Par-liv & parallelle liv

image

Jeg har ryddet op i gamle kladder og fandt den her, som sådan set stadig fortæller hvad der fungerer for os. Aner ikke hvorfor jeg ikke udgav den sidste sommer?

Da vores børn var helt små, indførte vi en aftale om, at vi lagde dem på skift, fast hver anden aften. Andre mennesker syntes at det lød meget nøjeregnende, men for os virkede det netop mod daglige diskussioner om, hvis tur det var til at smække benene op i sofaen efter godnatkysset og hvis tur det var til at børste de små mælketænder, hive de bløde pyjamasser frem og læse en stak billedbøger for de små.

Efterhånden er der ikke helt det samme behov for at en af os ser efter drengene. De er for det meste helst fri. Og så har vi tid til så meget andet.

Vi har fulgt et råd om at huske at give hinanden plads.  Måske har vi endda lyttet lidt for godt efter lige præcis det råd. På den lavpraktiske måde, hvor vi fordeler de fælles opgaver imellem os, så vi kan få tid til alt det vi gerne vil gøre. Hver for sig, med hver vores sær(e) -interesser.

Det har været skønt at have frie tøjler, uden at blive sms-spammet hjemme fra den haltende tosomhed.

Men der kommer alligevel et tidspunkt i ethvert samboende pars liv, hvor man må overveje, om man netop bare er bofæller, som ikke bor sammen men måske mere sådan parallelt i det.

Og uden det store melodrama, så er det da en snak vi har haft. Og så besluttede vi, at vi hellere måtte prioritere de fælles oplevelser. Også på sådan en helt ordinær lørdag.

Kender du det, når en lørdag bliver lige præcis så hyggelig, som sådan en altid burde være? Når rengøringen kun tager en time, når alle indkøb og ærinder foretages sammen, på den smalltalkende måde og små klap på låret. Når ordning af brænde bliver til et lige så fælles projekt, med drikkepauser og hyggelige musikpauser i græsset, flot frokost og fælles glæde over alt det opnåede. Når hjemmelavede pizzaer på grillen bliver til et helt projekt, af slagsen der indbefatter indkøb af pizzasten i nærmeste byggecenter, lidt for meget mozzarella og kølig hvidvin på terrassen?

Det kan virke absurd at det er noget vi er nødt til at planlægge.

Men jeg er ligeglad.

Bare det virker.

Posted in Ikke kategoriseret

Om at nøjes

Ligesom Kopernikus i Mads & Monopolet, så er jeg ret oldschool når det drejer sig om sammenskudsgilder.

De fungerer perfekt til vejfester, logefester og klassefester, men de duer sgu ikke til bryllupper og den slags. Jeg ved godt at det kan være svært at få råd til de drømme man går og har.

Men når jeg hører om gæster der både skal tage mad med til brylluppet, købe pænt tøj, sætte hår, arrangere polterabend, barnepige og de gaver som de køber alligevel, selvom maden skulle være gaven, så tænker jeg, at det er en voldsom pris at betale, for at andre kan få opfyldt deres drømme.

Nogen gange bliver man nødt til at nedjustere.

Da krisen var så ny at omfanget stadig var forholdsvis abstrakt, blev Hr. R. og jeg inviteret til en rund fødselsdag hos en bekendt. Festen blev holdt i et fælleshus og da fødselaren bød velkommen, sagde hun at temaet for denne storslåede fest var “Krisen kradser”, med chili con carne, hjemmelavet is, køleskabskolde håndbajere og dansemusik fra en cd-afspiller. Det blev altså en fin fest.

Den gang Hr. R. og jeg blev gift, havde vi hverken råd eller overskud til en stor fest. Men 12 år senere havde vi mulighed for at fejre vores bryllupsdag med al det fest og halløj vi magtede og flere mennesker i baghaven end vi nærmest kendte dengang vi blev gift.

