger uforstyrret på dem nogle sekunder, på mor-måden. Og giver dem herefter den fornødne ro til at vokse sig store. Jeg har nemlig læst et sted, at teenagere har brug for næsten lige så meget søvn som spædbørn, for væksten og hormonernes skyld, vist nok.
Men jeg tror ikke, at Hr. R vokser sig højere eller får større fødder. Om så han sov en uge i træk.
Jeg ved ikke hvorfor han sover så meget. Han er som regel hverken ramt af overforbrug af frisk luft, stor fysiske aktivitet, eller very early mornings.
Nej, det handler tilsyneladende kun om hygge. Og i mine øjne tændes en vredesild, allerede det øjeblik han begynder at synke længere ned i sofaens blødhed. Når hans hånd kommer op foran ansigtet, for at skjule søvnigheden i hans træk, mærker jeg tics flagre på mit ansigt, og når han begynder at blinke tungt, bliver det farligt. For sekundet inden han lukker sine øjne to, er jeg så proppet med hyperhidsig arrigskab, at jeg sagtens kan finde på at smide med ting. Puder, sko, katte. Og mad.
Hvis han så begynder at grine af mig, kan jeg blive nærmest grådlabil. Som et udkørt børnehavebarn har jeg mest lyst til at stå og stampe i gulvet, og hyle og skrige og spytte. Næsten.
Det er muligt der er tale om en betinget refleks fra min side. Noget fra min barndom, som bare har sat sig fast på allermest irrationelle vis.
Men i virkeligheden handler det nok også meget om, at jeg forelskede mig i den aktive udgave af Hr. R. En mand fuld af energi.
Han er meget til stede, når der høvles rundt henne i et værksted, smurt ind i en dunst af værktøj, olier og gammel bil. Eller når der fældes træer, flækkes brænde, ryddes sne, støvsuges, dykkes med drengene, slås græs, laves mad, hjælpes mennesker i nød, samles noget med skruer, eller lappes en cykel.
Og han er så fraværende, når der slumres – med tæppe på! Det eneste gode er, at manden ikke snorker. Gjorde han det, så slap vi måske nok for at diskutere, hvorvidt han sover eller koncentrerer sig om at lytte. (man ville kunne optage bevis..) men jeg tør ikke afvise, at jeg ville komme til at gøre ham rigtig ondt. Og det ville jo ikke være så godt, altså.. :-*
Pingback: ååååhhh, boogie woogie woooogie | Fru Z
Fnis…