Throw back sunday

Jeg holdt tilbage for en ung pige, da jeg skulle dreje til venstre. Hun svajede en lille bitte smule, så jeg valgte at lade være med at vinke hende frem, selvom færdselsreglerne og alt det der. Det så bare ikke ud som om hun nødvendigvis kunne overskue at gå over vejen, mens en bil ligefrem holdt og ventede. Så hun blev stående, mens jeg stille og roligt kørte forbi. Den sorte make-up om hendes øjne var voldsom og kraftfuld og meget dramatisk og kun skredet en smule.

Om det var de sorte øjne eller den lette søndagssvajen der gjorde det, ved jeg ikke. Formentlig en kombination.

I et skræmmende glimt så jeg mig selv der hvor hun var. Huskede tidlige tiders søndage, dengang de aldrig handlede om det samme som nu. Aldrig om at lave mad til fryseren, aldrig om at handle, aldrig om at prøve absurd dyrt tøj i lækre forretninger eller om at tænde for TV2 præcis når den genudsendelse jeg venter på kommer, for at slukke det igen lige efter og lægge vasketøj sammen. Søndage handlede ikke engang om at tage et bad og i hvert fald aldrig om at tage deodorant og BH på. Ever.

Selv med tømmermænd er mine søndage mere strukturerede nu end de var. Dengang jeg mest brugte dem på bare at sove. Ofte med mascara og eyeliner ud over alle kanter. Dengang det var surt show hvis man ikke havde sørget for chips eller cola på forhånd – hvilket jeg sjældent havde. Dengang jeg ikke bare kunne hente en burger rundt om hjørnet – og i øvrigt heller ikke kunne finde på at bruge penge på noget så luksuriøst som take-away.

Dengang jeg somme tider vågnede i en anden by eller bare i en anden seng.

Og vaklede hjem gennem den søvnige søndag, mens voksne kørte rundt i biler og lavede voksenting. Jeg skulle bare hjem og sove. Og se Dollars. Og høre P4 i P1.

Been there, done that – got the fucking T-shirt!

Jeg tror det er 10 år siden jeg sidst var ved Møns Klint.

Solen stod højt på himlen og Gucci-Helle fra EU blev interviewet til TV2, af ham med de dårlige tænder.

Vi holdt efterårsferie i nærheden og slæbte vores to små skoleknægte med op til dronningestolen for at kigge udsigt. Ikke på noget tidspunkt overvejede vi at tage trappen ned til stranden. For hvis vi tog den ned, var vi jo også nødt til at tage den op igen og det gad vi ikke. Det var ikke noget jeg var ked af, sådan var det bare.

Dengang vejede jeg tæt på 20 kilo mere end i dag.

Så da vi i weekenden havde en date med Møns Klint igen, besluttede jeg allerede hjemmefra, at jeg ville naile de der trapper. Faktisk kunne jeg ikke leve videre med forstanden i behold, hvis ikke jeg lige kom ned på stranden. Og altså også op igen. Af de 497 trin.

Det var egentlig ikke som sådan en udfordring, selvom den gav sved på panden og forholdsvis svedig ryg.

Og så alligevel.

For andre betyder den trappe ikke alverden, for mig betød den overraskende meget.

Ja faktisk så meget, at jeg benyttede den svedige ryg som undskyldning for at iføre mig en meget, meget kitched T-shirt, som jeg nærmest blev lidt stolt af.

Sjovt nok.

wpid-20140907_125528.jpgwpid-20140907_132416.jpgwpid-20140907_132619.jpgwpid-20140907_131503.jpgwpid-20140907_133140.jpgwpid-img_20140907_215721.jpg

 

 

Pause Poul

Der er knald på.

Både hjemme og henne i arbejdslivet,  hvor vigtige opgaver, nye udfordringer,  krav, forventninger og is i maven fylder mit hoved og vælter rundt. Blandt andet blandt beslutninger om et nyt køkken, som nu ser ud til at blive til noget. Komplet med ny interesse for køkkenvaske, køleskabe og skuffetyper. Og rabat. Åh,  og så et der endnu et foredrag i kalenderen (🙌).

Og det er fint og spændende og alt det der.
Men også skrækkelig ustruktureret. Og lige præcis det, er jeg virkelig dårlig til at håndtere. Jeg vil helst putte i kasser og skrive sådan nogle lister hvor man kan sætte hakker undervejs, efterhånden som alting løser sig.
Jo, så anal er jeg. Men det lader sig ikke altid gøre. Slet ikke når Hr. R. er inde over. Og andre mennesker.

Til gengæld er jeg heldigvis også typen som kan finde på at bruge en fredag sensommereftermiddag i en hængekøje, med Molbech og ham dem rødhårede i ørerne fra P7, selvom der både er vasketøj der skal ordnes, tanker der flyder og knækbrød der skal bages.