2 ud af 3 i Mads og Monopolets panel syntes det var en god idé at lade gæsterne komme med mad i stedet for gaver. Kun Kopernikus mente, at man må fejre som man har råd til, eller vente til man har råd. Derfor kaldte han sig oldschool.

Det er vi så to der er.

Farmors underbenklæder

Jeg har fundet den her i kladdehæftet. Den er helt tilbage fra april 2011. Nu slipper jeg den fri.

Når jeg hænger vasketøj op på tørresnoren ude i min have, så kommer jeg nærmest hver gang til at tænke på min farmor.

For hun lærte mig noget meget relevant om netop vasketøj. Engang hvor jeg ville hjælpe hende med at hænge hendes på tørresnor.

Egentlig havde hun helst set, at jeg holdt snitterne for mig selv.

Men fordi jeg insisterede på at hjælpe hende, så gav hun sig.

Bare jeg sørgede for, at underbenklæderne kom til at hænge inderst.

Helt diskret og undercover.

Bag alt det andet vasketøj.

Posted in Ikke kategoriseret

Dramaqueen

Jeg rydder op i gamle kladder og fandt den her. Aner ikke hvorfor jeg ikke bare udgav den i august sidste år, hvor jeg skrev den. Måske var jeg stadig lidt sur?

Egentlig tror jeg ikke at jeg går for at være en særlig dramatisk type. Jeg vil helst at alle er glade og smiler mig oftest ud af potentielle konflikter, for at undgå dårlig stemning. Som den friske teenager, der spurgte om han måtte spytte i mit vandglas, mens jeg passede mit arbejde. Det sagde jeg stille og roligt nej til (det var så også en meget mærkelig arbejdsdag og han var ikke nødvendigvis dagens mest ubehøvlede.)

Jeg kan til gengæld sagtens blive virkelig tosset på Hr. R.  – nogen gange med rette.

Den anden morgen blev han kaldt til brand, mens vi lå og sov. Yes, han er jo brandmand. Af slagsen som udelukkende bliver tilkaldt når der skal gang i noget udrykning.

Han tog bilen ud til Falck og glemte tilsyneladende alt om, hvad tid jeg skulle bruge den.

Nu har jeg det i forvejen stramt med tidlige morgener og det havde oven i købet været en virkelig ærgerlig fuldmåne-nat, og så hjalp det jo heller ikke at han kørte til brand klokken knapnokblevetlyst og efterlod mig halvvågen, uden varm krop at falde til ro op ad. Lunten var med andre ord kortere end den kunne have været, hvis jeg bare havde fået min nattesøvn.

Vi har en slags aftale om, at når Hr. R. er til brand til langt ud på morgenen, så giver han besked, hvis IKKE han kan nå hjem med bilen, inden jeg skal bruge den.

Men han havde åbenbart ikke lige tænkt på, at jeg skulle møde en time tidligere end vanligt, og så blev jeg pludselig nødt til at køre meget stærkt på cykel, for at komme ud til min bil på Falck, som – bevares – ikke ligger langt væk. Men alligevel var jeg nødt til at køre stærkt og alligevel var jeg pludselig alt for sent på den.

Som hævn låste jeg cyklen, så han ikke kunne tage den hjem.

Ja, jeg ved det. Patetisk. Men jeg var jo sent på den og havde ikke sovet så meget.

Oppe i mit hoved stod de vrede ord i kø for at komme med i en sms, men heldigvis havde jeg ikke tid til at fighte, da jeg jo var sent på den, så jeg pakkede mobilen i lommen og dampede af.

Og derfor blev der blev ikke brygget mere surhed på den karklud. Da vi sås igen, senere på dagen, grinede vi begge af den låste cykel og hans måbende kolleger, som slet ikke kunne forstå, at jeg kunne blive så sur.

