Grand Budapest Hotel

Valget stod egentlig mellem et nordisk drama om en jazzsangerinde eller en komisk dansk film om en begravelse og faldt så alligevel på en prisbelønnet film om en madpakke - som så ikke gik i vores biograf.

Men så fik vi klikket på en trailer for Grand Budapest Hotel.

Det er ikke en kompliceret film, nærmest tværtimod. Men så fuld af finurlige detaljer, lækre farver, sjove gimmicks og seje skuespillere, at vi havde en visuel fest på sofarækkerne, mens regnen stoppede udenfor og det alligevel blev fornuftigt eftermiddagsvejr, som man godt kunne have brugt på at slæbe brænde.

Og at der foran os sad en ældre mand som grinede hjerteligt på alle de rigtige tidspunkter – det gjorde det bestemt ikke dårligere.

Se den før din nabo. (og ja ja, vi er ikke firstmovers, men vi nåede det før den kom på DVD – det sker ikke hver gang!)

Tal pænt!

- hvis det ikke er rigtigt, så er det okay, for jeg ved det heller ikke, men hvis det passer, så er jeg altså stolt af dig!

Der var en dame inde i et gameshow som talte så pænt til sin mand at jeg blev helt varm indeni. For selvom hun givetvis var sig bevidst, at en håndfuld mennesker kunne tænkes at følge ordvekslingen på tv, så virkede det som om det faldt hende helt naturligt at tale sådan. Endda til sin mand.

Og nu er det ikke fordi. Og måske har hun endda været på noget kursus i anerkendende kommunikation. Men rigtig mange andre kvinder taler ikke særlig pænt til deres mænd. Åh, og vice versa, da.

Jeg vil også godt erkende, at den anerkendende samtale fylder foruroligende lidt i mit eget parforholdsvokabularium. Selvom det, som udgangspunkt, bare er sådan lidt grovsjovt og du-kan-ta-det-agtigt, så tager det nogen gange overhånd med ironien og spydighederne, i en grad så vi jeg må stoppe os selv.

Og sukke henført af søde ægtepar i gameshows. Altså, indtil manden siger, at det også er hans største drøm at bruge præmiepengene på et weekendgalleri til hendes farveladerier, fordi “hvis det er hendes største drøm, så er det også min”.

Så synes vi begge at han skal gro nogen hår under armene og ønske sig noget ordentligt.

Posted in Ikke kategoriseret

Hvad er meningen

I dag er det 2 år siden Old Man døde.

Han er ikke ude af vores liv, hans ting og billeder fylder en del i vores hjem, og faktisk lugter den ene stol stadig lidt af hjemme hos farfar. Indimellem snakker vi stadig om nogle af de ting der skete, dengang for 2 år siden. Men vi har vænnet os til at han ikke er her mere og accepteret at han ikke blev en gammel mand.

Andre skæbner fylder mere i min verden i øjeblikket. Kvinder som slet ikke burde være færdige med livet, men som også har været nødt til at acceptere, at alderdommen bliver uden dem.

Linda har skrevet nogle fine ord om det der med at føle sig forpligtet til at nyde livet fuldt ud, når døden stopper andre.

Jeg hører hvad hun siger og reflekterer lidt over min egen rastløse utilfredshed med en lidt for forudsigelig hverdagstrummerum.

Måske er døden opfundet, for at få os til at værdsætte livet lidt mere.

Til afskedsceremonien med Old Man, spillede vi det her nummer i den originale udgave med Louis Armstrong. I første omgang havde vi elleres valgt det fra, fordi det var for muntert.

Det er mærkeligt at tænke på i dag.

Nu som dame i danmarks største dameblad

image

Hvis du har lyst til at se mig i en damet udgave, eller bare læse hvad blogging kan føre til af sjove ting og sager, så skal du have fingrene i Ugebladet Søndag i den kommende uge.

Der er også noget om Ladywalk og påskepynt og alt muligt.

Kom ud af navlen, der er skidehyggeligt herude i det fri!