Og bare tænke “Fuck det, solen skinner”. Det virker.

image

Posted in Ikke kategoriseret

Når den røde tråd mangler

Jeg var sur i går. Vred, gal, skuffet og tosset. Nærmest.
Hr. R.  forsøgte at udglatte og pytte det i petitessehjørnet, men damp stod ud af mine ører.

For jeg havde brugt tid foran computeren, valgt at investere penge i noget jeg håbede på at vi kunne få glæde af længe. Begge to. Faktisk. Og så gik det alligevel galt.

Bevares, i en tid hvor verden hverken har mad, fred eller vaser nok til dem der mangler, kan det virke ligegyldigt.

Men vi kom for sent til en sommerballet på Bellevue, og måtte sidde i foyeren og lytte til Mads Langers åbningsnummer, mens de meget unge medarbejdere ryddede op omkring os og drillede hinanden med et vildfarent møl.

Det var naturligvis ikke min skyld at vi kom for sent. Den ære tilfaldt Hr. R. Og skyldtes måske også lidt noget med Strandvejen og en åben jaguar som kørte meget langsomt. Men mest at han er en håbløs tidsoptimist. Og det er så ikke første gang det går galt, skulle jeg hilse at sige.

Da han sagde, at nu havde jeg da noget at skrive om, vidste jeg at han havde påtaget sig skylden og at vi nok skulle blive venner igen. Senere.
Men nu da korthuset alligevel var væltet,  kunne jeg jo lige så godt være lidt for lidt diskret, da vi blev hvisket og lommelygtet til de gode pladser på 3. række; klapre med stoleryggen, kyle min taske på gulvet med kødsiden udad og sige undskyld lidt for højt til en sidemand, som virkelig forsøgte at fokusere på dansen.

Som var smuk.

Altså dansen.

Men det så jeg først da jeg endelig var faldet lidt til ro. For jeg havde heller ikke nået at tisse og jeg var ret tørstig. Og stadig sur, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Mads Langer kan synge. Og han var MEGET tæt på os på de første rækker, da han kom helt ud til scenekanten. Foran os var en ung pige tæt på at gå en lille smule i OMG-selvsving, da det gik op for hende, at han stod så tæt på. Veninden havde mere travlt med at tage billeder, men det var deres mor der fik det flirtende smil fra Langer, da hun var den første der rejste sig, mens vi klappede begejstret til sidst.

Information har anmeldt med de ord jeg ikke lige kan finde.

Og det gør de meget godt.

 

Søndag er en fri dag. I dag.

Jeg lugtede lidt af værtshus da jeg vågnede.

Og undrede mig over den ru hals, indtil jeg huskede at den hverken skyldtes de smøger andre røg, eller det bål som trods alt blæste i vores retning, da vi sad på terrassen og drak hurtige bobler af rigtige glas med stilk.

Halsen var smadret på grund af grin.

Et halvt døgn med nogle af de sjoveste damer jeg kender. Med humør så højt at jeg ikke bare kunne gå i seng da bildøren endelig smækkede lyden af en håndfuld kommende hovedpiner væk og efterlod mig alene, med en stue der lignede noget jeg ikke gad bruge min søndag på.

Så jeg ryddede op.

Hørte høj musik og dansede rundt, mens jeg skubbede sofaer på plads og fyldte opvaskemaskinen med uendelige mængder af brugte glas, sang med på tekster jeg ikke vidste jeg kendte og flirtede lidt med mit eget spejlbillede, når jeg skøjtede forbi det på livlige strømpefødder. Jeg opdagede at solcelle-lyskæderne på terrassen faktisk slukkede mens natten stadig var mørk. Og at energien lige så pludseligt forlod mig, netop som jeg var begyndt at overveje, om jeg måske kunne holde mig vågen indtil solen stod op.

I dag er mit spejlbillede ikke værd at flirte med.

Chips har danset raslende gennem det støvsugerrør, som måtte overtage efter min spredte fægtning med en nattekåd kost. Min smidighed holder fridag og jeg gider hverken lave planken eller gå en rigtig tur i efteråret, går udenom alle salatresterne i køkkenet og holder mig til kulhydraterne og det fede; spiser kage til frokost og chips til dessert, skyller alt ned med den cola der hviner af ægte sukker og gider ikke engang overveje noget der minder om dårlig samvittighed. Faktisk ærgrer jeg mig lidt over at jeg ikke længere lugter, at gulvene er friskvaskede, alle de tomme flasker afleveret og de fyldte stakket sammen og pakket forsvarligt af vejen.

For min hals er stadig ru. Af grin. Og i går var sjov.

Så i dag er jeg glad.

Lige glad.

 

 

 

 

Fra 0 – 100 på flere skalaer

Så dagen efter mit ynkelig piveri over foredraget, ligger der en invitation i min mailbox, til at deltage i et symposium. Jeg kan komme og være den pårørendes stemme, på en dag hvor samtlige andre på talerstolen kan latinske betegnelser og har licens til at gå med kittel.
Det kan jeg naturligvis godt se er sejt. Så efter at have spurgt lidt ind til detaljerne begynder jeg at tænke over hvad jeg skal have på sådan en dag og går så faktisk ellers bare i gang med at skrive. Helt glad og motiveret – og nu med en slags deadline engang inden jul.
Jeg begynder først at hyperventilere, da jeg får at vide hvor mange mennesker de satser på kommer.