Alligevel kom jeg til at tænke på mit sydlandsk-agtige temperament, da jeg sad i biografmørket og fnisede af Julie Delpy, som ægte fransk dramaqueen, i en film som i øvrigt er overraskende interessant, selvom den stort set består af to mennesker der snakker.

Bloggen har snart fødselsdag!

Et dundrende jubilæum af de vildeste ligger lige rundt om hjørnet.

15. oktober er det nemlig 5 år siden jeg første gang bloggede som Fru Z.

Crazy, I know.

Vanen tro fejres dette med en hyggepakke til en særlig herlig læser.

Pakken kommer som minimum til at indeholde; et par tykke sokker, lækker chokolade, laber the, et hjemmelavet armbånd, en film fra min hylde, min bog og et eller andet hyggeligt fra mine køkkenskabe, som snart skal tømmes, sådan for alvor.

Og eftersom jeg HAR opdaget, at det især er på Facebook der likes og kommenteres, så vil konkurrencen både foregå her og der.

Her på bloggen skal jeg blot bede om en kommentar fra dig herunder for at du kan deltage.

Vi giver den gas frem til søndag 12. oktober – så der er laaaang tid til at udtænke en særlig kommentar.

Hos mig vinder man nemlig ikke noget ved bare at skrive “tag mig” eller “den gad jeg godt vinde”.

imagesS6V6TSLA

Hvis du husker hende her, så har du været med længe!

 

Læder behandler man med Nivea – i Madrid

Hr. R. kunne godt tænke sig en ny pengepung, så da vi kom forbi en lille læderbiks, skulle vi lige ind og lure.

Duften af læder var besnærende og på hylderne stod rækkevis af fine ting i skønne farver. Der var mørk og lys cognac, grøn, rød og pink. R. fandt hurtigt hvad han ledte efter, mens jeg bare rørte ved ting og opfandt behov. Som om jeg stod og manglede et omslag til en skitsebog med lomme til farveblyanter. Eller et slankt A4-omslag med bindebånd.

Så vi gik igen og Hr. R. var glad. Næste dag gik vi derhen igen. Skulle bare lige kigge. Taskerne der stod på hylderne var lidt for kantede, skoene for klodsede og nej, der var faktisk ikke noget jeg lige stod og manglede. Andet end duften af læder.

Lædermanden stod roligt og skar i læder ved et arbejdsbord. Der var musik, han var ganske flink og det var hyggeligt. Og jeg kunne stadig ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle bruge hans ting til.

Men den sidste formiddag inden vi skulle hjem, ville jeg alligevel lige forbi igen. Bare kort.

Og stod længe og fedtede med det der A4-omslag og forsøgte at regne prisen ud i euro. “køb den nu bare!” Sagde Hr. R. Og det gjorde jeg så. Og glædede mig over en håndskreven regning og et sødt smil fra den unge pige, som passede butikken den dag. Men på vej ud af butikken opdagede jeg en taske jeg ikke havde set før. Jeg var ovre at røre ved den, løfte den, kigge prisskilt og holde i hånd.

Vi forlod vi butikken, men efter max 50 meter vendte vi om. Ellers havde jeg også bare fablet om den fortrydelse. Jeg var jo for helvede draget, selvom det tog mig tre dage at forstå mod hvad.

Og så fik jeg det fine tip, at tasken kan smøres med Nivea når den trænger til kærlighed.

Nu glæder jeg mig over mine fine souvenirs fra Madrid.

Det var en god tur.

Det gav mening at vi var der.

Og nu skal jeg nok stoppe med min Spain-spam.

wpid-img_20140920_134430.jpg

Kastanjer fra Retino-parken, en yndig og oplagt magnet og en velduftende taske.

 

Flamenco i Madrid!

Det var egentlig først da vi var i Madrid, at det gik op for mig, at jeg havde lyst til at se noget flamenco. Altså som i rigtig meget lyst til.