Hele ugen har jeg gået og pevet over en træthed som føltes så tæt på uforklarlig, at den nærmest næsten måtte skyldes noget vitaminmangel. Helt inde i egen navle har jeg ligget og pillet i noget uklædelig selvmedlidenhed, fordi jeg har et vækkeur og et fast arbejde som sammen sørger for, at jeg ikke sover formiddagen væk. Heller ikke i den uge hvor vi skifter til sommertid og symptomer på vitaminmangel.

Men der skulle faktisk ikke andet til end en fri fredag, før mit perspektiv ændredes til noget meget mere klædeligt. Jeg kunne sove til jeg vågnede, morgenkramme med en vågen mand, løbe en frisk tur (I know, det er allerede irriterende overskudsagtigt) og spise min morgenyoghurt med ananas og mandler i ro og fred.

Så tog jeg en rask beslutning om at mit bogforskud skulle bruges på noget mere mindeværdigt og langtidsholdbart end en ny smart telefon, som jeg godt nok køber alligevel, men bare for nogle andre penge. For længe har jeg været forelsket i et rigtig fint billede, som en af loge-damerne står bag. Og hvis ikke nu, så ved jeg slet ikke hvornår jeg skulle få mulighed for at investere i noget så ekstravagant som kunst.

Så billedet er kommet på weekend, så vi kan finde ud af, om det skal flytte ind. Jeg tænker at det skal det nok, for det er simpelthen så blæret.

wpid-IMG_20140404_213829.jpg

Om eftermiddagen havde jeg en fin snak med et vigtigt menneske, om at tilgive og se fremad og senere på aftenen skrev jeg med en der er meget syg, men som alligevel formår at være positiv. Om ikke på egne, så på andres vegne. Begge dele er store at kunne. Også selvom man ikke er alvorligt syg eller på anden måde hårdt presset.

Så jeg blev helt flov over den negative måde jeg havde forvaltet den forgange uge på, bare fordi jeg var træt. Mens én kollega kunne fejre et vildt jubilæum, en anden kollega kunne fejre enden på strålebehandling, familiemedlemmer vasker tavlen ren og en gammel skolekammerat tager afsked med livet, på bedst mulige måde.

Så nu er de små sko smidt.

Hvilket blandt andet betyder, at jeg har pakket de mest overdådige chokoladepåskeæg, fordi jeg elsker mine børn og under dem og deres et mindre sukker-chok.

Og at jeg forsøger at stable nogen studenterjubilæum på benene, selvom jeg på et tidspunkt proklamerede, at JEG i hvert fald ikke ville tage initiativet denne gang. Det bliver så en nede på jorden-agtig håndbajer-fest på et stuegulv. Med plads og tid til ærlig snak og pizza i bakker.

For når alt kommer til alt, så skal der jo for fanden ikke så meget til.

 

 

 

 

 

Så blev jeg også voksen omkring harmonikaen

Jeg er fra et hjem med klaver.

(Og guitar og banjo, trompet, blokfløjte og kastagnetter, jo jo.)

På den autodidakte måde, bevares. Men min far var – og er – ret pjattet med at synge og spille på alle mulige instrumenter, hvilket på ingen måde er gået i arv.

Jeg mindes dog ikke at min bror og jeg havde nogen som helst problemer med alle de der instrumenter da vi var yngre, det var vel egentlig bare meget sjovt. Hvilket forklarer, at min lillebror lokkede vores far til at købe et nyt instrument, en dag de gik forbi den lokale marskandiser - en harmonika. Og den var min far godt nok glad for at spille på. Faktisk så glad, at han var meget svær at stoppe igen, når først han var i gang. Og eftersom hverken min bror, min mor eller jeg var særligt vilde med harmonikaen, så tog han den med til familiefester, vejfester og fodboldklubfester og spillede som en gal, mens folk begejstret sang med. Eller gik hjem.