100.

Bare nu hvor jeg skriver det, kan jeg mærke pulsen stramme i halsen og sveden kante sig ind på overlæben. 

Men som R siger, så vil jeg være i gode hænder hvis jeg besvimer.

Så det må hellere blive et ja tak herfra.

Så søg du noget hjælp!

Jeg har fundet den her film på Facebook.

Og straks tænkte jeg på mig selv og det der skide fucking foredrag jeg helt vildt gerne vil – men meget lidt tør – kaste mig over.

Har jo masser af ideer, men dimses lidt i smadder af mega præstationsangst.

Og ren og skær uvidenhed.

Nej, jeg kan ikke bare glemme det, så.

Bucket-liste

Jeg kom til at tænke på det, da jeg købte billetter til en ballet og både sagde og mente, at så kan vi sætte hak ved det. På listen over ting som Hr. R. og jeg har planer om at opleve sammen, inden vi lægger os til at dø, eller hvad vi nu finder på.

Nogen kunne måske tro at det forholdt sig anderledes, men det er faktisk ikke mig som har insisteret på at ballet skulle på listen. Faktisk tror jeg fint jeg kunne leve uden. Men nu er det sådan, at Mads Langer er med indover den her sommerballet og så kan de hoppe og springe så tosset de vil, I dont care. Og hey, måske bliver jeg ligefrem positivt overrasket, som vi f.eks. gjorde da vi så vores livs første opera og blev helt høje af det.

En anden af de ting vi har på vores fælles liste, er en rejse til New York. Jeg ved at der findes folk som rask væk smutter til USA og endda vildere rejsemål, men i vores livrem og seler-verden, er det vældig dyrt eksotisk sådan at rejse uden for Europa.

Men forhåbentlig bliver rejsen til noget, når vi om nogle år kan markere en bryllupsdag som typisk inkluderer æresport, sølvsko og store armbevægelser. For selvom vi måske ikke deler begejstringen for konceptet “sølvbryllupsfejring” så gider vi begge godt at fejre det sammen, på den ene eller den anden måde. Det står vel sådan set også på vores liste.

Og hvorfor skriver jeg så meget om fælleslister, når jeg i stedet kunne plapre om mine helt egne og ganske personlige ønsker for mig, mig, MIG?

Åh, men vel fordi vi efterhånden har fattet, at det kræver arbejde og planlægning fra vores side, hvis vi ikke bare skal nå et fælles sølvbryllup, men ren faktisk også skal gøre det i god stil.

Derfor også ballet.

Bare rolig, jeg har naturligvis også en helt egen liste, med ting som kun er mine ønsker. Ellers havde jeg fx. ikke skrevet bøger, samlet en dameloge, tabt en flok kilo eller fået en tatovering.

Og på min helt egen liste står der stadig noget med sabel og champagneflaske, eget foredrag, overværelse af en fødsel og noget med at turde sove i en skov (ikke alene, eller nej, måske nok bare slet ikke).

Opfølgning:

Efter at jeg havde skrevet de bevingede herover, forsøgte jeg at køre en samtale med Hr. R. om det dybe emne. Men han bed ikke rigtigt på. Sagde bare, at det jo også kunne dreje sig om en dannelsesliste med ting man skulle nå inden man rundede 50. Hvorefter han lignede en der havde opfundet den dybe tallerken.

Og dernæst gik ind fra terrassen for at se en katastrofefilm på TV2 Zulu.

De grå ulve

En midaldrende mand kom hen til mig i receptionen og roste min T-shirt til skyerne.

- hold da op, hvor er den flot!

Jeg kiggede ned ad min ret forvaskede grå T og dernæst skævt i hans retning. Uden at gå i detaljer, så er vi vant til ironiske kommentarer om noget arbejdsrelateret beklædning med et stort spørgsmålstegn på (“vil du spørge om noget?”), men det her var min egen. Og pæn var den egentlig ikke. Mere. Faktisk blev jeg lidt flov over den, for den burde nok være degraderet til malertrøje for flere vaske siden.

Men manden havde julelys i øjnene og spurgte hvor jeg havde købt den. Det kunne jeg ikke huske, men min fliiiinke kollega kravlede op i nakken på mig og fandt et mærke hvor der stod Bonaparte.

- Den er altså gammel… Sagde jeg, lettere skeptisk, om mit net-køb.

Men så forklarede han, at han var med i en gruppe der kaldte sig for “De grå ulve”. Jeg spurgte om jeg kunne være med, men det kunne jeg ikke. For det var en gruppe midaldrende mænd, som alle var tidligere spejderledere.

Så mange kriterier – og jeg passede ikke på et eneste af dem. Men jeg var alligevel lettet.

wpid-img_20140804_202507.jpg

For han kunne godt lide min T-shirt.