Der var masser af tilbud rundt omkring i byen, vi havde bare ingen anelse om hvad de glittede brochurer og dramatiske plakater dækkede over. Men i vores medbragte tur-bog stod der faktisk noget om et lille sted, som lå klemt inde i et diskret hjørne bag en park.

Regnen væltede ned da vi var på vej. Så vi stod i læ sammen med en masse andre, for klokken var ikke forestilling endnu, så vi måtte hellere vente. Da regnen var stilnet nogenlunde af gik vi over til baren som var proppet og så ud til at have været det længe. Vi havde på en måde nok misforstået noget med hvornår vi var velkomne.

De fandt vores reservering og viste os ned til et bord foran scenen. Som i lige foran. Det fnisede vi lidt af. Et dansk ægtepar med et mut barnebarn som stensikkert ikke var vild med dans, blev vist til bordet ved siden af os. Eftersom vi ikke havde mødt overdrevent mange danskere, ville det have været oplagt at give sig til kende. Men da de meget hurtigt begyndte at snakke meget højt om det mærkelige i at vi skulle sidde og spise mad under forestillingen, så var det faktisk meget sjovere at lytte til dem, end at afsløre at vi forstod dem.

Jeg var ellers enig med dem i, at det var noget underligt noget at få serveret en skøn salat med gedeost, hvorefter lyset blev slukket, så vi kunne sidde og lede efter maden, mens guitaristen, sangerinden og de to dansere slog sig løs fem centimeter fra vores gumlende ansigter. Eller R´s. For han spiste lystigt, mens jeg var overordentlig tilbageholdende. Også fordi den kvindelige danser kiggede så bistert ned på os. Nok som en del af dansen, men tænk hvis hun var tosset over at R spiste? Engang for mange år siden, var jeg til noget børneteater med Semi og en af hans venner. De havde fået slikposer med, som de lystigt gumlede fra, mens en skuespiller stod på gulvet og underholdt. Altså, indtil han pludselig stoppede og spurgte om ikke godt de der slikposer kunne blive pakket væk, for de forstyrrede ham simpelthen så meget. (undskyld, vi var mere til biografture dengang). Det var mega pinligt og jeg hadede ham på stedet.

Nåhm, danserne tog et break og jeg huggede salaten i mig, men så kom tjeneren med vores tapas-tallerken og danskerne ved siden af os kommenterede højlydt, at vi nu fik endnu mere mad og hvor var det dog sært. Vi smilede konspiratorisk til hinanden i mørket. Ja, det var tarveligt, men også ret sjovt. Og egentlig ser vi ret danske ud. Eller i hvert fald skandinaviske. Så de kunne jo for helvede bare være en smule diskrete.

Flamenco er sejt. Vi var blown away. Den kvindelige danser var meget dramatisk og smuk. Men den mandlige danser slog fuldstændig benene væk under mig. Med knivskarpt fuldskæg og begyndende måne, formåede han at danse rundt med en vifte i den ene hånd og danse ret maskulint, nærmest sexet.

Den bar vi besøgte hedder Las Tablas. Jeg er sikker på der findes andre fine steder – som måske også er nemme at finde.

20140918_211205

Hvis vi havde spyttet med maden kunne vi sagtens have ramt danserne. Men så var de nok blevet sure.

 

Laber frokost i Madrid

Nogen gange er sult bare noget der skal stilles med det samme.

Sådan var det heldigvis ikke, den eftermiddag hvor vi dryssede rundt i et tilfældigt kvarter og ledte efter en god frokost. Solen stod højt på himmelen og vi havde lyst til at suge så meget af den til os som overhovedet muligt. Men de udendørs spisesteder gjorde sig mest bemærkede ved at ligne deciderede turistmagneter og det orkede vi ikke sådan for alvor. Eller, det var nok mest mig der ikke gad det.