En gang i startfirserne holdt vi en børne-vejfest i vores have, hvor vi havde fået vores forældre til at bage pandekager, købe øller og sådan noget, som de så kom til vejfesten og købte af os. Om aftenen var det så meningen at vi børn skulle grille pølser for overskuddet og sove i telt. Uden yderligere forældreindblanding.

Problemet var bare, at de voksne hyggede sig virkelig meget med de der øl og min far hentede harmonikaen og så gik der urimelig lang tid, før de huskede at det hallo! faktisk var en børnevejfest og at de hallo! faktisk skulle hente nogle røde pølser til os og så skride fra vores lejrplads. Jeg kan stadig huske hvor gal jeg var på min far og hans dumme fællessange.

Lige siden har jeg hadet den der harmonika og skabt mig som kun en preteen ellers kan gøre det, lige så snart jeg bare har hørt den omtalt. Ikke om jeg har taget mig af at min far faktisk er endt med at være sådan en der optræder for andre og faktisk har en god sangstemme. Jeg har heller aldrig overvejet at blive lidt voksen omkring det. At all.

Men så skete der noget ret pudsigt.

Kort fortalt, så opdagede jeg at en af mine kolleger vidste hvem min far var – på en nærmest idolagtig måde. Og denne kollega rundede i denne uge et jubilæum (40 år, ja det er vildt!!!) og vi skulle finde på noget sjov og spas til morgenmaden og ding! så kom jeg i tanke om at hun var sådan lidt fan-agtig på min far og det var ret let at læse min begejstring, som jeg straks forsøgte at æde i mig igen.

så jeg fortalte mine kolleger om jubilarens begejstring for min far og de var vilde med idéen, som jeg også godt kunne se det sjove i.

Men det var jo min far og hans dumme, dumme harmonika og hvad hvis han ikke kunne stoppe igen.

Jeg ringede til ham og håbede lidt at han skulle noget der var for godt til at aflyse, men han var naturligvis frisk og vi fik hurtigt gang i en meget konstruktiv (og voksen!) snak om sangvalg og afmålt tidsforbrug.

Alligevel tikkede nerverne som gale i ugerne efter og jeg prøvede at trække i land hos chefen, selvom jeg godt vidste at det var en god ide, som oven i købet også ville gøre min far glad. Til sidste spurgte fru chef om jeg var nervøs for om han kunne synge, eller bare nervøs fordi det var min far. Og da jeg indrømmede at det var det sidste der gjorde sig gældende, så sagde hun, at så gad vi ikke snakke mere om det.

Javel chef.

Natten inden min kollegas store dag, drømte jeg mærkelige drømme og sov virkelig dårligt. Jeg var mere nervøs end jubilaren, som havde fin kjole på, glade gæster, fik medalje fra dronningen, flot morgenbord, sange, taler og hurra og vi skålede i tranebærjuice og jeg kunne slet ikke spise noget af al den skønne mad.

Først da min far ringede fra receptionen mandede jeg mig op. Og hentede ham som var han enhver anden spillemand, låste hans ting inde, viste ham den fine udsigt, lagde en slagplan og fulgte ham på plads ved hovedbordet, hvor jubilaren, borgmesteren og alle de andre pinger sad.

Og jeg er stolt af at sige, at det gik rigtig godt.

Min far var prof, sød og sjov, hans sangstemme var fin og folk sang, på hyggeligste vis, med på de to sange jeg havde givet strenge ordrer om at han skulle holde sig til.

Da han pakkede sammen for at tage videre til badminton var jeg stolt. Jo jo, af ham.  Men egentlig også ret meget af mig selv.

For den morgen blev jeg lige lidt voksen i det. I en alder af kun 44. Såmænd.

Søndagsovervejelser

1. Hvordan kan noget der dufter så fantastisk som kaffe, smage så forfærdelig bittert og er det noget folk vænner sig til, ligesom med øl, egentlig, eller er der nogen der kan lide det fra allerførste kop?

2. Hvem er det jeg prøver at snyde, når jeg forsøger at bilde mig selv ind at jeg baaaare er vild med Cola Zero og nærmest bedre kan lide den, end den med sukker, når det i virkeligheden smager som at slikke på et cykelstel?

