Skal til royal-ish barnedåb i dag, og nej – det er ikke den i Møgeltønder, ej hellere foran fjerneren.
På et tidspunkt fik jeg lovet at når Fru Z rundede 100 likes på Facebook, så var der dans. Og sandelig siger jeg edder – dagen er kommet!!!
Men vi er bare nogen der er mere tunge i røven end andre.
Så i stedet vil jeg bare sige tak & hurra til verdens sejeste Facebookfans.
Yæih!
Så vi var nede og besøge efterskolen.
Med forventningsfulde Sankt N og 247 andre mennesker.
Og vi blev så glade af det.
Ikke kun fordi o’erne i den midtsjællandske forstanders mund var så runde, at det lignede en tryllekunst hvor små bolde kunne poppe ud af munden på ham, når han sagde onsdag.
Egentlig heller ikke fordi vi så en gymnastikopvisning som fik hårene til at rejse sig på armene. Åh, jeg får nærmest tårer i øjnene når faner bæres ind og min søn respektfuldt rejser sig, og får os andre til det samme, mens taktfaste klapsalver runger i hallen, omkring unge gymnaster i tætsiddende polyester.
Det var naturligvis stemningen der gjorde det. De kommende elevers generte tilnærmelser til hinanden og de nuværende elevers renden rundt mellem hinanden i strømpesokker. (og nogle pænt lækre gymnastiklærere med fortid på verdensholdet)
Og hvad tog jeg så med hjem? Udover en lykkelig søn og en stolthed over den gave vi giver ham med det her ophold?
En fnisen over at en af mødrene er en bohemelækker popsangerinde fra slutfirserne. Og så et mysterie om et boyband. Jo, såmænd.
For en af lærerne var en fra vores hood, som jeg ikke kender, men dog genkender. Mærkeligt nok fra et spædt forsøg på et boyband, før C21 og før 45 Degrees. Hvis nogen husker dem.
Jeg har ikke fundet ud af hvem det er, men der researches på sagen.
Og så var der den der tale fra forstanderen. Han sagde virkelig meget. Men det bedste var faktisk da han på kejtet vis ville forklare os, at de unge er meget sensible omkring hvad der foregår på hjemmefronten, mens de er på skole. Han endte med at sige, at det korte af det lange var, at det simpelthen erforbudt at blive skilt mens ungerne var afsted. Enten måtte vi klare det inden, eller også måtte vi bide tænderne sammen og holde ud til de var hjemme igen.
Den gik klart igennem.
Ligesom den gik klart igennem, dengang samme mand overhovedet ikke kunne piske en stemning op omkring Sankt N’s diagnoser.
Jeg glæder mig.
Om natten dappede jeg over den bulede asfalt, og lagde mig under min egen dyne. Efter en aften der var gået helt som jeg pludselig håbede, da vi om eftermiddagen stod og flirtede ude på vejen.
Efter fem år havde vi endelig muligheden, modet, modenheden og lysten til at kysse. På samme tid. Og på hinanden. Mens vi lod som om vi så en filmatisering af Hulebjørnens Klan. Og mine læber summede og det kunne sagtens bare have været det. Been there, done that. Videre i livet.
Men næste dag stod han og fejede ovre i sin indkørsel. Og jeg stod og kiggede på ham fra vores køkkenvindue og tænkte at han nok godt vidste at jeg kunne se ham. Og på en måde var jeg jo sådan set også nysgerrig.
Så jeg gik derover og han blev glad og endte med at invitere mig i biografen. Vi så en film som jeg må have valgt. Og vi blev kærester, og få måneder senere flyttede jeg ind hos ham. Og vi havde en fest med pasta og ketchup, og vi pjækkede lige en tand for meget, og ingen af os gad at gøre rent. Og vi var ikke ubetinget modne omkring alt det der med at være et par.
Men det blev vi.
Og det er vi.
Vi er også gift.
Og det er ikke fordi det ikke betyder noget for mig at være gift. Det gjorde bestemt en forskel da vi stod på en iskold strand og sagde ja til hinanden, tilbage i ’91.
Men selve det at være gift er egentlig ikke udfordringen, nu hvor vi snart har været det i 21 år. Det er jo ikke ligefrem fordi der er løfter som skal fornyes, når en hvis metaltræthed forventes at kunne indtræffe. I princippet blev det hele klaret den dag på stranden. Og så gælder den kontrakt simpelthen resten af livet, medmindre vi siger stop.
Jeg synes der er mere udfordring i at forblive kærester. På den gode måde.
Derfor er jeg stolt af at vi i dag kan fejre at vi har været kærester i 24 år. Og bliver bedre og bedre til det.
♥
The End.
Jeg voksede op i et parcelhuskvarter af de mindre mondæne. Der var f.eks. ikke nogen fortove. Den bulede asfalt var omkranset af mere eller mindre havarerede græsrabatter, som i årevis blev slået med håndskubbere.
Rundt om i køkkener og køkkenalrum havde mine legekammerater og fået lange ben og udlængsler og komplekser. Når de havde spist skred de. Ind på værelset, ned i ungdomsklubben. Eller ud på toilettet for at kaste op.
Der var ingen der legede på vejen længere. Ingen kridtstreger efter jegmelderkrigmod eller Four Square. Ingen henslængte cykler eller børn i græsset. Ingen der flettede mælkebøtter, ingen forældre der råbte eller fløjtede når det var tid til at komme ind. Til bad, mad eller sengetid.
De nye unger var ikke kommet ud på vejen endnu, vi andre havde forlængst forladt den.
En dag stod jeg så alligevel ude på den bulede asfalt og sludrede med to af nabodrengene. Den ene var faktisk ham jeg aldrig havde kysset med.
Jeg havde ikke altid haft varme følelser for ham, men han havde aldrig været ligegyldig. Enten var jeg pjattet med ham, eller også syntes jeg noget andet om ham. At han var latterlig, pinlig, åndssvag, tarvelig, dum. Men aldrig bare ligegyldig.
Ikke engang da han var kæreste med min veninde. Hvilket han ikke længere var.
Da min far smuttede tre år tidligere, kom denne nabodreng over og tilbød at hjælpe med praktiske ting, hvis oliefyret gik i stykker eller noget. Nu der ikke var en far til at klare den slags. Og da hans far smuttede et par år senere, var det mig der gik over og tilbød min assistance, hvis det var. Fordi jeg havde erfaring med bortløben far og grædende mor. Meget kunne man sige, men vi var ikke ligeglade med hinanden.
Og nu stod vi så der. Under en sommerwannabe-majsol, som skreg på grillpølser og terrassehygge. Han var ivrig efter at foreslå det, jeg var bare ivrig. Havde åbenbart helt glemt min plan om at holde en pause fra casual kissing.
Selvom der også var andre med den aften, så var de blot statister.
Det vidste vi vel sikkert allerede mens vi stod på vejen og flirtede. Selvom vi på ingen måde kendte konsekvenserne af det vi havde sat i gang.
- to be continued senere i dag..
 | fru Z on Takkedans! |
 | Tina on Takkedans! |
| fru Z on Kan det blive andet end g… |
| fru Z on Kan det blive andet end g… |
| fru Z on Kysseføljetonen – det be… |