Og mens jeg som en anden primadonna vendte hele kroppen fysisk væk fra et helt torv fuld af parasoller og plastikstole, faldt mit blik på en elegant restaurant en kølig trappe op. De store vinduer ud mod gaden var halvt åbne, som den nedrullede variant af slagsen i en bil og stedet udstrålede en klasse der gjorde, at vi tænkte det nok lå uden for vores budget. Men da vi fik kiggede nærmere på spisekortet der hang ved indgangsdøren, kunne vi se at det var ganske fint og overraskende overkommeligt. Så vi gik ind og sagde at vi da godt gad sidde ved et af de der vinduer. Det var så ikke muligt, medmindre man havde reserveret. Men der var masser af andre pladser og Hr. R. sagde ja tak og eftersom jeg skulle tisse, så gad jeg ikke lede mere efter noget andet.

Hvilket var godt, for vi fik turens absolut største madoplevelse netop der.

Restauranten fyldtes efterhånden ved hvert et bord. Der var forretningsfolk, veninder, ældre ægtepar og artige mænd med modne mødre (Guys, det gider mor her også godt en dag!). Og alle talte spansk. Det er sjovt, ing? Når man som turist helst godt gider at være som dem der ikke er det.

Nåhm, så kom maden og den så ikke ud af alverden. Hr. R. havde bestilt en sandwich med blæksprutte og sort aioli. Ikke noget med smarte salater og pynt og tomatlir. Han var begejstret.

Jeg havde bestilt nogle små kødboller med trøffel på toppen og champignon om benene. Og så nogle grillede grøntsager, fordi jeg havde erfaret, at grønt er noget vi bestiller on the side.

Kødbollerne smagte så godt at jeg var nødt til at sprælle lidt med benene under bordet, gynge lidt frem og tilbage med overkroppen og nu er nødt til at finde ud af hvad man kan opdrive af trøffelvarianter i sådan en lille pisby som min, så jeg kan forsøge at efterabe dem. Ganske enkelt.

Da vi var færdige med hver en krumme af det velduftende og smagfulde brød og der absolut intet var tilbage på nogen af tallerkenerne, fik Hr. R. en lille espresso og så smuttede vi.

Forbi en kø så lang ved indgangen af mennesker som kastede sultne blikke efter ledige borde. Jeg tror vi kom på et heldigt tidspunkt. (No shit, Sherlock) Det var åbenlyst et eftertragtet sted.

Hvis du kommer på de kanter og trænger til noget godt, så kan du altså med fordel svinge forbi Ana La Santa. Og hvis du alligevel skal bestille bord, så nap da for guds skyld et af dem ved vinduerne, hvis der er ledigt.

20140917_141827 20140917_141831

Tørstig for sjov – i Madrid

En lille times tid efter at vi havde forladt vores hotelhummer, stod vi allerede og skålede i røde bobler. Det føltes virkelig dekadent og ekstravagant på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag, hvor jeg normalt ville være på vej til en svømmehal, eller stå bøjet over en køledisk.

Men det føltes overhovedet ikke upassende, selvom hverken R eller jeg er typerne der som sådan drikker. I hvert fald ikke på hverdage. Hvilket nok også var grunden til, at boblerne hurtigt steg især mig til hovedet. Altså på den gode, glade måde, hvor jeg fik lyst til at kysse og hæve flere penge.

Så dappede vi rundt i det her vidunderlige madmekka og købte fyldte oliven, mini-burgere, gazpacho, skinke og små ting i dej. Og maden kom på rigtige små tallerkener, suppen i små glas, alle bobler på stilk. Ikke noget med pap og plastik og tarvelig festivalstemning.

Og vi fik flere bobler og vermouth, med appelsin og isklumper, og et enkelt glas sherry som ikke smagte af mere. Men aldrig fik vi så meget at drikke som den spritstive englænder vi mødte på baren ved siden af vores hotel, da vi den sidste aften sad og nød en slags farvel-vermouth.