3. Hvordan kan det være vi stadig blive ved med at tage konceptet sommer/vintertid seriøst?

4. I mangel af bedre projekter, har jeg sat mig for at finde det ultimative the-krus, som kan rumme en masse, ser lækkert ud og ikke er alt for nuttet. Jeg tror jeg har fundet en vinder.

5. Måske havde jeg slet ikke værdsat søndagssolen, løbeturen, indkøbet af en ny neglelak, bagerkagen, cykelturen (ja, hvad sker der lige for al den motion), frokosten i det fri og powernappen på terrassen, hvis ikke jeg havde brugt hele lørdagen på at arbejde, med udsigt til de nydende lørdagscruisere og først kom ud i lørdagsvejret, da det igen begyndte at blive køligt.

 

wpid-IMG_20140329_141552.jpg

Udsigten fra frokoststuen – jo, jeg klager. For jeg ville da hellere sidde dernede.

 

 

Wake-up call(s)

Der er åbenbart dømt absolut tomgang i mit hoved i øjeblikket.

Det vildeste jeg f.eks. overvejede sidste weekend, var om jeg måske var typen der  kunne leve med at gøre rent om søndagen i stedet for om lørdagen. Yes, jeg ved det – det lyder grænseoverskridende vildt og leve i nuet-agtigt og jeg havde en virkelig skøn lørdag.

Om søndagen var tanken knap så fed og eftersom jeg skal på arbejde lørdag i denne weekend, synes jeg bare de andre i familien skal gribe kost og spand, helt som vi plejer.

I tirsdags følte jeg mig nærmest lykkelig i svømmehallen, fordi jeg (og kun jeg!) blev tilbudt at bruge ekstrabanen, som normalt er optaget til undervisning af små børn med svømmebriller og blæret crawlstil.

Og i omklædningsrummet bagefter, hvor jeg ellers stod og tænkte, at det var sådan et fint sted for unge piger at se, at voksne kvinder findes i mange kropsvarianter, gik det op for mig, at vi nok bare er et kødfarvet baggrundsbillede i svømmepigernes klorlugtende verdensopfattelse. For da en ca. 12-årig pige, med trekantet overkrop og fuldtonede svømmerarme gik mod bruserne med sin sporty badedragt i hånden, gik der et sus gennem lokalet. Jo, også hos os med de slaskede overarme. Jeg ville bytte alder med hende på stedet, for at få de arme. Også selvom jeg skulle lugte permanent af klor og - på samme tid - starte forfra med puberteten. Mage til krop har jeg ikke set nogensinde. På en 12-årig.

Nede under alt det overfladiske, kører et spor som sagtens kunne drive mig til nøjeren vanvid, hvis jeg dyrkede det lidt mere. For jeg er blevet spurgt om et par foredrag af en slags, om bogen. Og fordi jeg ikke har prøvet det før, så har jeg naturligvis bare sagt ja. Jeg gider åbenbart godt udfordre mig selv. Gisp. Faktisk.

Men panikken må vente til jeg en dag dukker op fra den trance-agtige tilstand jeg befinder mig i.

En tilstand som jeg dog sagtens kan snappe ud af, når en ung pige dukker op i min verden og efterlyser en gammel dement mand, som havde været væk siden tidligt og stadig ikke var dukket op, da solen gik ned over havnen. (han er så dukket op her dagen efter – yæih!).

Og en tilstand som på ingen måde kan forhindre at jeg bliver ked af det, når Linda skriver om Lene.

For i blogverdenen kan man have venner man aldrig har mødt, glædes over nyfødte man aldrig skal dufte til og sørge over alt for korte liv, som i virkelighedens verden er andres sorg. Hvilke bare ikke gør tabet mindre uretfærdigt.

Men hurtigt ryger jeg tilbage i det der trance-agtige igen, hvor jeg griner alt for længe – men meget ægte, også fordi jeg fik øjenkontakt med en pedel som også syntes det var virkelig, virkelig sjovt – når en af de ellers lidt tørre bibliotekarer siger tak for kage til en ung kollega, som siger “det var så lidt” hvorefter den ældre meget nøgternt svarer “nej, for jeg tog to stykker.” – helt tørt. Måske skulle man have været der, hvad ved jeg.

Og nu ser jeg X-faktor finale, selvom jeg overhovedet ikke har fulgt med og godt kunne finde på at stemme på ham med de lyse krøller. Og misunde Medinas ben.

I næste uge stopper den der skridttæller-konkurrence fra jobbis, som har givet mig ømme lår i tre uger, fordi jeg har svømmet, løbet, gået ture i regnvejr og kørt brænde i fuldeste fart, uden dog at nå de obligatoriske 10.000 skridt pr. dag særlig tit. Mærkeligvis.

Så selvom vi nu går over til sommertid og tidlige morgener, lover jeg at stramme lidt op i næste uge.

Det skylder jeg.

Ikke mindst mig selv.

Vi er så nærværende hjemme hos os

Fru Z: – jeg tager ikke mobilen med ned til restauranten.

Hr. R.: – Hn.

Fru Z: – Nej, for jeg vil prøve det der med at være nærværende og til stede og det er man jo ikke hvis man har mobilen med..

Hr. R.: – Nå!

Fru Z: – …

Hr. R.: – Det er fordi den skal lades op, ing?

Fru Z: – Jeps

Hvad sker der f.eks. i dit liv, sådan i øjeblikket?

Selvom jeg går for at være en vældig ekstrovert type, som nyder at være i centrum og snakke med alle mulige og især med nogen der vil snakke om mig! mig! mig!, så har min indre Introverta fået nok og gider ikke mere eksponering. Der er krav om stille og rolig hverdag, snak om ALT andet end mig og fokus på noget der ikke handler om mine skriverier. Hvilket er lidt åndssvagt, eftersom det er en luksus at så mange medier har bragt – og kommer til at bringe – historien om min bog. Og vildt vigtigt, at jeg følger op på interessen,  mens den er her, så jeg kan få solgt nogle bøger, jo.

Og jeg gider jo også godt svare pænt, når damen nede i Brugsen siger, at jeg jo nærmest er blevet sådan helt berømt. Eller når en kollega tager mig med som punkt på en dagsorden, som mulig foredragsholder til et rigtig fint arrangement. Og jeg bliver faktisk ægte glad, men jeg kan næsten ikke rumme al den snak om mig! mig! mig! mere.

Så et break er okay, måske endda vigtigt. En pause, hvor jeg kan stene mad og boligprogrammer i fjernis, svømme om kap med sure gamle mænd i svømmeren, overveje min næste mobil (fordi den jeg har tilsyneladende ikke kan blive ved med at levere varen, når jeg konstant taber den, hvilket resulterer i telefonsamtaler, som bliver afsluttet forholdsvis pludseligt).

Og så dealer jeg med en skridttæller, som nogen henne på arbejdet bare syntes var en skideskæg idé. Noget med at alle i hele kommunen klikker den i buksen om morgenen, hvorefter vi konkurrerer om at gå længst muligt på tre uger. Helst minimum 10.000 skridt på en dag. Undskyld, men ved du faktisk hvor mange skridt det er?! I weekenden sad en rigtig sød kollega og strikkede det meste af dagen og da hun kiggede på tælleren sagde hun, at man skulle tro hun havde været død. Ahm, vi har i den grad noget at snakke om og meget ømme ben af alle de ekstra aftengåture og op og ned ad trapper på et meget stort bibliotek og omregningstabel som kan fortælle, hvor mange ekstraskridt man får ud af at sejle i kajak, hænge vasketøj op, spille dart eller gøre rent. Og sådan noget. Men ikke en eneste om, hvad sex giver i regnskabet.

Lige om lidt sker der noget på pr-fronten igen. Og jeg skal kraftigt overveje det der med foredrag.

Men lige nu kører hjernen lidt på frihjul.

Det er også meget godt.