Han kom sidelæns sejlende ud fra stedet, med et kæmpe vinglas fuld af gin, spurgte om han måtte sætte sig – vi skulle bare sige nej hvis vi ikke gad ham – glemte at vi lige havde fortalt vi var på vej og fortalte en lang historie om vennerne der var væk og mobilen som stadig lå hos konen i England og datteren som havde grinet af at han var på kultur-tur.

Næste formiddag mødte vi ham i elevatoren. Han havde skrammer i panden, men sagde høfligt godmorgen. Anede tydeligvis ikke, at vi havde snakket sammen aftenen før.

Jeg kunne godt lide at drikke bobler på alle tider af døgnet, mens vi var i Madrid. Men da jeg tog den første løbetur efter ferien, protesterede min krop på det vildeste. Tænk, at fire dages løssluppenhed alligevel betyder så meget.
Øl, vin, nok så skønne bobler og sprut, bliver aldrig en del af min hverdag. Af flere grunde, men også fordi det tydeligvis er mere end min krop magter.

Jeg drikker kun for sjov.

Madrid var ret sjov.

20140916_192030 20140919_101729

Kulturella i Madrid

Egentlig ved jeg ikke, hvorfor det lige blev Madrid.

Vi havde nemlig snakket om at vi snart trængte til noget Italien. Der har vi holdt nogle skønne ferier med drengene, dengang de var overskuelige og lejlighedsvis kunne puttes i en pool eller sættes foran en skål med god spaghetti.

Og da vi sådan begyndte at spørge omkring, var der også klart flertal for det italienske. Alligevel endte vi med at beslutte os for Madrid. Vi blev vel draget.

Men når jeg så hørte lovprisninger af alle byens fine museer, blev jeg næsten lidt i tvivl. For godt nok kan jeg godt se det sjove i at besøge et museum, men det skal godt nok være et særligt et af slagsen, hvis jeg skal bruge min tid på det, når jeg besøger en pulserende storby, fuld af mennesker, butikker, sol, restauranter – og sprog jeg ikke helt forstår. Og det er vi to om at synes.

Så aftalen var, at vi ville bruge tid på museer hvis det enten blev overdrevet varmt eller meget ærgerligt vejr. Og det gjorde det ikke.

Men vi så en kæmpe flok fodboldfans vandre syngende og klappende gennem byen, omgivet af politi og med en ambulance i følget. Jeg fik kuldegysninger da de passerede os. For jeg kunne godt forestille mig hvor fedt det måtte være at gå der i flokken og være en del af noget ganske særligt, og synge så højt og kraftfuldt at de kunne høres længe før vi så dem. Men jeg anede ikke hvad de var for nogle fætre og det store politiopbud tydede på, at nogen i hvert fald syntes de var værd at holde øje med. Og så blev der skubbet til et par tilskuere, som stod og filmede dem helt tæt på.

Den dag vi besøgte kongeslottet var det lukket for besøgende, fordi der foregik noget officielt. Det gjorde nu ikke os så meget, vi havde en fest med at sidde på kirketrappen overfor og kigge på turister og vagtskifte og tonede ruder. Det var faktisk mere interessant end at besøge kirken. Altså, den var da fin og alt det der. Men jeg har det måske bare lidt stramt med en religion der går så meget op i skyld og syndsforladelse og egentlig selv har så meget at undskylde. Det er måske ikke synderligt kulturelt.

Næe, så var det meget sjovere at besøge Retiro-parken. Jeg havde min egen lille fest med at amarOrama gik rundt i samme park i sommers. Hendes anbefaling havde lokket. Og måske faldt også A bare en lille smule i svime over den magiske skønhed, der hvilede over området omkring Palacio de Cristal. Og der var skildpadder i søen.

Vildt, alligevel.

Men er det kulturelt?

Flamenco er selvfølgelig også en slags kultur. Det kommer vi tilbage til senere.

20140917_125509 20140917_130150

Palacio de Cristal